Af Lise Lotte Larsen, bibliotekar
Romanen er også en hyldest til en idé, direkte udtrykt af Tolstoj selv: ”For at et værk skal være godt, må man elske dets basale hovedidé, sådan som jeg i Anna Karenina elsker ideen om familien”.
Hvis ”kærlighedsroman” skulle være den rigtige genrebetegnelse, kan man som læser undre sig over hvorfor romanen indledes med bibelcitatet: ”Hævnen hører mig til – jeg vil gengælde”, og over hvorfor man skal høre så meget om hvordan man forhindrer syltetøj i at mugne, mejer en græsmark, skyder snepper, holder bier, plejer en døende osv? Og i det hele taget hvorfor romanen bruger så meget tid på at fortælle om andre end de to dramatisk elskende?
Anna og Vronskij
Anna Karenina kommer til Moskva for at redde sin brors ægteskab. Stiva har været sin kone utro med guvernanten, og Dolly truer nu med at flytte fra ham. Det lykkes Anna at forsone de to, og mens hun er hos familien møder hun til et bal den smukke, mandige officer Vronskij. Han har i et stykke tid gjort kur til Dollys unge søster, Kitty, så alvorligt at hun og hendes familie venter hans frieri snarest.
Men på ballet falder han for Annas skønhed og overflod af liv, og han følger med hende tilbage til Petersborg. Kitty der kort forinden har afslået et frieri fra den stærkt forelskede godsejer Ljovin, bliver syg af skam og skuffelse.
Allerede fra begyndelsen viser Anna og Vronskijs forhold sig således at have omkostninger. De bliver ikke mindre da Annas mand, Karenin får kendskab til forholdet. Anna har holdt det skjult da hun frygter at miste sin søn, Sergej, ved en skilsmisse. Karenin vil imidlertid ikke acceptere skilsmisse, heller ikke selvom Anna venter Vronskijs barn.
Da Anna er ved at dø efter datterens fødsel, tilgiver Karenin Anna i et udbrud af følelser der ellers ligger den korrekte embedsmand fjernt. De forsones og Karenin glæder sig over den lille pige som var det hans egen.
Men da Anna bliver rask igen, genoptager hun forholdet til Vronskij, og som en konsekvens nægter Karenin hende at se Sergej der får at vide at Anna er død. For at komme bort fra omverdenens fordømmelse, rejser Anna og Vronskij til Italien til et tilsyneladende ubekymret liv i kærlighed og luksus.
Men Vronskij bliver i stigende grad utilfreds med forholdets illegitimitet der nødsager ham til at opgive sin militære karriere. Karenin der er efterladt dobbelt svigtet, står ikke mere i vejen for en skilsmisse, men nu føler Anna det som en ydmygelse at skulle bede om den, og alt går herefter mod kærlighedens og de involveredes undergang: Karenin mister sin familie, glæden ved sin søn, sin status og agtelse i samfundet.
Hjemme i Rusland igen, udelukket fra det gode selskab har Anna nu Vronskijs kærlighed som eneste livsgrundlag og bliver i sin sårbare position utilfreds og jaloux – og det i stigende grad fordi Vronskij på sin side føler sig spærret inde i Annas kærlighedskrav. Hun har ingen interesse for datteren, der overlades til barnepiger, og Sergej har hun forladt for evigt. I overbevisning om at Vronskij ikke mer elsker hende, begår Anna som hævn selvmord ved at kaste sig under et tog.
Allerede dette korte referat lader ane at der hos Tolstoj er sprækker i myten, og hvis man læser med opmærksomhed på fortællemåde og synsvinkel og på de øvrige karakterer, bliver det klart at Tolstoj ikke hylder myten, men tværtimod udsætter den for en nådesløs demaskering.
Forfatteren
Som forfatter er Tolstoj forholdsvis diskret med hvem han holder med. Fortællersynsvinklen glider sømløst mellem personens og forfatterens, så man ser karakteren både som vedkommende ser sig selv, og som forfatteren ser personen, og det kan derfor kræve et fast blik at opdage den afsløring og ironi der kan ligge i personkarakteristikken.
Som fx i flg. citat fra romanens indledende præsentation af Stiva der reflekterer over sin uheldige situation da Dolly har opdaget hans utroskab: ”Stefan Arkadjevitsj var altid oprigtig overfor sig selv. Han kunne ikke få sig til at indrømme, at han burde fortryde sin handlemåde.
Han følte ikke det ringeste samvittighedsnag over, at han, en mand på kun fireogtredive år, en smuk og vindende fremtoning, ikke var det mindste forelsket i sin kone, der kun var et år yngre end han og moder til syv børn, hvoraf de fem endnu levede. Han bebrejdede sig kun, at han ikke bedre havde forstået at dække sig for hustruen.
Jo mere han tænkte over sagen, des tungere følte han hele stillingens vanskelighed, og han beklagede både hustruen, børnene og sig selv. Måske havde han lettere kunnet skjule sit fejltrin overfor sin kone, dersom han havde forudset, hvilket indtryk det ville gøre på hende.
Dette spørgsmål havde han aldrig rigtigt tænkt over; han havde bestandig haft en ubestemt fornemmelse af, at hustruen var vidende om hans utroskab, men så igennem fingre med den. Han fandt endog, at hun, der allerede syntes lidt udslidt, kendeligt mærket af årene, som ikke var det ringeste smuk eller interessant længere, som ikke besad andre fordele end den at være en god moder for sine børn, retfærdigvis måtte føle sig forpligtet til at vise overbærenhed. Og nu så han lige det modsatte.” Uden et eneste negativt beskrivende ord præsenteres her en umoralsk egoist.
Anna
På samme måde beskrives også Anna indefra som hun forstår sig selv, og samtidig gennem forfatterens moralske optik. Hvis man ikke opdager at der er forskel på hvordan Anna ser sig selv, og hvordan forfatteren ser hende, læser man Anna som heltinden i en romantisk kærlighedsroman, hvor hun ret beset er en person i en realistisk roman der tror hun er heltinde i en kærlighedsroman.
Og fordi Tolstoj er så eminent til minutiøst at skildre hvordan bevidstheden arbejder i små glidninger og ryk, bliver Annas udvikling mod katastrofen så suggererende realistisk at man næsten glemmer at den ikke er skæbne, men i høj grad bygger på hendes egne valg og selektive forhold til virkeligheden.
Et exempel er scenen hvor hun er på vej hjem i toget efter at have mødt Vronskij til ballet hvor hverken han eller Anna tager hensyn til Kittys følelser. Anna sidder i toget med sin engelske kærlighedsroman (!) og mærker utilfredsheden med kun at læse om livet. Pludselig mærker hun en følelse af skam ved tanke på Vronskij, men overtaler sig selv til at mene at hverken han eller hun har noget at skamme sig over.
Tilsyneladende små, ubetydelige tanker og valg, men af vægtig betydning for det der siden sker og symptomatisk for hvordan Anna skridt for skridt bevæger sig ind i et løgnagtigt forhold til det der er vigtigt i hendes liv. Hendes forhold til Vronskij bliver beregnende og selvisk som fx når hun alene bestemmer at de ikke skal have flere børn.De vil ødelægge hendes figur og dermed hindre hende i at fastholde Vronskij. Eller når hun forhindrer ham i at få legitimeret forholdet til datteren ved ikke at ville bede Karenin om skilsisse. Det kommer dertil at den lidenskabelige kærlighed der indledte forholdet, bliver til daglige skænderier hvor Anna ikke længere hører det han faktisk siger, men det hun tror han siger.
Man kan sige at Annas død ikke er en konsekvens af kærlighedens trange kår i et hjerteløst samfund (som myten om den store kærlighed måske selv ville tolke det), men af hendes egen måde at tænke på. Og man må tænke at den hævn som indskriften taler om, hermed fuldbyrdes.
Dolly og Stiva
Men hvad så med Annas bror, Stiva? Fortjener hans beslægtede uærlighed og egoisme ikke hævn? Er det som sædvanlig kvinderne der skal straffes hårdest for afvigelser fra dydens vej – hvad enten det nu er ret opførsel eller ret tænkning? Hm jo, men dels hedder romanen jo Anna Karenina, så effektøkonomisk må visse af de mest spektakulære elementer vel forbeholdes hende som hovedperson.
Og dels har Stiva jo en fantastisk kone, Dolly, der tilgiver hans utroskab, passer børnene, kører familien og dens husholdning, og med sin praktiske godhed og livsduelighed så godt som muligt genopretter det han ødelægger i sin jagt på livsnydelsen. Og nok så væsentligt: Stiva begår ikke den fejl som Anna gør, og som i bogens optik nok regnes for den værste fordi den går ud over børnene: han bryder ikke familien. Så han slipper for Guds hævn og nøjes med forfatterens i form af et evigt verdenslitterært liv som sjuft.
Dolly derimod står tilbage som det praktiske livs og den realistiske romans heltinde, en upåagtet uriaspost i skyggen af mere flamboyante og farverige heltinder fra den slags romaner Anna læser – og Anna selv læses som. Og det upåagtede vil nok være vilkåret for den slags heltinder, så længe vi ikke alle som Tolstoj ser historien, kærligheden og livets mening gro ud af hverdagens rodebunke af enkeltheder og tilfældigheder, men leder efter det virkelige i den store kærlighed, de store tanker og andre utopiske frelsesideologier.
Kitty og Ljovin
Nået hertil er der ikke meget tilbage af romanen som hyldest til ideen om den store kærlighed, vel? Alligevel handler romanen også om kærlighed, men om den prosaiske kærlighed der trives ved intimitet - ikke mystifikationer, den kærlighed der elsker den anden – ikke kærligheden selv. Den kærlighed der opstår og trives i det almindelige, uspektakulære arbejde med i fællesskab at klare livets praktiske udfordringer til familiens bedste.
Og romanen er også en hyldest til en idé, direkte udtrykt af Tolstoj selv: ”For at et værk skal være godt, må man elske dets basale hovedidé, sådan som jeg i Anna Karenina elsker ideen om familien”.
Ideen om familien og den kærlighed den kan rumme, skildres i forholdet mellem Kitty og Ljovin. Jo jo, de fik hinanden alligevel. Ljovin friede igen da Kitty var kommet sig over Vronskijs svigt.
De flytter ud på Ljovins gods og opbygger sammen et liv fyldt af prosaiske hverdagsaktiviteter. Og det er overhovedet ikke kedeligt at læse om. Tværtimod. Romanen er bygget op som klip imellem livet i de tre familier, og hver gang man når til et afsnit med Kitty og Ljovin, glæder man sig og læser med interesse om syltetøj og jagt og forholdet mellem de to, selvfølgelig fordi Tolstoj som opmærksom og sanddru iagttager og forfatter skriver så alt får virkelighedens vandmærke, men også fordi man har fornemmelsen af at her ligger kærlighed og mening på lur. Det virkelige liv leves ikke i de få intense højdepunkter, men i små upåagtede øjeblikke i hverdagen.
Ljovin får det sidste ord i romanen i en lang indre monolog sat i gang af en samtale med hans gårdskarl Fjodor der har beskrevet en af bønderne som et godt menneske ved at sige: ”Han lever for sin sjæl. Han tænker på Gud.” For Ljovin der trods sin lykkelige hverdag med Kitty og barn ellers har været optaget af tunge tanker om det meningsløse ved et liv der ender med døden, bliver ordene en katalysator for hans erkendelse af mening, et nyt helhedssyn på verden, en erkendelse af visdommen i det liv han hidtil har levet. Ikke som en opdagelse af noget nyt, men som en befrielse fra et bedrag:
”Jeg søgte svar på mit spørgsmål. Men svaret kunne jeg ikke få af tanken, fordi den er af en hel anden verden end spørgsmålet. Nej, svaret har jeg fået af livet selv, af min indre viden om, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Og denne viden har jeg ikke erhvervet mig; den er givet mig og alle mennesker – givet, fordi jeg ikke har kunnet tage den noget steds fra.”
Ljovin konstaterer at den ny erkendelse ikke forandrer ham: ”Men mit liv, hele mit liv, har nu, hvad der end kan hænde mig, fået en ny betydning, som det ikke havde før. Ikke blot mit liv som helhed, men hvert øjeblik af det, har nu en utvivlsom mening for mig – en mening i det godes tjeneste. Og det står nu helt til mig selv altid og overalt at lægge denne mening ind i det.”
At læse Anna Karenina
Ovenstående er en læsning af Anna Karenina, stærkt inspireret af Gary Saul Morsons bog: Anna Karenina in Our Time: Seeing More Wisely (2007)
Morson tolker romanen i lyset af Tolstojs livsfilosofiske forfatterskab og gør opmærksom på at romanen foruden at handle om familie, kærlighed og mening, har fokus på det at se, opmærksomt og ærligt (det som Anna ikke gør) og på bevidsthedens liv og den betydning den har for måden hvorpå vi lever vores liv. Anbefalelsesværdig og interessant læsning.
smag på bøgerne – en bid om dagen
Lise Lotte Larsen skriver i sin artikel om Tolstojs Anna Karenina: ”Anna Karenina regnes for en af de store klassiske romaner om den romantiske kærlighed som en lidenskab overfor hvilken menneskets frie valg suspenderes, en højere mening der har ret til at tilsidesætte alle bindinger: familie, samfund, moral og ansvar. Kort sagt en roman bygget over den store sejlivede yndlingsmyte i vores kultur.”
Idéen om, at Anna Karenina skulle være bygget over en ”sejlivet yndlingsmyte” om ”romantisk kærlighed” og at denne myte skulle tilsidesætte alle bindinger, herunder familie, synes grebet ud af luften. Der eksisterer ikke noget litterært begreb, der betegnes som ”myten om den romantiske kærlighed”; der eksisterer et begreb, der hedder ”romantisk kærlighed”, men det er netop forbundet med familie: det er myten om, at man kan finde den eneste ene og i ægteskabet blive forenet med denne, således at man får en ligning, der hedder 1+1 = 1.
Ifølge Kai Aalbæk-Nielsen (Information den 22/11 200) kræver den romantiske kærlighed ”at det seksuelle begær og kærligheden skal udfolde sig inden for rammerne af ægteskabet som et særligt følelsesbestemt område. Dette krav om et kærlighedsbestemt ægteskab, der blev formuleret o. 1800, var aldrig blevet stillet tidligere i europæisk historie og i øvrigt heller ikke i andre verdensdele. Det var udtryk for en ideologi, der hang sammen med ejendomsbesiddelse, og som bevirkede, at den romantiske kærlighed fik den funktion at fastholde en kernefamilie som samfundets grundpille.”
Det tør svagt antydes, at det ikke er denne kærlighed, Anna Karenina handler om. Det er imidlertid rigtigt, at Tolstoj skriver sin roman ind i en (på det tidspunkt ikke særligt omfattende) række af kærlighedsskildringer. Af disse er de vigtigste vel Shakespeares ”Romeo og Julie”, Pusjkins ”Eugen Onegin” Goethes ”Den unge Werters lidelser” og Flauberts Madame Bauvery”. Men ingen af disse er bygget over ”myten om den romantiske kærlighed”. Den skildring, der kommer det nærmest, er Shakespeares, men her forenes de elskende ikke i i en seksuel forbindelse; det er i døden, de går op i en højere enhed.
Lise Lotte Larsen skriver: ”Hvis ”kærlighedsroman” skulle være den rigtige genrebetegnelse, kan man som læser undre sig over hvorfor romanen indledes med bibelcitatet: ”Hævnen hører mig til – jeg vil gengælde”, og over hvorfor man skal høre så meget om hvordan man forhindrer syltetøj i at mugne, mejer en græsmark, skyder snepper, holder bier, plejer en døende osv? Og i det hele taget hvorfor romanen bruger så meget tid på at fortælle om andre end de to dramatisk elskende?”
Nu er idéen om, at Anna Karenina skulle tilhøre en genre, der kan betegnes som ”kærlighedsroman” helt Lise Lotte Larsens egen, og det er også hendes egen idé, at der skulle eksistere en sådan genre (på Tolstojs tid! En bog kan jo ikke tilhøre en genre, som ikke eksisterer, når den fremkommer). Hendes forundring over, at Tolstoj ikke lever op til hendes forventninger i den forbindelse ved at indlede med ordene. ”Hævnen hører mig til – jeg vil gengælde” kan kun understrege, at hun er galt afmarcheret i sin betegnelse af bogen og den mytiske sammenhæng, hun ser den i. Hvis teorien ikke stemmer overens med virkeligheden, er det værst for teorien, som så altså aldrig har været rigtig. Det er altså ikke underligt, at Tolstoj skriver om Herren som hævner (og om syltetøj, som Lise Lotte Larsen anfører). Det underlige er, at hun pådutter romanen en genre, som den ikke hører til.
Lise Lotte Larsens artikel er skrevet ”stærkt inspireret” af Gary Soul Morson’s bog ”Anna Karenina in Our Time”. Og Morson skriver i denne (s. 118) at Merezhkovsky betragter Anna som ”the incarnation of pure Passionate love”. Men Morson fremhæver netop, at det er forkert! Det ville gøre hende umenneskelig, en mytisk figur og et symbol. Og det ville betyde, at vi ikke kunne identificere os selv med hende.
Anna Karenina er altså netop ikke en mytisk figur, og romanen er ikke et eksempel på ”den sejlivede myte om den romantiske kærlighed”.