Musik og mennesker

Oprettet: 01.12.2014 - 13:12

Tag med på en musikalsk og litterær rejse i Litteratursidens decembertema, hvor vi har fokus på musik  og mennesker i litteraturen samt musikkens betydning for det enkelte menneske.

December er lig med sød musik og julehygge, men også et nyt tema her på Litteratursiden! Musik og jul hænger uløseligt sammen, for hvad er en jul uden al vores elskede julemusik? De fleste mennesker har én eller anden julesang, som betyder noget helt særligt for dem, som de kan høre igen og igen hver jul. Men det er ikke kun i december, at musikken spiller en væsentlig rolle i vores liv. Musik har en enorm betydning i mange menneskers liv, hvad enten det drejer sig om professionelle musikeres forhold til musik, musik som hobby, eller blot de mange stemninger som musikken er med til at understrege i vores liv, både til hverdag og til fest.

Musik og liv

Vi har valgt at kalde temaet Musik og mennesker, fordi det er musikkens betydning i det enkelte menneskes liv, vi gerne vil sætte fokus på. Vi har udvalgt en række titler, både romaner, biografier og fagbøger, der alle har fokus på netop dette. Romanerne giver et indblik i mange forskellige menneskers forhold til musik og kommer langt omkring. I første bind af Ketil Bjørnstads trilogi, Til musikken følger vi pianisten Aksel fra hans ungdom og op gennem livet, hvor hans forhold til musik og kvinder er det der fylder mest i hans liv. Læs mere om hele trilogien i vores analyse af seriens første bind. I Jennifer Egans roman Tæskeholdet banker på er det også tidens gang gennem 5 årtier, der er den røde tråd. Vi følger en aldrende, tidligere punkrocker, der ejer et pladeselskab og en af hans yngre, kvindelige ansatte, gennem deres og andres liv. Vi bringer også en analyse af Kazuo Ishiguros Nocturner, der er en samling noveller om uforløste menneskelige relationer, og hvor musikaliteten ligger i samspillet mellem personerne, ofte mellem et ægtepar og en tredjepart.

I Nick Hornbys Juliet, nøgen møder vi idoldyrkelse, kærlighed og humor, der i en skøn blanding dominerer romanen om rockmusikeren Tucker Crowe. Parret Annie og Duncan har et kedeligt og praktisk forhold, hvor Duncan er lidenskabelig optaget af Tucker Crowe der har været forsvunden i en årrække, alligevel rejser de sammen til USA for at følge i den forsvundne musikers fodspor. Mere rock er at finde i Hønsehunde af Rene Fredensborg, en kritisk og satirisk roman om den danske rockscene, der gør op med myten om ”sex, drugs and rock’n roll”.

I mange romaner er det den klassiske musik, der er i centrum. Således handler Eva Baronskys Hr. Mozart vågner op om selveste Mozart, der vågner op i det moderne Wien i året 2006. Han er dog snart i gang på den musikalske scene som komponist, koncertpianist og jazzmusiker, men dog under falsk identitet. Vigdís Grímsdottírs roman Tavsheden handler også om en stor komponist, nemlig Tjajkovskij, som hovedpersonen, en farmor, er dybt besat af. Farmoren lader besættelsen gå ud over barnebarnet Linda og samtidig trænger fortidens begivenheder ind i nutiden og lukker de to helt ude fra virkeligheden. Det klassiske værk Doktor Faustus af Thomas Mann beskriver en genial komponists liv og dennes pagt med djævelen og giver samtidig en dybtgående kritik af det tyske nationalsocialistiske samfund.

Musikforståelse

Biografierne derimod har fokus på de udøvende kunstnere, der har levet af og med musik, gennem et helt liv og deres forhold til musik. De udvalgte biografier er af nyere dato og et bredt udvalg af danske og udenlandske kunstnere samt forskellige genrer. F.eks. I’m your man, biografien om Leonard Cohen, der kommer omkring hele Cohens liv og karriere fra barndommen og til hans entré i litteraturens og musikkens verden, eller Anne Linnets biografi Testamentet, hvor sangerinden beretter om sit liv med musik og kærlighed, historierne bag sangene og hendes tab. På listen findes også biografier om bl.a. David Bowie, Victor Borge, John Mogensen, Lou Reed, Patti Smith og Richard Wagner. Så der er lidt for enhver smag.

Til sidst er der et par udvalgte fagbøger, hvor det er fagfolk der skriver om musik, og hvordan musikken har indflydelse på vores liv. Bl.a. den nyligt udkomne Prøv og hør – samtaler om musik, kreativitet og følelser. En samtalebog med Henrik Marstal, Lars Lilholt og Karl Aage Rasmussen, der særligt kredser om musikken og hvad vi hver især søger i den, hvad musik kan udtrykke, om musikalske fordomme, inspiration, forbilleder og meget mere. Henrik Marstal har også skrevet bogen Jeg lytter, altså er jeg: tanker om musik og liv. Det er bl.a. med udgangspunkt i den, at Marstal har skrevet artiklen Musiklytning er for alle, hvor han beskriver musiklytningens mange facetter. Læs anmeldelsen af begge bøger her i temaet.

Peter Bastians kendte værk Ind i musikken handler også om at lytte til musik. Det er et debatindlæg mod den analytiske musikteori, idet Bastian ser musik som en bevidsthedstilstand hos den enkelte lytter og derfor ikke mener, at den kan beskrives.

Den anerkendte, danske forfatter Peter Høeg har en tilgang til musik og kunst der minder meget om Bastians. Forfatteren går meget om i hvordan vi oplever og møder musik og litteratur, og mener at kunst skal nydes og føles og ikke analyseres eller forstås. Læs vores reportage Effekten af Høeg fra et intenst og meget inspirerende foredrag med Peter Høeg på Vejle Bibliotek, hvor forfatteren for nylig holdt foredrag om at forstå Musik og litteratur.

Jakob Levinsen der er forfatter, oversætter og kritiker ved Weekendavisen har skrevet artiklen Musik på tryk, hvor han giver 10 eksempler på romaner, hvori musikken spiller en væsentlig rolle, alle eksempler er hentet indenfor de seneste hundrede år.

Samarbejde med Bibzoom

Det er ikke nyt, at vi bringer et musiktema på litteratursiden, tilbage i 2004 havde vi også fokus på emnet med temaet Musik i Litteraturen. Men litteraturen er hele tiden i udvikling, og der er kommet mange relevante titler til siden. Desuden har vi til forskel fra 2004 biografier og fagbøger med i dette tema, hvilket er et godt supplement. Alle titler er naturligvis fra 2005 og opefter, så der ikke er nogen gengangere.

Som noget helt nyt har vi til dette tema indgået et samarbejde med Bibzoom, der er bibliotekernes digitale musiktjeneste. Samarbejdet betyder bl.a., at vi under flere af anmeldelserne har linket til relevant musik på Bibzoom, der kan downloades gratis. Læs desuden den lille artikel Bibzoom - lyt til musikken og læs bøgerne, om  hvad Bibzoom tilbyder og om, at man på Bibzoom bl.a. kan finde anmeldelser og små artikler om musikken i litteraturen. 

På den måde spiller litteraturen og musikken sammen i dette tema, og du har mulighed for både at læse om musikken i romaner, biografier eller fagbøger for derefter at lytte til den beskrevne musik.

God fornøjelse!

 

 

BilagStørrelse
plakat_litteratursiden_musik_og_mennesker.pdf2.71 MB
liste_litteratursiden_musik_og_mennesker.pdf254.86 kB
powerpoint_musik_og_mennesker.ppt4.37 MB
0
Din bedømmelse: Ingen