Actionpacked! Om smagsdommere og Gengældelsens veje

Oprettet: 01.02.2005 - 09:37

Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen

Bortset fra flodbølgekatastrofer og folketingsvalg har få ting så stor opmærksom som Krøniken på DR1. Den historiske fortælling tryllebinder hver søndag aften henimod halvdelen af befolkningen. For den ældre del af seerne skyldes populariteten muligvis fortællingens historiske koncept, at man genkender gamle Danmark: ja, sådan var det, og nej, sådan var det ikke, “godaften, her er fjernsynet”, og der har vi Jens Otto Krag, som de lovede os.

Men vi andre, som er født alt for sent, kender knap historierne om Krags liv med glitrende skuespillerinder, og kan således ikke nyde genkendelsens glæder. Her gælder andre motiver, og mon ikke Krønikens enkle og indbydende fortælling lokker såvel yngre som ældre seere til skærmen.

Den utilpassede rigmandsdatter Søs overfor alletiders socialdemokratiske idealist Palle, den maniske fabriksejer Erik overfor den jordbundne jyde Ida, og derudover en række bipersoner, som er endnu mindre troværdige som egentlige historiske skikkelser. Her er klichéer for såvel unge som ældre, og det understreger i væsentlighed, at krønikegenren er mere litteratur end historie; Krøniken er ikke opdragelse i faktisk historie, men derimod mange timers god storytelling, eller som de siger i Amerika: it’s entertainment.

DR2 lancerede den 20. januar kulturprogrammet Smagsdommerne. Her diskuterer tre kulturelle notabiliteter netop Krøniken. Som sande smagsdommere bliver de inviterede lynhurtigt enige om Krønikens tåbelige trivialiteter, beklager populariteten og lovpriser i stedet den ungarske nobelprisvinder Imre Kertész’s (f.1929) nyoversatte roman Likvidation (2004).

Dagbladet Informations smagsdommer bedyrer ligefrem, at han vil læse romanen igen og igen, selvfølgelig underforstået: ingen ser genudsendelser af Krøniken. Men her føler smagsdommerpanelets reklamemand Knud Romer sig alligevel for idiotisk; først lader han sig invitere i fjerneren som smagsdommer, dernæst planter han sig dybt i veldesignede smagsdommerstole, for tilsidst at fremsætte smagsdommenes mest latterlige stereotypier: at den populære storytelling er underlødig, mens det højlitterære eksperiment er uvurderligt.

Reklamens mand vil ikke lade sig bondefange af fjernsynsprogrammets tilrettelæggere, og han indrømmer nu, at han faktisk har kedet sig “gudsjammerligt” med Kertész’s intellektuelle roman, for her er jo ingen af den “simple” fortællings underholdende elementer: Likvidation har hverken begyndelse eller slutning, hverken bryllupper eller begravelser. Når Knud Romer oprigtigt begynder at kritisere Kertesz’s indviklede roman, ender han måske alligevel med at slutte sig til den “folkelige” fjernsynsbestsellers publikum? 

www.gyldendal.dk Omslag: Bente Olesen Nystrøm" vspace="2" align="right" src="/graphics/tema_grafik/gengaeldelsensveje.jpg" width="160" height="258" />Karen Blixen: storyteller og romanforfatter
Kertész, klichéer, Krøniken. Knud Romer opstiller den intellektuelle litteratur som modsætning til den underholdende og populære fortælling. En lignende sondring finder man faktisk mange år tidligere hos Karen Blixen, idet hun skelner mellem en skriftlig og en mundtlig tradition i litteraturen. Der findes de historier, som er så vildtvoksende og komplicerede, at de kun egner sig til den trykte romanform og læsningens indadvendthed.

Og modsat findes enkle historier med fortættede handlingsforløb, som fungerer i oplæsningens udadvendte forum:Romanen skildrer og beskriver, giver psykologiske udredninger, og kan godt benytte sig af et sprog, vi i virkeligheden ikke taler. Med fortællinger er det anderledes. De beretter hvad der skete – og hvad der saa skete.

En rigtig roman kan man ikke fortælle mundtligt, jeg kan ikke fortælle Dem Brødrene Karamassov (1880 af Dostojevskij 1828-1881), men jeg kan fortælle Dem Hamlet (1603 af William Shakespeare 1564-1616) eller et af H. C. Andersens eventyr, fordi de er skrevet, som man taler.”

Sådan formulerer Blixen i et interview fra 1942 en slags “miniteori” om to litterære dimensioner, nemlig en skriftlig og en mundtlig, eller med andre ord: romanen versus fortællingen. Her skal man forstå, at Blixens eget forfatterskab stræber efter den mundtlige traditions kvaliteter.

Og det erfarer man egentlig allerede i de genrer, som hæfter sig ved forfatterskabets titler: Blixen udgiver samlinger af fantastiske fortællinger, vinter-eventyr og skæbne-anekdoter, og disse “mundtlige” genrer suppleres desuden af adskillige oplæsninger med forfatterinden; dette aspekt af forfatterskabet er skildret i Christian Braad Thomsens (f.1940) dokumentarfilm Karen Blixen – storyteller (1995).

Men blandt de mange fortællinger finder man imidlertid een egentlig roman, nemlig den historiske spændingsroman Gengældelsens veje (1944), som blev lanceret under besynderlige forhold. Romanen blev udgivet under pseudonymet Pierre Andrézel, som Blixen ikke siden anvendte, og var ifølge titelbladet oversat til dansk af den ukendte Clara Svendsen, som siden viste sig at være Blixens anstandsdame.

Det var nærmest som om Blixen ikke ønskede at associere romanen med sin øvrige produktion, og der gik da også nogen tid, før Blixen anerkendte sin forbindelse til Gengældelsens veje og den engelske oversættelse Angelic Avengers (1946), som til forfatterindens ærgelse blev en kæmpesucces på det amerikanske bogmarked.

Blixen ønskede ingen opmærksomhed omkring Gengældelsens veje, og hvis man skal tro Clara Svendsens erindringer, var romanen “skrevet som en spøg,” med det simple motiv “at tjene nogle penge.” Det hedder ligefrem et sted, at Blixen “bare skrev løs,” da hun skrev sin eneste roman.

Er der så nogen grund til at læse Gengældelsens veje? Når detaljerne omkring tilblivelsen og udgivelsen placerer romanen på forfatterskabets periferi, er der vel ingen grund til at læse den: Blixen var en mester i storytelling, men skrev under krigen en roman, for at tjene nogle hurtige penge, kunne man sige. Men så nemt er det måske alligevel ikke. For når man stifter nærmere bekendtskab, erfarer man, at Blixens roman på ingen måde er tidstypisk.

De samtidige forfattere eksperimenterede med romanformen – eksempelvis irske James Joyce i (1882-1941) Finnegans Wake (1939) eller Albert Camus med (1913-60) Den fremmede (1941) – ligesom Imre Kertész sådan set stadig gør det. Men Blixen valgte den modsatte retning og skrev i stedet en roman, som nærmest er mere traditionel end rigtigt traditionelle romaner fra det nittende århundrede.

Blixen havde ikke en eksperimenterende dagsorden for sin roman, men forsøgte i stedet at plagiere og “overgøre” den stil, man finder hos romangenrens pionerer, eksempelvis Charlotte Brontës (1816-55) berømte guvernanteroman Jane Eyre (1847) eller lillesøster Emily Brontës (1818-48) ligeså berømte Stormfulde højder (1847).

Gengældelsens veje
foregår i tiden 1840-41 og følger de engelske kostskoleveninder Lucan og Zosine. De to unge og særdeles smukke piger er af forskellige årsager i vanskeligheder, de genfinder hinanden, og får sammen ansættelse som tjenestepiger på et fransk landsted, hos den puritanske pastor Pennhallow og hans hustru. Her får pigerne en dydig og religiøs opdragelse, men opholdet udvikler sig, af årsager som ikke skal afsløres her, til en slags kriminalroman, med masser af mystiske spor og dramatiske hændelser.

Desuden optegner Gengældelsens veje – modsat det tyvende århundredes modernistiske tidsånd – et aldeles klicéfyldt persongalleri: de gode er absolut gode, mens de onde er ualmindeligt djævelske, og det hele afsluttes behørigt med et festfyrværkeri af brylupper og selvmord. Blixen sparer ikke på melodramatiske virkemidler, men gør egentlig overdrivelsen til romanens kendemærke.

Derfor er Gengældelsens veje nærmest parodisk, og alligevel ganske underholdende. Ligesom Stig Thorsboe, den populære forfatter til Krøniken, har Blixen fundet en historisk ramme – revolutionstiden – som baggrund for en handlingsmættet krimiroman.

0
Din bedømmelse: Ingen