Af litteraturstuderende Lisbet Lassen
Hvis man kaster et blik på artikler og den litteraturhistorie, der beskriver litteraturen i 1990´erne, vil man tit støde på udtrykket formbevidsthed. Altså forstået i modsætning til 1970´ernes litteratur, der kan beskrives som udadvendt og engageret i samfundsforhold. De store fortællinger om kvindens eller samfundets frigørelse forsvandt til fordel for eksperimenter med litteraturens form i sig selv. Det er der nogle gange blevet fældet et par tårer over, selvom andre er glade for en litteratur, hvor forfatterne er mere bevidste om måden, der skrives på.
Men nogle litteraturfolk har længtes efter den samfundsengagerede realisme, og en del hyldede Jan Sonnergaard, da han debuterede med novellesamlingen Radiator. Nogle af 90´ernes debutanter er endda blevet kaldt anorektiske, fordi de ikke skriver litteratur, der handler om samfundet. Men efter min mening er 90´ernes eksperimenter med formen ikke tom for indhold.
Christina Hesselholdts korte romaner må falde ind under det ”anorektiske”, fordi forfatteren netop virker koncentreret om at fjerne alt overflødigt. Romanen Hovedstolen fra 1998 er en erindringsroman bygget op af meget korte episoder fra hovedpersonens barndom, og hvor den voksne fortællers stemme kun sjældent blander sig og reflekterer over betydningen af det, der sker for barnet.
Men i stedet for at vise et stort sammenhængende billede af, hvad en skilsmisse betyder for familie og samfund, så har forfatteren netop valgt at være loyal overfor barnets perspektiv ved at fortælle konkrete episoder uden direkte konklusioner. Romanen fungerer næsten som en slags samlesæt, hvor man selv skal forestille sig, hvad der er årsag til det, der sker. Det voksne jegs stemme blander sig som nævnt sjældent, men kommer nogle gange til at vise sin tvivl om, om tingene virkelig er foregået sådan som de beskrives og huskes. Det er ikke en stensikker barndomserindring, men mere en rekonstruktion af en barndom: ”det er nok sådan, det er foregået.”
I Svend Åge Madsens roman "At fortælle menneskene" fra 1989 bliver det at fortælle i endnu højere grad koblet sammen med konkret identitet og eksistens, end det gør i Hovedstolen. Den grundlæggende fortælling i romanen er mødet mellem Tøger og grosserer Skovslets datter, Ikona, der er så vanskabt, at forældrene har forhindret hende i at møde andre mennesker end dem selv.
Faktisk har de fortiet for hende, at der overhovedet findes andre, og derfor får hun et chok, da hun ser Tøger. Han får som arbejde at fortælle hende om de andre mennesker, der på den måde bliver virkelige for hende. En stor del af romanen kan man komme i tvivl om hvor virkelige personerne er, de ting der sker er næsten for groteske, og måske er det faktisk en del af Tøgers eller en andens fortælling?
Det er netop romanens pointe, at både en selv og andre bliver til gennem fortællingen og fiktionen. Derfor spejler romanen sig selv ved at handle om temaer som fiktion og det at fortælle. Fiktionen er i sidste ende det, der skaber virkeligheden. Formen, altså romanens selvspejling, er ikke bare et legesygt eksperiment, men viser noget, der er vigtigt for forfatteren, nemlig at identitet og fiktion hænger sammen og, at en fortælling om det ene menneske automatisk trækker fortællingen om andre mennesker med sig. Faktisk er Svend Åge Madsens romaner befolket med personer, der næsten alle har én eller anden forbindelse til en tidligere historie.
På den måde kommer hovedpersonerne Elef og Maya fra "Se dagens lys" (1980) til at blive dem, der skrev "Tugt og utugt i mellemtiden" (1976). Det virker som om enhver fortælling skaber grobund for en ny hos ham.
Svend Åge Madsens romanunivers er ekspansivt, hvor Christina Hesselholdts er minimalistisk, men mange temaer går igen som f.eks., at der kan være en forbindelse mellem fiktion eller fortælling og identitet. Et andet tema, begge forfattere behandler, er, hvad et jeg egentlig består af eller, hvordan det er bygget op.
Svend Åge Madsens roman "Genspejlet" fra 1999 handler om bevidsthedsbiologen Just Helled, hvis kone dør. Det viser sig på et tidspunkt, at hendes far har fået lavet en del genetiske kopier af hende, som så er vokset op hos andre familier. Just Helled opsøger dem og får efterhånden et kærlighedsforhold til dem alle, vel at mærke uden at ”kopierne” er jaloux på hinanden ! Det er næsten idyl. Just har fået sin kone tilbage, endda i forskellige varianter, men bagved det hele fortælles datterens historie, der handler om sorgen over moderen og om, at intet individ egentlig kan kopieres. Det enkelte menneske er altså alligevel unikt.
To af Hesselholdts romaner, "Køkkenet, gravkammeret & landskabet" (1991) og "Kraniekassen" (2001), handler også til dels om, hvad et menneske er, eller nærmere hvordan identiteten er bygget op. I den første roman ender hovedpersonen Marlon med at slå sin kæreste ihjel for at finde det enestående ved hende, da han splitter hendes krop helt ad. Til sidst står han med hjertet i hænderne, der virker som om det er dét, der er det enestående, men det er det alligevel ikke.
Enten befinder det sig ikke i kroppen, eller også er mennesket på en eller anden måde tomt for det enestående. Eller bare tomt, sådan som Marlon er det. I Kraniekassen beskrives jeg'et som et løg. Men piller man det fra hinanden, er det ikke tomt i midten. Det er nærmere lidt for fyldt, for hver skal har sin egen identitet, og hovedpersonen har faktiske hele seks forskellige jeg'er at holde styr på. En del af romanen går med de forskellige jeg'ers diskussioner og uoverensstemmelser ved siden af et mere dagligdags liv.
Selvom disse romaner enten ikke er realisme eller også fokuserer meget på formen, så kan man jo ikke sige, at de vender sig væk fra den virkelighed, vi lever i. Hvad skal man også med en litteratur, der bare er et spejl af vores verden ?
Vil du vide mere?
Læs Pletskuds artikler om:
Solvej Balles "Ifølge loven"
Jan Sonnergårds novellesamling "Radiator"
Helle Helles "Hus og hjem"
Christina Hesselholdts "Køkkenet, gravkammeret & landskabet"
smag på bøgerne – en bid om dagen