Kaptajn Corellis mandolin af Louis De Bernieres

"Kaptajn Corellis mandolin" af Louis De Bernières

Bogens forside

Underfundig skildring af livet under 2. verdenskrig på en græsk ø, hvor kærlighed og menneskelighed kommer til at vende op og ned på, hvem der er ven, og hvem der er fjende

Udgivet: 
1995
Forlag: 
Munksgaard/Rosinante
Sidetal: 
503
Lån bogen - Køb bogen

Det er en krigsroman og en historisk roman, men det er så sandelig også en roman med en meget betydningsfuld - men noget besynderlig - kærlighedshistorie.

Anbefalet af bibliotekar Lars Frantsen, Københavns Kommunes Hovedbibliotek

Lån bogen på Bibliotek.dk

"Skønt Antonio Corelli var i halvfjerdserne, oplevede han atter en vis ungdommelighed i sine gamle lemmer. Han undgik at blive ramt af en støbejernspande og fortrak ansigtet, da den smadrede vinduet bagham......Pezzo di merda.......råbte Pelagia med skinger stemme........Hele livet har jeg ventet......"

På denne måde mødes bogens to hovedpersoner efter mere end 40 års adskillelse - en periode hvor de til stadighed har elsket og aldrig glemt hinanden. Citatet siger en hel del om nogle af denne fremragende bogs hovedindgredienser: Humoren og sørgmodigheden.

"Kaptajn Corellis Mandolin" er et omfangsrigt værk både hvad angår sidetal, indhold og tematik. Ikke desto mindre læser man den i et stræk (hvis man har mulighed for det), da den ikke alene er velskrevet, men også - som Corellis mandolin - slår nogle dybe følelsesmæssige strenge an. Bogen har et meget omfattende persongalleri, men de er alle beskrevet troværdigt og med en menneskelig indsigt og forståelse, der bringer mindelser om f.eks. John Steinbeck.

Her er helte og skurke, men ofte finder man dem, hvor man mindst ville vente det. Forfatteren er klog og forstår at skildre menneskers sjæleliv og udvikling i både god og mindre god retning. Og dette er måske denne bogs største kvaliteter: Dens troværdighed og menneskelige indlevelse, samt - som tidligere nævnt - humoren, sørgmunterheden og velskrevetheden. Det er en bog, der tager sit udgangspunkt i Anden Verdenskrigs rædsler, som også kommer til at ramme det lille græske øsamfund, der danner romanens ydre ramme.

Det er altså en krigsroman og en historisk roman, men det er så sandelig også en roman med en meget betydningsfuld - men noget besynderlig - kærlighedshistorie. Det er en bog fyldt med tragik og beskrivelse af menneskelig fornedrelse, brutalitet og dårskab, men det er i mindst lige så høj grad en bog, der priser livet og menneskene i al deres originalitet. M.a.o.: Det er en bog der skal læses, nydes og genlæses.

Af beslægtede værker kan jeg umiddelbart nævne: Thomsen, Knud H.:"Borgmesteren i Monteporco", Panduros "De Uanstændige"........og så er der "noget over den" der minder mig om f.eks. Steinbecks "Dagdriverbanden" eller "Et mægtigt Gilde", selv om Steinbeck tager sit udgangspunkt nogle helt andre steder.

Louis de Berniéres: Kaptajn Corellis mandolin. Munksgaard/Rosinante 1995, 503 s. - oversat af Erik Bartholdy

Munksgaard / Rosinante

Romannet - 3. oktober 2001

Til top