Lev Tolstoj: Anna Karenina

Oprettet: 15.02.2012 - 02:00

Af bibliotekar Lise Lotte Larsen

Anna Karenina er en roman om passioneret romantisk kærlighed. Men i Tolstojs beskrivelse af hvordan denne kærlighed opstår og hvad der er dens konsekvenser, træder et andet tema frem som bogens egentlige og vægtigste, et tema der sætter kærlighedstemaet i et nyt lys.

Anna Karenina fortæller om den lidenskabelige kærlighed mellem den smukke, livfulde Anna og den flotte officer Vronskij, en kærlighed på trods af omverden og konventioner, en kærlighed der river Annas familie i stykker og berøver Vronskij hans plads i samfundet. Og den fortæller lige så udførligt og medrivende om den tænksomme, egensindige godsejer Ljovin der finder kærligheden i familielivet med sin unge kone, Kitty, men som alligevel plages af tanker om selvmord. Har livet nogen mening i lyset af døden?

Anna rejser med toget til Moskva, for første gang hjemmefra sin mand, den noget ældre Karenin, og sin lille søn, Serjosja. Hun er på en mission for at bringe forsoning i sin brors familie. Hendes bror, Stiva, har været sin kone Dolly utro med guvernanten. Allerede på banegården møder hun for første gang Vronskij – de introduceres for hinanden og øjeblikket får ekstra tyngde og betydning fordi der sker en ulykke. En jernbanearbejder bliver dræbt under et tog. Allerede her får jern og jernbane en symbolsk betydning der klinger igennem hele romanen og slutter med Annas selvmord under toget.

Samtidig er godsejeren Ljovin kommet til Moskva fra sit gods på landet. Han er på en mission for at finde kærligheden. Han har besluttet sig for at fri til Kitty, Dollys yngre søster. Han taler med Stiva om sin hensigt der står for ham som ”et spørgsmål om liv og død”. Han føler sig uværdig til en ung, uskyldig piges kærlighed pga sin udsvævende fortid, men håber hun vil tilgive. Stiva forstår ikke Ljovins samvittighedsnag.
Men læseren ved at det er fordi Stiva ikke ved hvad samvittighed er. Det har Tolstoj afsløret allerede i indledningen da Stiva overvejer sin situation efter at Dolly har opdaget hans affære:

Stiva
”Stefan Arkadjevitsj (Stiva) var altid oprigtig overfor sig selv. Han kunne ikke få sig til at indrømme, at han burde fortryde sin handlemåde. Han følte ikke det ringeste samvittighedsnag over, at han, en mand på kun fireogtredive år, en smuk og vindende fremtoning, ikke var det mindste forelsket i sin kone, der kun var et år yngre end han og moder til syv børn, hvoraf de fem endnu levede. Han bebrejdede sig kun, at han ikke bedre havde forstået at dække sig for hustruen. Jo mere han tænkte over sagen, des tungere følte han hele stillingens vanskelighed, og han beklagede både hustruen, børnene og sig selv. Måske havde han lettere kunnet skjule sit fejltrin overfor sin kone, dersom han havde forudset, hvilket indtryk det ville gøre på hende. Dette spørgsmål havde han aldrig rigtigt tænkt over; han havde bestandig haft en ubestemt fornemmelse af, at hustruen var vidende om hans utroskab, men så igennem fingre med den. Han fandt endog, at hun, der allerede syntes lidt udslidt, kendeligt mærket af årene, som ikke var det ringeste smuk eller interessant længere, som ikke besad andre fordele end den at være en god moder for sine børn, retfærdigvis måtte føle sig forpligtet til at vise overbærenhed. Og nu så han lige det modsatte.”

Her præsenteres en samvittighedsløs egoist, en person der ærligt og utvetydigt identificerer sig med sin livslyst og sit begær - og ikke gør sig særlige tanker om dem der står ham nærmest. ”Men det er jo også kulturens mål” siger Stiva, ”at gøre alt i livet til en nydelse.”

I Stivas familie er alt i opløsning ved romanens begyndelse, Dolly har opdaget hans affære og truer med at flytte fra ham. Det lykkes Anna at bringe familien til ro. Dolly føler sig forsonet og undskylder Stiva på Annas opfordring.  
Mens Anna er hos familien, møder hun igen Vronskij - til et bal. Han har i et stykke tid gjort kur til Dollys unge søster, Kitty, så alvorligt at hun og hendes familie venter hans frieri snarest.
Men på ballet falder han for Annas skønhed og overflod af liv, og han følger med hende tilbage til Petersborg, og kort efter indleder de et forhold.
Kitty der kort forinden har afslået frieriet fra den stærkt forelskede Ljovin, bliver syg af skam og skuffelse.
Allerede fra begyndelsen viser Anna og Vronskijs forhold sig således at have omkostninger ved at ekskludere andre.

Anna
Ligesom Stiva beskrives også Anna både udefra - og indefra som hun forstår sig selv. Beskrivelserne indefra bliver i særligt dramatiske situationer ligefrem til en stream of consciousnes hvor indre og ydre indtryk blandes som i en hallucination. Et exempel er den udførligt beskrevne scene hvor hun er på vej hjem i toget efter at have mødt Vronskij til ballet hvor hun har mærket hans udelte interesse og ikke for alvor afvist ham.
Anna sidder i toget med sin engelske kærlighedsroman, lettet over at uroen over Vronskijs tilbedelse nu kan lægge sig, og kæmper for at koncentrere sig i forstyrrelsen fra andre passagerer, konduktøren, snestormen udenfor og sin egen utilfredshed med kun at læse om livet. I denne halvt opløste bevidsthedstilstand mærker hun pludselig en følelse af skam ved tanke på Vronskij og hører en advarende indre stemme. Men hun overtaler sig selv til at mene at hverken han eller hun har noget at skamme sig over, selvom skammen ikke så let giver op.
I modsætning til Stiva har Anna en samvittighed, men i modsætning til Stiva lyver hun for sig selv.
I togscenen beskrives dette indirekte, men af og til siger forfatteren det direkte. Fx i en scene der beskriver Serjosjas usikkerhed overfor morens elsker og Annas og Vronskijs fornemmelse af noget forkert i Serjosjas nærvær: ”Dette barn med sit naive syn på livet var kompasset, som viste dem, hvor langt det fejlspor, de var inde på, førte dem fra den vej, de begge kendte, men som de ikke ville kende.”

Romanen igennem gemmer Anna sig bag en stadig stærkere selvretfærdighed fordi hun ikke kan bære sin følelse af skyld. Skylden projicerer hun over på Vronskij og gør dermed sig selv til – indbildt – offer for Vronskij.
Det kommer dertil at den lidenskabelige kærlighed der indledte forholdet, bliver til daglige skænderier hvor Anna ikke længere hører det han faktisk siger, men det hun tror han siger.
I overbevisning om at Vronskij ikke mer elsker hende, begår Anna som hævn selvmord ved at kaste sig under et tog.

Hvor Annas fejl, løgn og selvretfærdighed, forstærkes romanen igennem er fortællingen om Ljovin en fortælling om fejl der aflægges.

Ljovin
Fortællingen om Kitty og Ljovin starter som en nedslående fiasko for dem begge da Kitty afviser Ljovins frieri. Men Kitty bliver rask, Ljovin frier igen, og de oplever forlovelsens, ægteskabets og familielivets lykke.
Men Ljovin må alligevel hen mod bogens slutning konstatere at han er på desperationens rand. Tanken om at døden er afslutningen og eneste mening med det rige liv han lever, bringer ham på randen af selvmordet. Til hvad nytte er det hele, spørger han sig selv.
Den materialistiske filosofi der i hans studietid erstattede hans barnetro føler han kun duer til forstandens brug – ”for livet selv er de uden betydning”. Han føler sig som ”et menneske der i vinterfrosten får byttet sin varme pels med en bomuldsdragt; og da kulden med hele sin strenghed slog ham i møde, erkendte han for første gang, ikke med sin ræsonneren, men rent umiddelbart, med hele sit væsen, at han i dette flor var så godt som nøgen, og at han ufravigeligt var hjemfalden til en kvalfuld død.” Han mener endda at hans overbevisninger ikke bare er en mangel på viden, men en hindring for tilegnelsen af den viden han trænger til.
Så han spørger sig selv: ”Hvis jeg ikke anerkender den forklaring, kristendommen giver på mit liv – hvilken forklaring anerkender jeg da?”
Han hæfter sig ved at alle dem han synes bedst om, er troende, fx hans kone, for ikke at tale om hele det russiske folk som han sætter så højt.  Og han hæfter sig ved at han, den vantro, i de sindsoprivende timer hvor Kitty føder deres søn, begynder at bede og oplever at han i det øjeblik tror.
En dag da han i særlig grad er plaget af tunge eksistentielle spørgsmål: ”Hvad er jeg? Hvad er alt dette værd? Hvorfor er jeg her?” – taler han med høstarbejderen, Fjodor, der har beskrevet en af bønderne som et godt menneske ved at sige: ”Han lever for sin sjæl. Han tænker på Gud.”
For Ljovin bliver ordene en katalysator for hans erkendelse af mening, et nyt helhedssyn på verden, en erkendelse af visdommen bag det liv han hidtil har levet. Ikke som en opdagelse af noget nyt, men som en befrielse fra et bedrag: ”Ingenting har jeg opdaget. Jeg er blot blevet mig noget bevidst, som jeg har følt hele tiden. Jeg har blot erkendt den kraft, som har betinget mit liv i fortiden, og som også fremtidig vil give mig liv. Jeg har befriet mig for et bedrag – jeg har erkendt min herre. . . Men nu føler jeg, at livets mening går op for mig. Den er, klar og enkel: at leve for sin sjæl, at leve for Gud. Og denne mening er, i al sin klarhed, fuld af hemmelighed – et under. Og den samme mening er der i alt levende.”
”Jeg søgte svar på mit spørgsmål. Men svaret kunne jeg ikke få af tanken, fordi den er af en hel anden verden end spørgsmålet. Nej, svaret har jeg fået af livet selv, af min indre viden om, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Og denne viden har jeg ikke erhvervet mig; den er givet mig og alle mennesker – givet, fordi jeg ikke har kunnet tage den noget steds fra.”
Ljovin konstaterer at den ny erkendelse ikke forandrer ham: ”Men mit liv, hele mit liv, har nu, hvad der end kan hænde mig, fået en ny betydning, som det ikke havde før. Ikke blot mit liv som helhed, men hvert øjeblik af det, har nu en utvivlsom mening for mig – en mening i det godes tjeneste. Og det står nu helt til mig selv altid og overalt at lægge denne mening ind i det.”

Her udtrykker Tolstój i direkte form en livsfilosofi formuleret gennem Ljovin. Men den samme livsfilosofi er også tilstede i romanen i symbolsk form. Og romanens realisme foldes ud i sin dybe symbolik når man bliver opmærksom på at Anna Karenina er fortællende teologi der udtrykker Tolstojs metafysiske forståelse af kærligheden.

Den psykologi og menneskeopfattelse som de overbevisende, realistiske skildringer af personerne og deres bevidsthedsliv klarlægger, er bestemt af Tolstójs sammenhængende forståelse af hele universet.

Samvittigheden som tema i Anna Karenina

R.F. Gustafson læser i sin bog Leo Tolstoy: Resident and Stranger hele Tolstójs forfatterskab i lyset af hans livsfilosofi og fremstiller den metafysik der ligger bag og dens sammenhæng med ortodox tro.

Tolstójs forståelse af forholdet mellem Gud, mennesket og universet, og som en følge heraf hele hans forståelse af religion og det moralske har som omdrejningspunkt hans lære om det guddommelige som livets kraft. Livskraften er en energi der flyder gennem universet med ophav i en kilde – som er Gud, der ikke kan erfares. Gud manifesterer sig for os som livskraften, energi, bevægelse, lys og åndens kraft.
Tolstójs metafysik har sine rødder i den ortodoxe forestilling om Gud der skelner mellem Guds esssens og Guds energier. Det er igennem sine energier, der er i alt at Gud eksisterer og er tilgængelig i verden.
Livskraften fremstår som bevægelse der trækker alt imod harmoni og forening. Den er naturens ordnende element. Alt eksisterende i universet bevæges af, modtager og transmitterer denne kraft.
Bevægelse i modsat retning af livskraften resulterer i væsners og enheders indbyrdes modsætningsforhold og er dermed at forstå som det naturligt onde.
De eksistenser der ikke gør modstand mod livskraften er ”ubevægelige”, i hvile idet de både flyder med kraften og transmitterer kraften. Hele naturen bevæger sig mod denne hvile

Tolstójs opfattelse af mennesket har ligeledes sin oprindelse i den traditionelle ortodoxe lære. Menneskets natur er at det er skabt i Guds billede, i lighed med Gud. For at blive sandt menneske må det realisere sin opgave, sit kald, der er at være som Gud. Det har en iboende, gudgivet godhed, men da det indenfor det manifeste univers er det ultimativt mobile væsen, er det derfor i stand til at stå i vejen for eller bevæge sig imod livskraften, dvs. personligheden har anlæg for det moralsk onde.
Den menneskelige eksistens består af handlinger der enten er en bevægelse mod eller med livskraften, dvs enten er synd eller frelse. Mennesket bruger sin frie vilje til at vælge handlinger der enten er med eller mod livskraften som uundgåeligt må udfoldes.

Anna
Et symbol på dette valg er scenen hvor Anna er på vej hjem i toget fra Moskva. Her skildrer Tolstój i et minutiøst close up og i slow motion tilsyneladende små, ubetydelige tanker, og bevidsthedsskift. Men det er her Anna træffer et valg af afgørende betydning for det der siden sker og det er symptomatisk for hvordan Anna skridt for skridt bevæger sig ind i et løgnagtigt forhold til det der er vigtigt i hendes liv. Hun omgår sin samvittighed, det guddommeliges stemme i mennesket. Dermed vælger hun sin skæbne, et liv i modstrid med livskraften, der i forbindelse med fornuften er det der skaber kærligheden. Anna bruger sin fornuft til at retfærdiggøre sig selv når hun vælger at overhøre sin samvittighed. Hendes og Vronskijs kærlighed er dermed dømt til – ikke at være kærlighed.
Og hun straffes - ikke for sine synder, men ved sine synder, og bogens indledende epigraf: ”Hævnen hører mig til – jeg vil gengælde” (Rom. 12:19) fuldbyrdes. Vel at mærke i den forstand at bibelcitatet ikke er et udsagn om Guds natur, men om menneskelig psykologi i Tolstójs forstand.

Stiva
Tolstój forstår mennesket som sammensat af et egoistisk dyrisk selv der som en skorpe dækker over det spirituelle selv, den guddommelige splint i mennesket der må afdækkes gennem meneskets anstrengelser for at forbedre sig og bringe sig i overensstemmelse med livskraften.
Stiva er et eksempel på en person der er lutter skorpe, en egoistisk livsnyder, og han nærer intet ønske om at forbedre sig, at afdække sit guddommelige indre. Han lever i et samfund der bifalder hans jagt på nydelsen. Dem der betaler prisen er hans familie.
Romanen igennem hører vi om hvordan han formøbler sin kones formue på sit eget vellevned, mens hans kone og børn forsømmes. Men skildret så han fremstår som den charmerende og afholdte person han er i egne øjne.

Ljovin
Personlighedens ydre lag må fjernes for at mennesket kan vågne op fra et falsk liv i ”livets søvn” hvor det egoistiske, dyriske selv har domineret. Denne opvågnen er Tolstojs livsnære tolkning af det kristne begreb opstandelse.
Det er en ”opstandelse” til en stræben mod et harmonisk liv i udfoldelse af det spirituelle selvs bevidsthed om og accept af at universet er gennemtrængt af Guds energier og derfor har en iboende bevægelse mod fred, harmoni og kærlighed.
Et liv som for Tolstój både i hans eget liv og i hans litteratur er et menneskes sande kald og identitet, betingelsen for følelsen af at høre til, at hvile i sit liv, ”at være hjemme i verden”.
At følge samvittigheden er ingen tvang, men en befrielse til at blive sig selv, det sande selv, skabt i Guds billede.

Ljovin og hans liv er romanens symbol på denne afdækning af personlighedens kerne og sjælens vækst henimod det guddommelige, en opvågnen fra et falsk liv.
Han søger lykken for at opløse ”det fjendskab, der stadig syntes at skille ham fra denne verden.” Først gennem arbejdet for at forbedre bøndernes kår, senere gennem ægteskabet og familielivet. Gennem sin opmærksomme iagttagelse af sig selv og sin trang til at forbedre sig opdager han at det at leve for sit arbejde og sin familie ikke alene kan sikre hans fornemmelse af at ”være hjemme i verden”. Og da han forstår at svaret på hans spørgsmål til livet ligger gemt i udtrykket ”at leve for sin sjæl”, konstaterer han at svaret på problemet er som ”befrielse fra et bedrag”.

Tolstój så mennesket som et bevidst væsen i tid og rum, men fri til at vælge eller fravælge virkeliggørelsen af Guds vilje. Gud udtrykker sin vilje igennem alt liv i den ydre verden og igennem samvittigheden i menneskets sjæl. Virkeligheden er Guds sprog. Gud er i verden, verden er i Gud.

I Anna Karenina er realismen rammen for en fortælling om at det guddommelige i form af samvittigheden er til stede og griber ind i menneskers liv. Samvittighed og kærlighed er de to sideløbende temaer i romanen der gensidigt belyser hinanden.
Samvittigheden er en enhed af fornuft og kærlighed, den kærlighed der betinger at mennesket føler det hører til i verden, dvs en kærlighed i harmoni med livskraften. Det er den kærlighed romanen hylder.

Får man først øjnene op for det, er Anna Karenina en guldgrube af tolkningsmuligheder, en dyb og rig symbolik i en gennemtænkt struktur, men først og fremmest er den en fantastisk læseoplevelse. Man føler man er til stede i romanen og følger opslugt med i udfoldelsen af personernes liv og bevidsthed, når de elsker, gifter sig, føder, dør, trues af selvmordstanker, ja selv når de laver syltetøj, mejer hø og går på jagt er man fuldt nærværende i bogens univers og har ingen tanker om at der kunne være bedre steder at være.

Litteratur
Der kan være ting i en russisk 1800-tals roman som man godt kunne tænke sig en forklaring på: hvad er en verst, hvad er en tarantas for et køretøj, hvordan kan det være at alle personer har 3 navne – og så alligevel hyppigt optræder under et fjerde? Her kan det anbefales at konsultere:
Rusland i den klassiske roman / Lennart Kjellberg. Rosenkilde og Bagger, 1974. – 204 s.

Virkeligheden der skildres i Tolstójs realisme, den virkelighed læseren erfarer og involveres i, strækkes ud over det materielle og historiske med sin afsløring af det guddommelige i og udenfor virkeligheden. Det er en af pointerne i R.F. Gustafsons læsning af Tolstójs forfatterskab i lyset af hans religiøse verdensbillede:
Leo Tolstoj: Resident and Stranger / Richard F. Gustafson
Princeton University Press, 1989. – 480 s.

Foruden artikler med forskellige perspektiver på Tolstójs forfatterskab får man et detaljeret kronologisk overblik over hans liv i:
The Cambridge Companion to Tolstoy / Ed. by Donna Tussing Orwin
Cambridge University Press, 2002. – 271 s.

Links
http://en.wikipedia.org/wiki/Leo_Tolstoy
Her bla mange billeder og referencer

http://da.wikipedia.org/wiki/Lev_Tolstoj
Kort overblik over hans liv

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Russisk_og_sovjetisk_litteratur/Lev_Nikolajevitj_Tolstoj
Her bla. en fortegnelse over danske udgivelser af Tolstoj

Bibliografiske oplysninger
Tolstój, Lev: Anna Karenina
Oversat af Ejnar Thomassen
5. udg. Gyldendal, 2007. -939 sider
Anna Karenina er skrevet 1875-77

 

 

 

0
Din bedømmelse: Ingen

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Jesper Møller-A...

    man, 03/08/2009 - 15:31

    Lise Lotte Larsen skriver i sin artikel om Tolstojs Anna Karenina: ”Anna Karenina regnes for en af de store klassiske romaner om den romantiske kærlighed som en lidenskab overfor hvilken menneskets frie valg suspenderes, en højere mening der har ret til at tilsidesætte alle bindinger: familie, samfund, moral og ansvar. Kort sagt en roman bygget over den store sejlivede yndlingsmyte i vores kultur.”

    Idéen om, at Anna Karenina skulle være bygget over en ”sejlivet yndlingsmyte” om ”romantisk kærlighed” og at denne myte skulle tilsidesætte alle bindinger, herunder familie, synes grebet ud af luften. Der eksisterer ikke noget litterært begreb, der betegnes som ”myten om den romantiske kærlighed”; der eksisterer et begreb, der hedder ”romantisk kærlighed”, men det er netop forbundet med familie: det er myten om, at man kan finde den eneste ene og i ægteskabet blive forenet med denne, således at man får en ligning, der hedder 1+1 = 1.

    Ifølge Kai Aalbæk-Nielsen (Information den 22/11 200) kræver den romantiske kærlighed ”at det seksuelle begær og kærligheden skal udfolde sig inden for rammerne af ægteskabet som et særligt følelsesbestemt område. Dette krav om et kærlighedsbestemt ægteskab, der blev formuleret o. 1800, var aldrig blevet stillet tidligere i europæisk historie og i øvrigt heller ikke i andre verdensdele. Det var udtryk for en ideologi, der hang sammen med ejendomsbesiddelse, og som bevirkede, at den romantiske kærlighed fik den funktion at fastholde en kernefamilie som samfundets grundpille.”

    Det tør svagt antydes, at det ikke er denne kærlighed, Anna Karenina handler om. Det er imidlertid rigtigt, at Tolstoj skriver sin roman ind i en (på det tidspunkt ikke særligt omfattende) række af kærlighedsskildringer. Af disse er de vigtigste vel Shakespeares ”Romeo og Julie”, Pusjkins ”Eugen Onegin” Goethes ”Den unge Werters lidelser” og Flauberts Madame Bauvery”. Men ingen af disse er bygget over ”myten om den romantiske kærlighed”. Den skildring, der kommer det nærmest, er Shakespeares, men her forenes de elskende ikke i i en seksuel forbindelse; det er i døden, de går op i en højere enhed.

    Lise Lotte Larsen skriver: ”Hvis ”kærlighedsroman” skulle være den rigtige genrebetegnelse, kan man som læser undre sig over hvorfor romanen indledes med bibelcitatet: ”Hævnen hører mig til – jeg vil gengælde”, og over hvorfor man skal høre så meget om hvordan man forhindrer syltetøj i at mugne, mejer en græsmark, skyder snepper, holder bier, plejer en døende osv? Og i det hele taget hvorfor romanen bruger så meget tid på at fortælle om andre end de to dramatisk elskende?”

    Nu er idéen om, at Anna Karenina skulle tilhøre en genre, der kan betegnes som ”kærlighedsroman” helt Lise Lotte Larsens egen, og det er også hendes egen idé, at der skulle eksistere en sådan genre (på Tolstojs tid! En bog kan jo ikke tilhøre en genre, som ikke eksisterer, når den fremkommer). Hendes forundring over, at Tolstoj ikke lever op til hendes forventninger i den forbindelse ved at indlede med ordene. ”Hævnen hører mig til – jeg vil gengælde” kan kun understrege, at hun er galt afmarcheret i sin betegnelse af bogen og den mytiske sammenhæng, hun ser den i. Hvis teorien ikke stemmer overens med virkeligheden, er det værst for teorien, som så altså aldrig har været rigtig. Det er altså ikke underligt, at Tolstoj skriver om Herren som hævner (og om syltetøj, som Lise Lotte Larsen anfører). Det underlige er, at hun pådutter romanen en genre, som den ikke hører til.

    Lise Lotte Larsens artikel er skrevet ”stærkt inspireret” af Gary Soul Morson’s bog ”Anna Karenina in Our Time”. Og Morson skriver i denne (s. 118) at Merezhkovsky betragter Anna som ”the incarnation of pure Passionate love”. Men Morson fremhæver netop, at det er forkert! Det ville gøre hende umenneskelig, en mytisk figur og et symbol. Og det ville betyde, at vi ikke kunne identificere os selv med hende.
    Anna Karenina er altså netop ikke en mytisk figur, og romanen er ikke et eksempel på ”den sejlivede myte om den romantiske kærlighed”.