Én million historier

Oprettet: 18.11.2007 - 13:06

En million historier
af Marit Haugaard

Hvis jeg nogensinde skulle interviewes på BogForum, skulle det være af Torben Madsen, for han virker så rar.  Fredag på BogForum 2007 var Peter Adolphsen den heldige. De to talte hyggeligt, skarpt og fortroligt om novelleeksperimentet ”En million historier”, som Adolphsen udgav hos Madsen tidligere på året – en bekostelig udgivelse for forlaget.
 
Det vil tage - ikke 694 dage - men 694 døgn at læse alle historierne i bogen, der ifølge forfatteren er den mest omfangsrige publikation på dansk. Sikke en moppedreng, tænker man, men den er ikke tykkere end 1 cm i A6-format.

Hvordan kan det hænge sammen? Trikket består i, at hver side er opdelt i seks slips à to linjer, der er ti sådanne sider, og sådan kan der dannes præcis én million kombinationer. Ligesom i barndommens foldebøger.
 
Der blev givet en række eksempler igangsat af folks lykketal og fødselsdage. Man kan også bruge telefonnumre, den tisidede terning, der følger med bogen. Eller hvad man nu vil.
 
Peter Adophsen skriver fordi det er sjovt, fordi det giver ham et kick; når han har skrevet noget rigtig godt, får han følelsen af at være høj, opnå ”the high”, som han udtrykte det. At skrive en bog med så stram en form var en udfordring, og det viste sig, at takket være formen kom han til at snyde sine egne parader.
 
Er det bare en spøg, som ikke har noget med litteratur at gøre?  Alle de 12-linjede historier virkede utrolig helstøbte – i al fald de 5, vi hørte. Nu mangler vi bare de øvrige 999995 historier. 
 
Se Peter Adolphsens forfatterportræt på Litteratursiden.
 
Læs vore artikler om Peter Adolphsen: En gang til! Om Peter Adolphsen og gentagelsens kunst og Anerkendelse er ikke at foragte - miniinterview med Peter Adolphsen

 

0
Din bedømmelse: Ingen