Dans mine digte i små røde træsko

Oprettet: 15.08.2006 - 18:06

Seimi Nørregaard, du er jo meget andet end forfatter - bl.a. startede du karrieren som performer og poetry slammer - hvorfor skrev du en bog?
 
Jeg satte mig ikke ned og sagde, shyy nu skriver jeg en bog, ikke i første omgang i hvert fald.
Jeg kommer fra et udgangspunkt, der hedder at fortælle, at snakke, at sludre ud til nogen i mørket. Nogen der lytter.
En søster, der ikke kan sove. Et publikum, en flok koncentrede øjne og ører på stole i mørket.

Jeg har skrevet tekster til mine forestillinger, som jeg skaber som et sammenhængende værk. Et værk hvor jeg laver scenografi, koreografi og er performer.

Mine tekster er skrevet til at smage og tygge på, til at spytte ud i guirlander. Og det havde jeg lyst til at andre skulle prøve. Så bogidéen voksede ud af et ønske om, at mine tekster kan læses højt eller i hovedet, uden at jeg holder dem i munden først.
Jeg kan godt lide at tænke at andre læser mine tekster uden min fortolkning. At de findes i fast form. Som talte ord er de flydende og flygtige. Performance-forestillinger og scenekunst i det hele taget er af en meget flygtig art. Det er nu og her og det er fantastisk og samtidigt hårdt for kunstneren. Efter at have arbejdet  professionelt med performance i snart 10 år, kan det føles noget tomt, når alt, hvad der er tilbage af  hvad, jeg har skabt, er video, fotos og en usynlig, i mig opmagsineret, kundskab. Derfor ville jeg lave noget, der fortsatte med at være tilgængelig. Altså en bog. 
 
Hvad er din definition på en 'poetry slammer'?
 
Jeg tror ikke, jeg kan give en entydig definition på en poetry slammer. Bortset fra at det er én, der stiller op til poetry slam. Poetry slam er en konkurrence, en kamp på ord. Der er visse regler, der skal følges, og der er også en del træk, som publikum godt kan lide, som gør en vis type digte til vinderdigte. Men idéen er, at man kan gøre hvad som helst med ord indenfor 3 minutter og 10 sekunder, over tre omgange (forudsat at man kommer til finalen). Man må dog ikke anvende kostume, rekvisitter og andre visuelle effekter, men man må gerne hoppe på tungen. 
Det er publikum, der bestemmer, ved at give point.
Hvis vi snakker om en vinder, så er det ofte én, der serverer sine digte til et feststemt publikums lette humor.
Ja, og for at være helt ærlig, er det tit en under-bæltestedet-en-to-tre-drengerøvs-nem-at-forstå-humor.
 
Tilgiv min uvidenhed, hvad er egentlig forskellen på en 'Spoken-Word-Performer' og en 'Poetry Slammer'?
 
Der behøver ikke at være anden forskel end den, at den ene stiller op i en konkurrence, og den anden optræder med talte ord uden at skulle forholde sig til andre regler end dem, hun selv finder på.

Spoken Word er en meget bredtfavende genre, hvor hovedingrediensen er ord. Der kan være musik til, der kan være rekvisitter, der kan være videoprojektioner eller hunde i kjole og hvidt, det er frit frem.
Men jeg synes, at den optrædende skal forholde sig til publikum, for at levere sine ord og komme ud over scenekanten. Ingen behøver at slå sig på lårene af grin. Ingen behøver at græde. Men alle må gerne lytte.
Det kan f.eks. være M.C. Jabber, der i vildt tempo med microfonen tæt presset til munden kaster sig ud i et delirium af rytmiske remser og rappede spydigheder. Sortøjede møder med døden. En hæsblæsende vuggen på kanten af scenen, som får alle, der ser på, til at holde vejret og vugge med.
 
Har dine digte sin form rod i dét, at du startede som 'mundtlig formidler'?
 
Ja, det har langt de fleste, synes jeg.
Jeg optræder også for mig selv. Nogle af mine digte er tænkt og talt, inden de er skrevet.
Jeg blev mor sidste år, og jeg har talt mig frem til en del digte bag barnevognen. Dog ikke færdige digte, for jeg går meget frem og tilbage mellem at tale og at skrive. Jeg mærker og smager på ordene, om de følges godt ad, om de giver klarhed i rodet. Jeg anvender ind imellem en minidiscrecorder, når jeg arbejder. Men det er kun som back up, hvis jeg nu skulle glemme. Oftest skriver jeg udfra den tone og rytme, jeg har snakket mig frem til, mens jeg gik.
Det er ikke nogen stille arbejdsplads.

Jeg skriver også digte uden at snakke, de har en helt anden nøgteren tørhed. Man mærker det, når man læser dem højt.

 'Jeg forventer en masse' kalder du din debutdigtsamling - hvorfor skal den hedde sådan?
 
Den handler så meget om forventninger og om håb om indfrielse af forventninger.
Jeg kan godt lide titlen. Den er et digt i sig selv.
 
Du var på plakaten for Roskilde Festivalen 2006 - kan dine ord noget musisk?
 
Ja, jeg optrådte i Spoken Word teltet. Jeg arbejder meget rytmisk og med klangen af hvert ord. Jeg kan godt lide, at beskrive mine digte, som værende skæve fortællinger, der henad en rytmisk bumlet vej bliver til en vigtig historie.
Men min forbindelse til musik er i høj grad også optaget af pauserne. Jeg vil, at der er plads til, at publikum digter med. Jeg synes musik er fantastisk, særligt når den tør være helt stille i lang tid. Når den tror på, at vi bliver ved med at lytte.
 
Du har et ganske særligt forhold til naturen og 'en stille stund', ikke?
 
Naturen har det hele, og det er sjovt at lade en myre fortælle os om os. Den er tryg og farlig. Den er os og ikke os, og den er helt udenfor vores kontrol.
Den stille stund, den er fyldt med kriblende tanker, ligesom pauserne, når jeg fremfører mine digte.
 
og  til dans....?
 
Alt vi gør med kroppen kan laves til en dans, en række af bevægelser sat i system og rytme. Selv at drikke et glas vand. At fumle med papir. At se sig over skulderen.
Jeg går, som sagt, gerne og snakker. Jeg synes, vi taler bedre sammen i bevægelse. Og bevægelser, fysiske hændelser, fortæller tit noget andet end ordene og tit ligeså meget, hvis ikke mere. Mine dansetrin har både livsappetit og glæde, men de kan også være grusomt sønderflængende.
Jeg har fået mange fine reaktioner på min bog, bl.a. var der én, der fik lyst til at danse mine digte ud i små røde træsko.
Det passer mig godt, specielt fordi træskoene måske kunne finde på at overtage styringen.
 

0
Din bedømmelse: Ingen