Jeg mødte nogle krimiforfattere i Horsens

Oprettet: 31.03.2006 - 18:05

Jeg mødte nogle krimiforfattere i Horsens -
en lørdag i Horsens Ny Teater
af Gitte Fangel, Viborg Bibliotekerne

Det er altid en oplevelse at fordybe sig en dag eller to – at lukke verden ude – og bevæge sig ind i et afgrænset univers. Sådan føltes det dén lørdag i april, hvor jeg var til krimimesse!Rammerne lægger op til, at man sætter sig dybt i stolen og lytter, så det gjorde jeg!

Det skal dertil siges, at krimi’er aldrig har været dét, jeg først falder i, men Krimimessen i Horsens har nok flyttet mig lidt!

De to dages Krimimesse er et massivt møde med mord, mørkemænd, ofre og kriminalassistenter af mange typer.Men også danmarkshistorie, miljøskildringer og psykologiske spindelvæv er nogle af de facetter, krimigenren viste på dette års messe.

Det er en ’stille’ messe, der er ikke mange falbelader og udenomsting. En intim og hyggelig atmosfære præger stemningen, hvor der både er gengangere og nye ansigter.

Sherlock Holmes Museet udstiller ved indgangen, hvor der også kan byttes gamle krimi’er fra den hjemlige bogreol ud med andres gamle ditto; men ellers er det de aktuelle bøger, og deres forfattere, der er i fokus.

Anton Kock-Nielsen fra Det Danske Kriminalakademi indledte med et personligt bud på ’de gode fra 2005’, og dernæst blev indenlandske og udenlandske krimiforfattere interviewet rask efter hinanden.

Christian Dorph blev interview’et uden Simon Pasternak om deres fælles bog Om et øjeblik i himlen, og debutant Anna Grue fortalte om Noget for noget, for hvilken hun senere også modtog et diplom som mest lovende debutant.

Fra Canada kom en glad og veloplagt Peter Robinson og modtog dette års Palle Rosenkrantz Pris for sin krimi Kold er graven og fra England Mark Billingham, som med udstråling og humor gik direkte ind. At sidstnævnte er vant til at stå på en scene som stand-up komiker fornægtede sig ikke! 
 Elsebeth Egholm, Mette Winge og Camilla Läckberg var på scenen solo, mens Sara Blædel, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup optrådte samlet med en præsentation af deres fællesprojekt I skyggen af Sadd. Kan man skrive en bog sammen uden at vide hvad de andre skriver? Ja, åbenbart!Erfaringerne var endda så gode, at Steen Langstrup har mod på også at være ’redaktør’ på en lignende bog, hvor det er amatører, der er forfattere. Denne bog regner han med at udgive op til næste års Krimimesse.

Per Helge Sørensen har været huspoet hos BG Bank nogle måneder, og har skabt en krimiføljeton om livet i banken med et nyt afsnit hver fredag. Han blev ansat til at overføre arbejdsgange og miljøet i BG Bank til fiktionens verden. Det kom der en ’bankbog’ med bankrøverier og svindel. Denne bog er dog forbeholdt personalet i BG Bank.

Der var forfattere, forlæggere og bibliotekarer – men hvor var de andre krimientusiaster? – dem var der ikke mange af.
 Denne forårsmesse er jo oplagt til at få inspiration til den forestående feriesæson – om man skal sole sig eller krybe sammen ved brændeovnen. Jeg blev personligt fanget af de gode interviews, som gav lyst til fordybelse med mord og spænding.
Og jeg var bestemt ikke den eneste, der absolut måtte købe et par bøger med hjem.

Krimimessen er et indtil videre fem-årigt samarbejde mellem Horsens Bibliotek, forfattere, deres forlag og lokale boghandlere.

Se også:http://www.krimisiden.dk/default.asp

0
Din bedømmelse: Ingen