De nye stemmer er sprællevende og originale

Oprettet: 04.09.2017 - 14:43

Årets bedste debutanter bryder alle tendenser og udtrykker sig på nye og originale måder.

På Gyldendals efterårsreception i sidste uge pointerede Johannes Riis i sin tale, hvor vigtigt det er at læse bøger, da vi ved at læse tilegner os et større sprog og en begrebsverden, der rækker ud over det sprog, som vi møder på TV og sociale medier. Her kan man jo tilføje, at netop debutanterne, mere end nogen andre, repræsenterer det at udtrykke tingene på helt nye måder. Som kritiker Lars Bukdahl tidligere har skrevet i en artikel på sitet: ”At læse en debutant skal være som at debutere som læser”. Ikke mindst debutanter kan overrumple os med nye måder at skrive og sige tingene på og dermed give os et nyt blik på os selv og den verden, vi lever i.

Den nye og originale stemme er afgørende, når forlagene vurderer et manuskript fra en debutant. Vi har spurgt Simon Pasternak, redaktionschef på Gyldendal, om, hvad de især lægger vægt på, når de læser et manuskript: “Vi ser meget på, om der tales fra et nyt sted, om et nyt stof – og om forfatteren har en original stemme, nye historier, nye greb på stoffet, form, sprog. Vi ser også, om der er flere indgange til værket end den rene tekst på siden, fx et politisk eller personligt stof. Vi længes efter nye former, nyt stof, nye interesser, nye sprog.”

Netop den stærke fortælling fremhæver Sune de Souza Schmidt-Madsen, redaktionschef på Lindhardt og Ringhof: ”En tekst skal slå benene væk under mig – den skal overraske. Derfor er det først og fremmest vigtigt, at forfatteren har sin egen stemme og en original fortælling, som man ikke kan lægge fra sig, når man har læst den første side. Derfor er det vigtigste træk: Vær dig selv. Jeg synes alle de debutanter, vi har haft, har deres egen helt distinkte stil. Jeg tror på fortællingen – hvis bogen er god, er alting godt. ”

De vigtigste tendenser er anti-tendenser 

Da gode bøger ofte bryder tendenserne, er der fra flere sider i det litterære kredsløb skepsis over for at ridse bestemte tendenser op hos debutanterne. Sune de Souza Schmidt-Madsen  tror generelt ikke på tendenser i litteratur: "Jeg tror på gode bøger. Vi har haft fem debutanter i år, Thomas Korsgaard, Emeli Bergman, Malte Tellerup, Anne Mette Hancock og Sebastian Bune – meget forskellige bøger, men hver især fascinerende. Jeg tror, det vigtigste for en debutant er at finde sin egen stemme frem for at være en del af en tendens.”

Den skepsis over for tendenser deler Bukdahl, men han mener samtidig , at der i prosaen hersker lidt for meget nydelighed: ”Jeg ser i prosaen, i alle debutromanerne og selv i nogle af de bedste, en kedelig tendens til at være rigeligt nydelige og forsigtige og artige i forhold til stil og fantasi og de grundlæggende realismeregler.  Sophia Handlers 2017-debut, Feberfrihed, der vist kalder sig en digtsamling, er den bedste og mest realistiske bog de sidste par år, og den er realistisk ved brandoriginalt at organisere et sirligt flimmer af inderligt præcise sætninger. At noget er en tendens er i det hele taget ildevarslende. De bedste tendenser er anti-tendenser: Debutanter, der vildt og cool ikke ligner andre end sig selv, som Sophia Handler og fra de sidste tre-fire år Yahya HassanMorten ChemnitzSigne GjessingCaspar EricJosefine GraakjærRolf Sparre og Andreas Pedersen.”

Bukdahl fremhæver realister som Ina Munch Christensen og Jonas Eika Rasmussen, men efterlyser at andre end Kristian ByskovUrsula Scavenius og Sigrun Gurdbrandsdottir for alvor rokker ved virkelighedskonventionerne. Bukdahl fortsætter: ”Og lige i skrivende august-uge debuterer Joakim Vilandt med den vildeste og unikkeste hybrid på hans hele eget altmodische og futuristiske dansk, Cassandra! Gid han i sin eneståenhed var en tendens! ”

Tematikker om sorg, sygdom og politik

Litteraturprofessor Anne-Marie Mai understreger også den store forskellighed blandt debutanternes værker, men hun hun  mener , at hele feltet er kendetegnet ved høje kvalitet. Hun fremhæver, at det fælles for debutanterne er en lidenskabelig optagethed af ordets kunst, af litteraturen: “De elsker ord, dyrker billeddannelser og følger sproget i alle dets slyngninger ud og ind af betydninger. Der er både en tendens til at engagere sig direkte i de store samfundsspørgsmål og til at vende sig indad i en undersøgelse af sprog og tanke. Nogle skriver politisk digtning, andre fortæller om et Danmark, der forsvinder, om det ganske unge liv, om sygdom, sorg eller om familieforhold. Der er også en inspiration fra naturvidenskab i den nye digtning, og flere og flere bøger udspiller sig i en global sammenhæng.” Tematikker om sorg og sygdom spiller en større og større rolle hos et stigende antal af debutanterne, pointerer Anne-Marie Mai. Desuden fremhæver hun sammenhængen mellem den nye litteratur og de opbrud i den litterære kultur, som fandt sted i midten af 1960´erne, da litteraturen virkelig brød med mange dogmer og bredte sig ind over nye områder.  

Her er hun på linje med Simon Pasternak, der også understreger, at mange debutanter går ud over det rent æstetiske: “Der er en stor interesse for at gå ud over det rent æstetiske og beskæftige sig med politik, aktivisme, fx feminisme, økologi, økonomi, men uden at tabe interessen for form. Der er også mange nye stemmer, fra nye steder, der kommer frem, med nye historier og nye sprog. Litteraturen er sprællevende pt, og poesien er igen kommet tilbage.”

Forfatterskolerne som ambassadører for litteraturen

Både hvad angår form og indhold hersker der således et væld af forskellige stemmer i den nye litteratur  Flere og flere af debutanterne har gået på Forfatterskolen og andre forfatterskoler, og spørgsmålet er, hvilken betydning det har for den litteratur, der skrives. Der har gennem årene været kritik af, at Forfatterskolen ensrettede litteraturen, og at den litteratur, der blev skrevet på skolerne, var form uden indhold. Anne-Marie Mai mener tværtimod, at Forfatterskolerne er med til at styrke alsidigheden i litteraturen: ”Både i Danmark og i Norden er forfatterskolerne meget vigtige for den alsidighed, vi har i den nye litteratur. Det er tydeligt, at talenterne på forfatterskolerne får lov til at følge deres egne veje, og at forfatterskolerne styrker hele den litterære kultur. Al den gamle snak om ensretning på forfatterskolerne er for længst gjort til skamme”.

Også Simon Pasternak fremhæver Forfatterskolernes store betydning: ”Forfatterskolerne er uvurderlige i forhold til at få forfatterne til at læse og tænke form og få greb om stoffet. Vi ser en stor litterær interesse efter litteraturen som et fælles rum blandt unge, og der er enorm lyst til at skrive og læse. Her er forfatterskolerne vigtige som ambassadører for litteraturen og læsningen og til at vise, at man skal tænke form og ikke kun indhold, hvis man vil ud over de skræddersyede fortællinger, der ellers fylder i landskabet, og finde sin egen stemme."

Samtidig kan talent, ifølge Bukdahl, ikke læres på en skole: “Ingen kan lære en digter at være talentfuld, men gode skriveskoler og skrivelærere kan lære den talentfulde digter at omgås sit talent frygtløst og skarpsindigt.”

 

0
Din bedømmelse: Ingen