Litteraturens nye mænd

Oprettet: 01.11.2013 - 10:19

Litteraturen tegner et billede af den moderne mand som en lettere forvirret størrelse. Men omvendt tør mange mandlige forfattere bruge sig selv i en åben afsøgning af roller.

Den perfekte mand skal helst både have en god karriere, klare opvasken, være far til fire, huske at være rigtig mand med vennerne, så han ikke bliver for kvindagtig, skrue møblerne fra IKEA sammen osv. I hvert tilfælde hvis man spørger kvinderne. Og spørger man en mand, vil svaret ganske givet være et helt andet.

Så var det unægtelig mere simpelt dengang i de gode gamle dannelsesromandage, hvor manden var i centrum og det eneste, det handlede om var lige så langsomt at bygge et lille mikrokosmos op omkring sig og indtage pladsen for bordenden som pater familias. Det var mænd, der skrev, det handlende om mænd og forventningerne til, hvad man skulle som mand (og som kvinde) var ikke til diskussion.

Sådan er det ikke mere. Langsomt på gennem det 20. århundrede begyndte kvinderne at trænge sig på - både i det virkelige samfund såvel som i litteraturen. Samtidig med at mænd også i det små begyndte at dukke op i skikkelse af den lille mand Larsen og Ole Jastrau, som måtte bukke under for arbejdsløshed og druk. Alligevel var det først i 70’erne og for alvor i 90’erne at kvinder begynder at få plads i litteraturen.

Siden da er manden dukket op i forskellige former i litteraturen, men den opbyggelige fortælling om manden med stort M, der har styr på tingene er langsomt forsvundet ud af skønlitteraturen og i stedet rykket over i fagbøgernes verden, hvor store statsledere, erhvervsfolk og andre markante personer får lov til at trone som konger over en tabt storhedstid, hvor mænd stadig var Mænd.

Ser man på den mand, man møder i skønlitteraturen i dag er det en underlig forvirret størrelse, som ikke har meget at gøre med traditionelle forestillinger om det at være mand. Det er der mange årsager til, men vigtigst af alt er det nok, at manden i et helt århundrede har tilpasset sig en ny verdensorden, hvor også kvinderne har kæmpet sig vej til bordenden i familien, i de højryggede chefstole og i selveste statsministerstolen. Målet for kvinderne har været klart og fælles: At bestemme i eget liv. Men samtidig er det som om manden har mistet sit mål.

Det store spørgsmål er derfor: Hvem er manden, hvad er manden og hvilke roller skal han nu udfylde og vil kvinderne acceptere de roller, som mænd tildeler sig selv? Det er de spørgsmål, der uden tvivl præger de repræsentationer og fremstillinger af mænd, der bliver skrevet i disse år.

Temaets indhold

I dette tema tuner vi ind på de fremstillinger af mænd, der gennem de seneste år har præget litteraturen herhjemme og blandt vores nordiske brødre. Og et af de træk, der går igen, er fremstillingen af den moderne mand som en taber, en antihelt eller som en forvirret og kejtet størrelse, hvilket journalist og mag.art. Marie Louise Kjølbye giver et polemisk bud på i sin artikel Litteraturens voksne taberdrenge. Det lyder umiddelbart trist. Men samtidig er mange værker også skrevet som autofiktion og tillader os som læsere at komme helt tæt på, så det netop både er fejl, sårbarheden og tvivl, der kommer til skue. Det er på én gang modigt og vedkommende, for måske siger det langt mere om, hvem manden i virkeligheden er eller har mulighed for at være. I stedet for forestillingen om, hvordan han skal være.

Temaets anden artikel er skrevet af den ene redaktør bag denne måneds bog i Fagbogklubben Anders Haahr Rasmussen og giver som en intro til bogen Mandens byrde netop et bud på, hvad der skal til for at mænd igen kan begynde at forstå sig selv og opdage sig selv i alle de forestillinger, der gennem tiden er blevet skabt omkring mænd. I et forsøg på at give manden sit køn tilbage.

I de anmeldelser og analyser af enkeltværker, som er med i temaet, vil du som læser derfor også opdage, at alt er i spil og noget entydigt svar på, hvad den moderne mand er, giver litteraturen lagt fra. Du vil derfor finde værker som Pablo Llambias Kærlighedens veje og vildveje og Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, der tematiserer køn og seksualitet. Værker som Torben Munksgaards Den perfekte mand, Martin Glaz Serups Romerske nætter, Martin Kongstads Fryser jeg, som tematiserer mænds roller i parforholdet. Og bøger som Knausgaards Min kamp, der går helt tæt på i en åben afsøgning af identitet og roller.

Derudover er der mænd som Jørgen Leth, som stædigt holder fast i traditionelle forestillinger om mænd og så er der de mænd, som i ironisk, distanceret form fremskriver en form for maskulin selvrealisering i skvatform og derfor får deres mænd til at fremstå som afarter af den klassiske antihelt. Det gælder bøger som Kristian Bang Foss i Døden kører Audi og i Erland Loes Fvonk. Og endelig er der dem, der forsøger at definere sig selv som modbilleder til deres far, som fx Morten Sabroe i Fader Vor og Erling Jepsen i Min sønderjyske farm.

Og så må vi jo ikke glemme kvinderne, der jo også giver deres bud på, hvilken rolle manden har i dag. Her repræsenteret ved Lone Aburas i Politisk roman og Lotte Garbers i Laust.

Tilgangene er mange, men måske er forvirretheden, den klovnede ironiske distance og rodløsheden i virkeligheden mænds eget bud på, hvordan de igen skal finde en plads, der er deres egen. Døm selv.

 Skrevet af Tina Brødsgaard Andersen, temaredaktør 

BilagStørrelse
Liste_litteratursiden_mand.pdf557.17 kB
Plakat_mand.pdf179.81 kB
Liste_mand_om_mand.pdf853.47 kB
Liste_litteratursiden_Fadre_ og_sonner.pdf846.38 kB
0
Din bedømmelse: Ingen