Al begyndelse er sværte - at læse en debutant skal være som at debutere som læser

Oprettet: 28.08.2014 - 15:22

Lars Bukdahl, der er redaktør for Hvedekorn, har skrevet en artikel om kunsten at læse debutanter og om hvor stor betydning det har for ham at blive overrumplet.

Af forfatter og litteraturkritiker Lars Bukdahl

Det vilde og særlige ved debutanter er, at de er uden et ’før’. De begynder lige nu og lige her, de har som forfattere ingen fortid, de er friske fra fad, splinternye beboere og  allerhelst væsner, nye livsformer simpelthen, på planeten litteratur.

For mig, der  konstant er på udkig efter enhver form for nyt talent og i snart syv år har været redaktør af Hvedekorn, hvor de fleste gode digtere debuterer, sker det sjældent, at jeg på en eller anden vis ikke allerede har nys om en talentfuld forfatter, når han/hun debuterer i bogform.

Hvilket til tider kan gøre mig helt trist.

Vi kan bare tage to af de stærkeste lyriske debuter i dette forår,  Signe Gjessngs Ud i det u-løse og Lea Løppenthins Nervernes adresse. Både Lea og Signe har flere gange bidraget i Hvedekorn, Lea siden 2009, Signe siden 2011, de er gamle kendinge, jeg kalder dem for fanden Signe og Lea. Og selvfølgelig var jeg pænt vildt begejstret i mine anmeldelser i Weekendavisen, fordi de er og bliver skidegode digtere, men jeg var ikke overrumplet af deres talent, og kunne heller ikke troværdigt lade som om, jeg var det, og det er jo ellers den skønne, centrale debut-læsefølelse, som vi kritikere sukker efter at opleve: OVERRUMPLING! Som i: Jeg har ikke hørt en litterær stemme være fantastisk på denne specifikke, originale måde nogensinde før i litteraturhistorien! Jeg vidste udmærket godt, at Signe og Lea som bedst var lige præcis så fantastiske på hver deres, henholdsvis 'Signeske'og 'Leaske' måde. Men jeg ville ønske, jeg ikke havde vidst det, for så  var jeg blevet den overrumpling forundt, og så havde den overrumpling gjort min anmeldelsesbegejstring de kritiske grader mere genuint henrevet, for ikke at sige hysterisk. Jeg ville ønske, at jeg havde læst disse deres bøgers begyndelser:

Jeg ville aldrig kunne sætte folderne på dine øjenlåg/ i orden/ først efternavn, så fornavn/ hvis de kunne rømme sig, udstødt de/ ringe i vandet fra flokken af folder/ du udfolder/ en faldskærm du slår øjnene i/ men den skal foldes sammen igen/ verden er skaldet/ mellem dine øjenvipper,/ det ved du

Heromkring er en årstid på vej/ i det lys den lover virker vi blankslidte/ jeg købte mælk til min bror som han drak/ jeg forestille mig den løbe i hans blodbaner:/ mælken kan ikke længere skilles fra broren!/ det råbte jeg højt/ men så hurtigt forløb optagelsen nok ikke

Og med en måben havde spurgt mig selv: Hvem skriver dog så henholdsvis miniature-fraktal-visionært (Gjessing) og forgrublet-forvredent-forklaret (Løppenthin) så selvfølgeligt? I stedet for med et smil, et virkelig stort et dog, et stolt smil nemlig, at tænke: Typisk Signe, typisk Lea!

 Men så er det jo bare fordi, at overrumplingen skete tidligere, kunne man tænke sig, dengang de sendte deres første tekster ind til Hvedekorn. Og det vil også tit være tilfældet, men bare ikke helt, når det gælder Signe og Lea, der mellem deres Hvedekornsdebut og deres bogdebut, for øjnene af mig, fordi de heldigvis blev ved med at sende tekster ind, simpelthen er blevet bedre og bedre og mere og mere umiskendeligt dem selv, mærkeligt umærkeligt, umærkeligt mærkeligt. Jeg synes med andre ord, jeg er blevet snydt for mine overrumplinger. Sådan her begyndte Leas første bidrag i Hvedekorn nr. 3, 2009:

Vi er så ofte i huset at vi næsten lærer det at kende. Det er på vestegnen og fyldt med originalkunst. Og vin. Han bor der når han er i Danmark. Det er klart nok at der er forskellige perspektiver på det private erhvervsliv og på tid og afstand. Mit perspektiv på flyvemaskiner: De slår ihjel. 

Det vil jeg betegne som præ-leask, forbumlet-forgrublet-forsimplet, det, jeg og verden nu kender som leask, i kim. De første linjer i Signes første Hvedekornsbidrag i nr. 4, 2011, er mere klart signeske, men ikke helt tindrende sikre akrobatiske endnu:

på låget af dåsen ligger mønter og klaprer/ i takt med stjernernes omrokering// forsynet med spisekort af rosa papir/ ser jeg kun/ spidskommen,/ når jeg kigger i skabet/ kommen, som på spidsen af grenene, det/ man kalder knopper/ som stjerner/ i skud

Til gengæld kan jeg så glæde mig og være stolt over, at andre læsere og kritikere overrumples, når de læser Signes og Leas bøger, og blive skuffet over, at de ikke overrumples nok eller måske faktisk underrumples; min uforgribelige mening om de andres uforgribelige mening er, at Lea fik passende stor opmærksomhed, men at man burde have være mere overrumplet over hvor frydefuldt, hun skriver, end imponeret over, hvor meningsfuldt, hun skriver. Mens Signe absolut fik for lidt opmærksomhed og meget for galt fik patroniserende kritik af sin uforståelighed, hvor hun fortjente svævende klapsalver, ak ja!

Og jeg er faktisk blevet overrumplet af Signe, da hun nemlig læste op for allerførste gang, som også var første gang, jeg mødte hende in poetisk person, på Bogforum af alle steder, hvor hun overrumplede hele den lille, sammenklumpede sal med sit aggressivt henåndende attak. Hallo, hvor hun ankom dér!

En ægte overrumpling skal i sin kærne være et purt, æstetisk chok, dekreterer jeg. Overrumpling af fordomme og forventninger, skabt på et mere eller mindre tyndt, subjektivt grundlag, kan godt være en medvirkende eller indledende faktor i det pure chok, men kan også få en læseoplevelse til at virke ægte overrumplende, hvor den måske blot er pænt eller vildt imponerende/overraskende.

Sådan har jeg det med en tredje forårsdebut, Ninette Larsens Hybrid; den uopfindsomme titel (sammenlign bare med Gjessings og Løppenthins flotte/sære titler) og det faktum, at jeg IKKE havde hørt om digteren før, gjorde, at jeg på forhånd ikke troede, bogen kunne være meget ved, og så viste den sig faktisk at være smukt og autoritativt flimrende, imponerende på en derfor pseudo-overrumplende facon, mere suveræn pastiche end absolut egensindighed.

Min Yahya Hassan-overrumpling var en kompleks overrumpling i flere etaper: jeg havde hørt rygter om ham, fordi han var purung og palæstinenser og kriminel og var kommet ind på Forfatterskolen; jeg så ham så læse et ”profetisk” digt op uden lyd på et fjernsyn i Føtex og blev overrumplet, gik hjem og så ham med lyd og blev yderligere overrumplet, så hørte jeg ham et par måneder senere en læse en bid af sit ”langdigt” op på Deadline (eller på Deadlines net-sider) og blev gen-overrumplet, og så læste jeg omsider bogen (jeg læste vist også nogle af de ”realistiske” digte i Victor B. Andersens Maskinfabrik i mellemtiden – og blev yderligere overrumplet) og blev heldigvis yderligere og fuldendt overrumplet (især over det komplette, desperat og overlegent polyfone langdigt).

 Hvis vi ser på de 10 bøger, jeg som jurymedlem gennem fem år har været med til at præmiere med debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat, så er jeg blevet purt chokerende overrumplet af de fem af dem, da jeg første gang læste dem i bogform (hvilket ikke betyder, at de øvrige fem er svagere værker, dem blev jeg af forskellige grunde bare ikke overrumplet af): Lone Aburas’ Føtexsøen, Theis Ørntofts Yeah-suiten, Hanne Højgaard Viemoses Hannah, Kristian Byskovs Mitose og Hassan Preislers Brun mands byrde.

 Hvis vi ser på ALLE de danske debutbøger, jeg har anmeldt eller bare læste gennem de sidste 25 år, kan jeg få øje på en art guldalder for en 18-14 år siden, da jeg igen og igen blev betydeligt overrumplet – og måske var overrumplingerne særligt betydelige, fordi det var værker, der skabte en ny, vilter og energisk, litterær dagsorden, jeg som kritiker havde håbet på og sukket efter og simpelthen BESTILT (selvom jeg netop ikke vidste, hvordan den ville komme til at se ud, det var en del af overrumplingen: Nå, sådan ser Det Nye altså ud ansigt til ansigt!) efter 90’er-generationens Ritter Sport-perfektion): Lad mig nævne seks titler: Charlotte Weitzes Skiftning, Peter Adolphsens Små historier, Pablo (Henrik) Llambìas’ Hun har en altan, alle tre 1996, Jan Sonnergaards Radiator, 1997, Lars Frosts Og så af sted til Wien og Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler, begge 2000. Jeg får stadig gåsehud – og så ved man, at der har været tale om en klasse-overrumplinger – når jeg læser begyndelserne på Frosts og Andkjær Olsens bøger, så mirakuløst og triumferende selvstændigt de sang deres hjerter ud fra starten af – nej, hov, jeg tager slutningen på Og så afsted til Wien, for jeg har aldrig før fået øje på, at den for syv søren rimer på Lulus sange og talers begyndelse (og hov, han har sørme også en radiator med!)!:

Folk med paraplyer kommer på besøg og smider de våde paraplyer på toilettet eller i køkkenet, så man ikke kan komme til, fordi de skal dryppe af. Det er et møbel, for helvede, et paraplystativ, som alt muligt andet. Stole er da heller ikke uundværlige. Er de? Er borde? Vi kan vel spise på gulvet og sidde på radiatoren eller i vindueskarmen eller sådan noget. Men vi gør det så sjældent. Mest af alt er det vel pynt sådan noget. Men jeg gider ikke diskutere det med Lene, så måske ryger det ud. Når vi kommer hjem.

Dér står Mette. Og dér kommer Johan løbende med kaffe til os allesammen. Hvor gjorde jeg af billetterne? I lommen i jakken i tasken. Jo, det er sandt. Langt væk er de, Ikke lette at komme til. Lyne i og lyne op.

Blikkenes mere eller mindre hemmelige/ trafik. Jeg har ild i hjernen. Mit hår/ mine øjne brænder, min mund, mine ører// Hvorfor har du ild i?// /Jeg har lige mødt én på gaden. Hej, én,)/ det er for at jeg bedre kan brænde mig./ Jeg hedder Lulu, og blandt venner/ Lolita Langstrømpe, og/ jeg ville gerne fortælle en historie/ men jeg har ikke nogen. Panik./ Stativ stakit kasket/ panik./ Springop faldned drejrundt/ panik/ koket stilet pushup panik// PLATIST RACIST BIZAR KAMEL PANEL SLAPAF HURRA TAKTIK BESKIDT SPILOP AGURK PLADASK GOKGOK LOGIK GAKGAK GÅVÆK LAVÆR AT PIV DINNAR HALLO MUSIK MYSTIK MAGI/ PÅTVÆRS STÅRET OHSKRÆK KOMSTRAKS SPINAT TOMAT SALAT TAGFAT GRASSAT SPAGAT SPARKUD KOMGLAD IBAD KLAPI

MINSJÆL GIVTID SLIPUD

KNAPOP LYNNED

- det er det, de bedste debutanter gør, lyner vores øjne op og fornyr vores syn. 

  Rumpl mig over, please, igen og igen! 

0
Din bedømmelse: Ingen

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Anita Grün (ikke efterprøvet)

    ons, 03/09/2014 - 09:09

    At lade sig "overrumple" af en tekst er selvfølgelig altid godt, især hvis det holder til den næste udgivelse. 

    Jeg er i gang med at læse en roman, der overrasker mig, men nok mest fordi, jeg har kastet mig over en genre, jeg normalt aldrig læser og synes om den. 

    Da jeg debutterede, blev jeg lykkelig over en anmeldelse af John Chr. Jørgensen, hvor han bl.a. skrev: "Og bestræbelsen er i imponerende grad lykkedes for Anita Grün." De ord bærer jeg stadig med mig og glæder mig over dem, især på dage hvor det ikke lykkes skrivemæssigt. 

    At man kan glæde sig over en tekst og blive ført ind i et fremmed univers for en stund, er lykke nok for mig. På den måde bemærker man også, hvis en roman skiller sig ud. Eller sagt på en anden måde: Var vi overlykkelige hele tiden, så ville vi til sidst ikke mærke til det, fordi det blev en hverdagsfølelse.  

    Tue Omø, det vigtigste ved at skrive er processen. Ingen kan tage den glæde fra én, uanset dårlige anmeldelser eller ingen, så håber du fortsætter.  :o)

  • Tue Omø

    man, 01/09/2014 - 11:09

    Og igen ignorerer man min debutant udgivelse Nano poet.