Man hælder gips i hendes hjerne. Amélie Nothomb: Med angst og bæven

Oprettet: 01.04.2008 - 12:06

Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk

I Japan er tilværelsen og firmaet én og samme ting. Det er ganske vist en sandhed, som allerede kan læses i forskellige afhandlinger om dette lands økonomi. Men der er en afgrundsdyb forskel på at læse en sætning i en rapport og opleve den på egen krop (s.122).

Amélie Nothomb blev født i Japan i 1967 som datter af den belgiske ambassadør, og hun tilbragte de første fem år af sit liv i Japan. I den både komiske og elegant fortalte Med angst og bæven (1999) lader Nothomb, inspireret af egne oplevelser, sin hovedperson rejse tilbage til Japan i et forsøg på at genfinde sin tabte barndoms land. Det er en smuk og let fortælling, der inderligt gennemlever og raffineret reflekterer over spørgsmål om herkomst og kulturelle normer

Siden Amélie Nothomb debuterede i 1992 med romanen Hygiéne de l’assassin (ikke oversat til dansk), har hun udgivet ikke færre end treogtyve romaner, hvoraf kun to er oversat til dansk: Foruden Med angst og bæven – Nothombs niende roman, som hun modtog det franske akademis pris for – er det teenageromanen Antichrista (2003, da. 2006).

Den hjemvendtes dobbeltblik
Det er fra starten et umuligt projekt, romanens unge Amélie har sat sig for: Hun er kvinde, og hun er vesterlænding, og det adskiller hende markant fra resten af det sForside af bog af Amelie Nothomb fra www.kanpai.frtore firma Yumimotos ansatte. Den kultur, hun møder i sit nye job, er strengt hierarkisk opbygget med reminiscenser af det japanske kejserdømme:

Yumimoto var en af de største virksomheder i universet. Hr. Haneda bestyrede import/eksportafdelingen, som købte og solgte alt i hele verden” (s. 11).

På den måde tegner Amélie ikke blot et billede af virksomhedskulturen, men også af den omgivende kultur og dens skikke og verdensopfattelse.

Det særlige og meget vellykkede ved Nothombs roman er Amélies konstante dobbeltperspektiv på oplevelserne i Yumimoto. Som hun skriver, efterlod hun sit hjerte i Japan, da hun som femårig forlod det – ”dette første eksil” (s. 20), som hun kalder flytningen. På den måde indskriver hun sig delvist i en lang tradition for eksillitteratur, hvor forfattere i landflygtighed og på afstand har kunnet se deres hjemstavn med et dobbeltblik, der både rummer den fremmedes og den stedkendtes perspektiv.

Amélies projekt i Med angst og bæven er dog ikke den fjerne besyngelse af hjemstavnen, men derimod en reel og meget kropslig konfrontation med det land, hun så længe har drømt om og set som sit egentlige fædreland.

Et sådant møde med en sødmefyldt drøm, et romantiseret barndomsideal, kan næsten ikke undgå at munde ud i skuffelse. Amélies forsøg på at finde sig til rette i den store virksomhed går da også konsekvent skævt: Hun forbryder sig mod alle formerJapanerinde fra www.teteamodeler.com for den japanske opfattelse af kollegial opførsel, når hun udviser selvstændigt initiativ (i Yumimotos hierarkiske virksomhedslogik ”en alvorlig forbrydelse”, s. 22), eller når hun af sit vesterlandske hjertes godhed vil trøste sin umiddelbart overordnede, frk. Mori, der er blevet skældt hæder og ære fra af sin overordnede:

”Hendes æresfølelses sidste bastion var hendes tårer” (s. 94), og derfor er det en utilgivelig handling, at Amélie trænger sig på, da frk. Mori græder ud i enrum.

Japanerinden
Frk. Fubuki Mori er Amélies nærmeste overordnede og en kvinde af en (for japanske kvinder) usædvanlig højde og skønhed. Amélie er henrykt over sin gudesmukke chef, og alene det at kunne betragte den smukke japanerinde får Amélie til at udholde de mærkværdige prøvelser, hun udsættes for at sine overordnede. Desværre viser frk. Mori sig at være knap så rar, som hun er smuk, og opholdet på virksomheden ender som én lang magt- og æreskamp med frk. Mori.

Selvom frk. Mori opfører sig rædselsfuldt over for Amélie, tilgiver den unge belgier sin japanske chef, og hun finder en stille fryd ved den gradvise degradering gennem romanen. På den måde viser Amélie sig som et blandingsprodukt af den japanske/østlige henholdsvis belgiske/vestlige kultur: Udadtil bøjer hun nakken og føjer sig, men i sit indre raser, råber og kritiserer hun.

Over otte kradsbørstige sider gør hun status over Fubuki og hendes kønsfæller: ”Fubuki var hverken Fanden eller Gud: hun var en japanerinde” (s. 68), og det er en helt særlig og en ganske forfærdelig position at være i. Her opruller Amélie en larmende kritik af kvindens plads eller mangel på samme i det japanske samfund; den japanske kvindes muligheder er så uendelig meget mere indskrænket end mandens. ”Man hælder gips i hendes hjerne,” (s. 69) bemærker Amélie om kvinderollen i Den Opgående Sols Land.

Det er en klassisk og spiddende kønskritik, Amélie leverer; men selvom den og det lyslevende Fubuki-eksempel på, at Amélie har ret, strukturerer en stor del af bogen, har fortælleren også et andet ærinde. Lige så vigtig som den bitterkomiske beskrivelse af de absurde magtstrukturer og de håbløse kønsforhold er Amélies eksistentielle og religiøse udforskning af sig selv og verden under opholdet på Yumimoto. Forside af bog af Amelie Notcomb

Samtidig med, at Amélie forsøger at trænge ind i virksomheden, vender hun sig også hele tiden bort fra den; symptomatisk er det, at det første, Amélie føler sig draget af i Yumimotos reception på bygningens øverste etage, er vinduet for enden af gangen – ”tomheden bag panoramavinduet” (s. 6).

Ud i udsigten
Amélie er vældig ambivalent i forhold til sit japanske ophold – på den ene side føler hun en voldsom glæde ved at lade sig underkaste de sære japanske virksomhedsriter, der gælder på Yumimoto, og på den anden side er Yumimoto-kulturen også repressiv og destruerende for vestligt opdragede og sprælske Amélie. Hun ender i en position, hvor hun i stjålne pauser ved panoramavinduet drømmer sig hinsides virksomhedens minikejserrige og ud og ned i et andet Tokyo, i dens jord, i selve den japanske materialitet:

”Så legede jeg det jeg kaldte ”at kaste mig ud i udsigten”. Jeg pressede min næse mod ruden og lod mig falde i tankerne. Byen var så langt under mig, og før jeg splattede ud på jorden, ville jeg kunne nå at se alt muligt” (s. 22).

Her foretager Amélie en form for imaginært selvmord – den japanske kvindes eneste ærefulde udvej af sin frygtelige stilling.

Forside af bog af Amelie NothombProtagonisten forklarer selv vendingen ”med angst og bæven”, bogens titel, som den følelse og holdning, man bør indtage, når man får foretræde for kejseren; og angst og bæven er da også den følelse, hun ustandselig bliver indgydt af sine overordnede.

Men titlen har ikke kun ressonans i den japanske kultur, den trækker også på en europæisk, filosofisk tradition, når den blander titlerne på den danske filosof Søren Kierkegaards to værker Frygt og bæven (1843) og Begrebet Angest (1844). Også Kierkegaards berømte sætning om, at man for at tro må turde kaste sig ud på 70.000 favne vand, genlyder i Amélies rituelt gentagne panoramaselvmord.

Foruden at beskrive kulturmøder og -kløfter og den ulykkelige uforenelighed, Amélie føler på egen krop, bliver romanen altså også en beskrivelse af en eksistentiel søgen og udforskning.

Amélie flirter eksplicit med religiøsiteten, både den vestlige, når hun kredser om forskellige former for inkarnationer, og den østlige, når hun beretter om sin hverdags mangfoldige meditationer. De uigennemskuelige (pr)øvelser og meningsløse gentagelser, Amélie udsættes for af sine forskellige overordnede, får i det lys karakter af meditative handlinger, og hendes accept af prøvelserne giver hendes ophold i Yumimoto et religiøst skær.

På den måde har både romanen og Amélie to agendaer: Dels at beskrive uoverensstemmelserne og sammenstødene mellem de to kulturer, dels at prøve, på og i egen krop, at forene modsætningerne (eller komme overens med, at de findes) i en søgen efter et eksistentielt ståsted. Romanen selv, med dens både sarte og hårdtslående skildring af Amélies kvababbelser, bliver en form for kulturmøde, og den bliver et lille håndgribeligt skriftbevis på, at Amélies japanske projekt i og for sig er lykkedes; da Amélie vender hjem, skriver hun sin første roman.

0
Din bedømmelse: Ingen