Jugoslavien - på en gang fragmenteret og ét hele

Oprettet: 26.10.2010 - 08:59

Forfatter: Birgithe Kosović

Er født i København og er halvt dansk, halvt jugoslavisk.

Birgithe Kosovic fortæller her om romanen ”Det dobbelte land”, som bygger på historier fra hendes egen familie. Afsættet er hvad der får hovedpersonen Milovan til at skifte fra at være parat til at ofre alt for sin tro - til senere at blive en flygtning i sit land og liv.

Jugoslaviens historie er fyldt med menneskelig grusomhed - hvorfor er det så voldsomt?

Da jeg læste om de montenegrinske stammers blodfejder, forstod jeg pludselig noget meget centralt om Jugoslavien. Ikke sådan at forstå, at jugoslaverne er barbariske. Men i den forstand, at hvis ikke der er stærke statsinstitutioner, der beskytter den enkeltes integritet, giver det mening at håndhæve ære og skam og betale blod med blod. Hvis du ikke kan ringe efter politiet, og hvis der ikke er domstole, der kan dømme og sikre, at hvis du krænker mig, så har det konsekvenser for dig - hvis ikke staten har patent på volden, må den enkelte selv tage ansvar for at sikre sin egen og sine nærmestes sikkerhed.

Og Jugoslavien har en lang en historisk tradition for at have en svag stat. At der ikke 'er lighedstegn' mellem individ og stat/fællesskab. Der har altid været store grupper af andenrangsborgere i landet. Under det Osmanniske Rige var muslimerne de 'rigtige' borgere; i det første Jugoslavien efter første verdenskrig var serberne dominerende i landet; og i det andet Jugoslavien efter anden verdenskrig, skulle man være kommunist for at være en god borger i landet.

At serberne var dominerende i det første Jugoslavien, skyldtes dog ikke, at serberne er dominerende som natur. Men de havde i løbet af de foregående 100 år gradvist fortrængt osmannerne fra Balkan, og de havde allerede etablerede statsinstitutioner - ud over den moralske overlegenhed ved at have ofret så mange af sine unge mænd i kampene mod tyrkerne. Så det var kun naturligt, at serberne fik en fremtrædende rolle i det første Jugoslavien.

Især minderne fra anden verdenskrig var også for voldsomme. Jeg har beskrevet nogle af dem i min bog. Især kroaterne var særligt perfide i deres forfølgelser af ikke-kroater under anden verdenskrig. De havde ikke det samme kølige udryddelsesapparat som nazisterne, men udviklede dog en særlig kraniehammer til at myrde deres ofre med, og deres leder havde gerne en skål med friskudpressede øjne fra sine ofre stående på sit skrivebord.

Hvis man sammenligner Jugoslavien med Sovjetunionen kan man pege på nogle ligheder og forskelle, som måske også giver en del af svaret. For hvordan kan det være, at der blev blodig krig på Balkan, mens sovjetborgerne slap så meget lettere ud af den kommunistiske æra? Begge var kommunistiske nationer med mange forskellige etniske grupper. Og i Jugoslavien var integrationen mellem de forskellige befolkningsgrupper endda meget længere fremme, end den var det i Sovjetunionen.

Men netop det sidste kan være en del af forklaringen: fordi folk var blevet flyttet så meget rundt, og de forskellige befolkningsgrupper levede i små enklaver mellem hinanden, komplicerede det konflikterne. Da staten brød sammen, var der store befolkningsgrupper, der levede som på små geografisk-mentale øer, omgivet af 'de andre'. Derfor kunne de forskellige befolkningsgrupper ikke trække så let sig tilbage fra hinanden bag hver sin grænse. Det optrappede frygten - og de politikere, der ønskede statens opløsning, brugte denne frygt til at gavne deres egne formål.

Jeg tror også, at det har stor betydning, at sovjetborgerne havde tradition for at have fælles fjendebilleder i deres ledere, mens mange (men ikke alle) jugoslavere respekterede Tito, fordi han ikke var en ren folkeundertrykker, men forstod at imødekomme forskellige parter.

Endelig betyder det muligvis også noget, at Sovjetunionen geografisk var så meget større end Jugoslavien; hvis man ikke kunne lide sine naboer, kunne man altid fortrække et andet sted hen.

Bliver Jugoslavien aldrig fri af sin forhistorie?

Det er svært at spå om fremtiden. Men se på, hvor lang tid det har taget for os i Europa at lægge Nazi-tysklands forbrydelser i glemmebogen. Og se, hvordan mange ældre begræder, at de yngre generationer ikke stiller lys i vinduerne på årsdagen for Danmarks befrielse den 4. maj. Er det ikke også positivt, at vi begynder at lægge det bag os? Eller opnår man en viden igennem de smertefulde erfaringer, som vi ikke må glemme?

Det ironiske er, at jugoslaverne har pådraget hinanden smertefulde sår for at opnå selvstændighed fra hinanden - kun for sandsynligvis alle med tiden at komme ind under en ny overnational struktur: EU. Ingen kan overleve år efter år uden sine naboer.

 Hvad var det vigtigste du ville fortælle med din roman?

Jeg har ikke ønsket at komme med noget bestemt budskab. Jeg har ønsket at skrive om, 'hvordan det er' - hvordan det er at leve, hvordan det er at være udstyret med alle de tanker og følelser, vi som mennesker har.

Der er så mange liv i et liv. Nogle gange sker der ting, som gør, at vi føler, at vi aldrig kan blive os selv igen. At vi aldrig kan vende tilbage til verden på samme måde som før. Så går der nogle år, og vi opdager, at vi er vendt tilbage. Eller: Vi har i hvert fald fået vores sjælefred tilbage. Men man har lagt det bag sig. Kun for pludselig at opdage, at et enkelt ord fx, kan vække alt det gamle til live i en igen, og med ét står alt det forfærdelige foran én igen, og alt det, der gjorde ondt, gør lige så ondt igen.

Så hvordan er det? Hvordan er det, når alt, hvad der er sket med os, og som vi har gjort ved andre - er i os hele tiden, både som tydelige og utydelige størrelser? Hvad betyder det for den måde, vi kan forstå os selv på? Og hvad betyder det for den måde, vi er sammen på?

Hvad er Milovans fejl? Forstår han selv, hvorfor han handler, som han gør?

Mange læsere fremhæver Milovan som en svag, usympatisk mand. Så entydigt ser jeg ham ikke.

Han er tidligere partisekretær i Dubrovnik, og han har krævet ofre af sin kone og søn for selv at fremstå som en perfekt kommunist. Og da Kroatien vil løsrive sig i starten af 70erne, sætter han sit liv på spil for sine idealer. Da Tito derpå giver kroaterne mere magt, bliver Milovan, som er serber, degraderet til en rent administrativ post i Partiet. Tyve år senere, da den sidste krig brød ud, flygtede han ind i Hercegovina, hvor der endnu ikke var krig, og efterlod sin familie i det belejrede Dubrovnik.

Dette baseret på en autentisk historie fra min egen familie, og den var igangsættende for mig: For hvordan kan man først være parat til at ofre sig for sin tro - kun for senere at være en flygtning i sit land og sit liv? Hvad var der sket, som fik ham til at handle så anderledes sent i livet? Og her lagde jeg selv en kærlighedshistorie til, som samtidig er en historie om at ville være en anden - og om identitet og trancendens.

Da Milovan forsøger at flygte fra krigen og sig selv, indhentes han af tanker om det liv, han har levet, og selv om han ikke får vendt hver en sten, så grunder han dog over, hvordan han skal forstå sig selv. Jeg ved ikke, om han forstår det hele. Men uanset, om han forstår det eller ej, betaler han den fulde pris for sine valg.

Jeg ved ikke, hvorfor han gør, som han gør. Måske er han helt naturligt bange for krigen. Måske har han en depression. Måske er hans flugt den yderste konsekvens af en midtvejskrise, han tidligere har haft i sit liv. Måske fordi hans forsøg på at blive en anden er mislykket. Måske fordi han elskede en anden end sin kone. Måske fordi han aldrig for alvor elskede nogen. Måske fordi han har ødelagt sig selv. Måske fordi han har fornægtet den mand, han ville være. Måske er han homoseksuel. Måske er han bare en kujon. Måske er han traumatiseret af sin far og de ting, han var vidne til under anden verdenskrig. Jeg har ikke forsøgt at svare. Jeg tror, at man kun sjældent kan svare så enkelt på, hvorfor vi træffer de valg, vi gør.

Hvad betyder titlen?

Landet er mange ting. Det er en geografisk og politisk-historisk størrelse, og det er en mental tilstand.

Hvad mener du, når du siger: 'Jugoslavien'? Mener du det serbiske eller det kommunistisk Jugoslavien? Mener du det gamle Storserbien fra middelalderen? Eller tænker du på de forskellige idealistiske visioner om landet, som opstod i slutningen af 1800-tallet, og som delvist var båret frem af frygt for, at sydslaverne aldrig ville blive herrer i eget hus? Og når du tænker på disse lande, repræsenterer de så befrielse eller undertrykkelse?

Jugoslavien er et billede på det, som på en gang er fragmenteret og ét hele. Det, som sprænges af centrifugale kræfter - destruktive og befriende. Og det, som samles igen - i erkendelsen af, at vi er afhængige af hinanden, og i stræben efter skønhed og harmoni, men som også kan være undertrykkende. En udvidelse og en sammentrækning. Som en åndedræt.

Jugoslavien er det, som er nærværende overalt, hvor vi går og har været, og som er bærer af vores liv og længsler. Det er det, som er blindt og tavst, men som vi aldrig kan undslippe - uden det ville vi gå til grunde; og vi må kæmpe for det, myrde for det og ofre os for det.

  

0
Din bedømmelse: Ingen