Af stud.mag. i litteraturvidenskab Christian Christiansen
Her ti år efter Dan Turèlls (1946-93) død forekommer det nærmest uvirkeligt, at en dansk digter var i stand til at fastholde en position i centrum af nyhedsstrømmen igennem mere end to årtier. Dan Turèll var fra sit folkelige gennembrud med Vangede billeder i 1975 en allestedsnærværende figur i de danske medier; og det såvel i de trykte som de æterbårne.
Men Dan Turèll var heller ikke prototypen på en dansk digter – langt fra. Han var ikke en af de piberygende intellektuelle forfattere, der med stoisk ro betragter livet udefra. Dan Turèll gjorde på alle fronter op med vores almindelige forestillinger om, hvad en seriøs digter er. Han var antiautoritær og fandenivoldsk, men også folkelig og til tider ligefrem populistisk.
Den produktive og alsidige Dan Turèll
Et væsentligt fundament for den utrolige gennemslagskraft var den helt uhørte produktivitet, der kendetegnede Dan Turèlls karriere. Fra den officielle debut i 1969 og frem til sin død udgav han i underkanten af 100 titler. I efterkrigstidens danske litteratur er det kun Klaus Rifbjerg (1931-), der kan måle sig med denne produktivitet. Men Dan Turèll slog imidlertid ikke kun sine folder indenfor den almindelige litterære verden. Med i billedet hører også en sand syndflod af avisartikler, oplæsninger eller shows både med og uden orkester, radioarbejde på såvel P1 som P3 og to lp’er. Dan Turèll var simpelthen den evigt aktuelle digter.
Selviscenesættelsen af myten ”Dan Turèll”
En anden og måske endnu væsentligere forudsætning for Dan Turèlls mediemæssige gennemslagskraft var det aparte look med lakerede negle og hårløs isse, med læderfrakke og sort bredskygget hat. Han havde den nærmest mytologiske tiltrækningskraft, der ellers kun er rockens største koryfæer forundt. Dan Turèll forstod bedre end nogen anden dansk digter selviscenesættelsens reklamemæssige værdi. Samtidig var han en sand improvisationens mester, der uden betænkningstid kunne fyre den ene humoristiske eller provokerende udtalelse af efter den anden. F.eks. har han flere gange i interviews udtalt, at man kan få lige så meget ud af Anders And som af Shakespeare.
Der hersker ingen tvivl om, at han var en førsteklasses skrifthåndværker, men han var meget mere end det. Han var i højere grad en moderne personlighed end en digter i klassisk forstand. Og han var helt ud til fingerspidserne bevidst om sin besynderlige tiltrækningskraft. I ”Mediesprogets proces” fra 1982 skrev han: ”Jeg er medlem af den såkaldte happening-generation, og mens de andre er holdt op med at lave happenings, for det kan man ikke blive ved med, så er jeg gået den gen- eller omvej at lave mig selv til en happening.
Spørgsmålet er ikke om medierne køber mine produkter, det gør de ikke, de køber mig, på samme måde som amerikanerne gang på gang og i medie efter medie køber en lille smule af Andy Warhol, en lille smule John Cage.”
Opgør med traditionen
Dan Turèll befandt sig i et permanent opgør med den danske modernistiske tradition. Han havde voldsomme kvaler med kulturradikalismen og 1970’ernes dogmatiske udlægning af marxismen. Han reagerede mod de intellektuelles afvisning af pop- og massekulturen, hvilket den outrerede og af rocken inspirerede selviscenesættelse var et tydeligt vidnesbyrd om.
Dan Turèll forsøgte at nedbryde barriererne mellem de høje og lave genrer, mellem høj- og lavkultur. Inspirationskilderne var mangfoldige: Blandt de betydeligste finder vi popart-ikonet Andy Warhol, beatlitteraturen med dens sværmeriske besyngelse af buddhismen, den improvisationsorienterede jazzmusik og rocken. Dan Turèll var i høj grad formet af den amerikanske kultur, og var som sådan født til at spille en central rolle i det moderne medielandskab. Han var – og er egentlig stadig – et kulturelt ikon, og det billede, han tegnede af sig selv, var på mange måder forfatterskabets væsentligste værk.
smag på bøgerne – en bid om dagen
