Af cand. mag. i dansk og historie Nanna Rørdam Knudsen
Også i kriminalromanerne er krigen og besættelsestiden et fremherskende tema. Der er både krimier, der foregår under besættelsen, som f.eks. Ole Frøslevs Den grønne bar (2005), 1. bind af en serie, der skildrer hverdagen under krigen i København. Til samme kategori hører en roman som Steen Langstrups Stikker (2003), der tør siges at være tidstypisk i den forstand, at dens kontroversielle plot om et broddent kar i modstandsbevægelsen næppe ville have fremkaldt anmelderroser for år tilbage.
Andre romaner beskæftiger sig med krigens indvirkninger på og konsekvenser for nutiden og nutidens mennesker, som Gretelise Holms Under fuld bedøvelse (2005). En ”underkategori” af den type krimier er den, hvor krigens indvirkninger på nutiden bruges som et spændingsskabende element, som i Christian Dorphs forrygende drengerøvskrimi Hylster (2003).
Debatten om samarbejdet
De fleste af disse krimier har dog en del tilfælles med den offentlige debat om besættelsestiden. I de nyere historiebøger og i den offentlige debat i Danmark er det især samarbejdspolitikkens bagside, berettigelse og konsekvenser, der diskuteres og bruges til at understrege nutidige politiske synspunkter og handlinger. I den debat bliver to alternativer fremhævet: at kæmpe som nordmændene gjorde og derved undgå at blive betragtet af tyskerne som ”flødeskumsfronten”, eller at vælge den svenske vej, neutraliteten.
Men ligesom historikerne nægter at se så sort-hvidt på sagerne, så stiller også nabolandenes krimiforfattere spørgsmålstegn ved den opfattelse af deres forhold under krigen.
Den norske front
Selv om tyskernes besættelse på mange punkter var væsensforskellig fra besættelsen af Danmark, er der også de nordmænd, der hvisker ”flødeskumsfront” om Norge. Mange af de dilemmaer, danskerne var stillet i, kan nordmændene nikke genkendende til.
I Jo Nesbøs Rødhals (2000) er det spørgsmålet om østfrontsoldater, der er affyringsrampe for intrigen. Mange norske (og danske) østfrontsoldater følte sig snydt, da de efter krigen blev dømt som landsforrædere – deres egen regering havde jo godkendt, måske endda opfordret til at man meldte sig. I romanen er en gammel frontsoldats bitterhed blevet til en besættelse. Han ser ikke kongefamiliens flugt til udlandet som en heltemodig indsats, som det almindelige synspunkt er – tværtimod ser han flugten som det egentlige landsforræderi.
Andre landsmænd ses som opportunister, der først meldte sig til modstandsbevægelsen i sidste øjeblik. Den gamle østfrontsoldat – hans virkelige identitet får vi selvfølgelig først afsløret til sidst – vender nordmændenes livs- og selvopfattelse på hovede
t og spørger om det, der for de fleste er selvfølgeligt: Hvem er den egentlige forræder?
Neutralitetens Sverige med andre briller
Den svenske neutralitet var i krigens begyndelse kritiseret, men firkantet sagt: ligesom Danmark reddede sit omdømme i verden ved at hjælpe de danske jøder til flugt, reddede Sverige sit ved at tage imod dem og andre flygtninge. Også svenskere kæmpede på Østfronten på tysk side, ligesom Danmark var Sverige i 30’erne utilbøjelige til at modtage jødiske flygtninge. I Arne Dahls Europablues (2001) viser den svenske krimiforfatter, hvorfor den slags emner er bestandigt vedkommende, også 60 år efter krigen.
I romanens kerne ligger spørgsmålet om 30’ernes ivrige svenske forskning i racehygiejne, der i retorik minder om de forklaringer, nazisterne i videnskabelige og intellektuelle kredse gav for jødeudryddelsen. For politiet i romanen, der finder ind til denne kerne, giver det selvfølgelig en dårlig smag i munden, ligesom vi i Danmark er rystede over at vide, at de danske regering under besættelsen har udvist tyske jøder til Tyskland, den visse død.
Det giver skår i et omhyggeligt opbygget nationalt selvbillede. For Arne Dahl er fortiden aldrig et overstået kapitel, og flere af romanens personer bliver da også indhentet af en sætning, der også optræder i andre af Dahls romaner: ”Ondt blod står ikke til at ændre”. Man må gerne sætte et spørgsmålstegn efter. For romanens ærinde er måske først og fremmest at spørge, hve
m vi: det fortidens spøgelser dikterer os, eller de handlinger, vi foretager nu og her?
Den genkommende debat
Flere gange har man spået, at nu er debatten om besættelsestiden og krigen da vist snart slut. Men den bliver ved med at dukke op. I debatterende historiebøger såvel som i (kriminal)litteraturen. Jeg spurgte i et interview Jo Nesbø, hvor fascinationen af krigen kom fra: ”Krigen er vigtig, fordi den viser noget om det tynde lag fernis af civilisation, vi har i et demokrati.”
smag på bøgerne – en bid om dagen
