Litteraturens voksne taberdrenge

Oprettet: 23.10.2013 - 13:32

Sammenbrud, mislykket eventyr – eller ren klovn. En moderne mand er en antihelt – i hvert fald, hvis man skal tro tidens danske romaner skrevet af mænd. Humoren står højt på siderne – men det gør desperationen også.

Af Marie Louise Kjølbye, Journalist og mag.art

Manderollen er i krise, i hvert fald i en række danske romaner af mandlige forfattere fra de senere år.

Traditionelt er maskulinitet forbundet med overblik og handlekraft, mod og ansvarlighed. Sådan kender vi også mænd i den klassiske litteratur: Mænd finder sig selv, erobrer lande, besejrer fjender og opklarer mysterier. Som belønning vinder de den udkårne kvindes kærlighed.

Men den slags er tilsyneladende blevet sværere, hvis man skal dømme ud fra den aktuelle skønlitteratur. Hos mange mandlige forfattere er manden simpelt hen en antihelt. Ganske vist kaster nutidsromanerne deres hovedpersoner ud i den samme type udfordringer, som mødte de klassiske helte. Det nye er, at mændene smuldrer under presset. De gamle manderoller krakelerer og giver plads til et ironisk eller endda desperat billede af, hvor umuligt det er at leve op til alt det, en mand skal kunne og være.

Groft sagt fordeler den moderne danske mandelitteratur ”på roman” sig på tre genrer: Sammenbrudsromanen, rejseromanen og klovneromanen. De tre romantyper er en art ironiske varianter af de klassiske genrer udviklingsromanen, eventyrromanen og helteromanen.

Udviklingsromanen er fortællingen om en mand, der frigør sig fra sine bindinger og bliver sig selv, model Jørgen Stein. Eventyrromanen er historien om en mand, der finder sig selv i det fremmede, som han samtidig civiliserer og forandrer, model Robinson Crusoe. Helteromanen er en actionhistorie om en mand, der løser problemer for andre og selv vokser med opgaven, model Indiana Jones. Fælles for dem alle er, at de rummer handlekraftige, moralsk ansvarlige helte, man(d) kan identificere sig med.

Modsat præsenterer de tre nutidsgenrer en mandlig identitetskrise og et opgør med traditionelle manderoller.

Sammenbrudsromanen er den moderne version af udviklingsromanen. Her mister hovedpersonen sin sociale position og i tilgift kone og barn, som i Kristian Bang Foss’ Døden kører Audi (2012) – en roman, der netop har modtaget EU's litteraturpris.

Både Lars Husums Jeg er en hær (2010) og Jacob Ejersbos Afrika-trilogi (2009) forvandler eventyrromanen til et vrængbillede: Hos Husum opdager officeren Jakob, at hans erfaringer som soldat i Afghanistan er ubrugelige i en sammensat dansk hverdag. Hos Ejersbo opgiver hovedpersonen Christian at civilisere sig selv og det Afrika, han elsker.

Og helteromanen? Den er blevet erobret af kvindelige politifolk og retsmedicinere, og endnu værre, udsat for Erling Jepsens skånselsløse sarkasme. I Frygtelig lykkelig (2004) udleverer han sin uduelige politimand Robert som en tragikomisk klovn.

Sammenbrudsromanen

Kristian Bang Foss’ vittige og sorte sammenbrudsroman Døden kører Audi tager arven op efter Hans Jørgen Nielsens klassiker Fodboldenglen (1979), og for den sags skyld Jens Smærup Sørensens lidt oversete PHASE (2010). Bang Foss’ jegfortæller, Asger, er en ung, fremadstormende reklamemand, der lever lykkeligt sammen med kæresten Sara. Efter en jobmæssig fadæse bliver han strittet ud, og da hans drikkeri bliver skyld i, at Saras lille datter kommer til skade, flytter han i en lejlighed i Sydhavnen. Her står hverdagen på flere bajere, blåt lysende nat-tv og fryselasagne. Som sidste udvej bliver han handicaphjælper for den 22-årige Waldemar:

”For et år siden sad jeg på reklamebureauet, og nu stod jeg her med Waldemar mellem frysediskene, der lyste og røg af frost i Aldi. Og både bureauet og Aldi var produkter af en døende civilisation, der havde løgnen som ypperste ideal, og jeg havde rejst fra den ene ende til den anden.”

Waldemar lider af en mangfoldighed af sygdomme og bor i ghettoen Stentofte, hvor ingen håber på andet end Borgerservice. Asger og Waldemar indleder et smukt venskab, hvor de forenes i fælles grineflip over virkelighedens mangler: ”Ja, med tiden var det, som om man kunne kilde os under fødderne bare ved at nævne et ord som borgerservice. Vi var for længst ophørt med at være borgere.”

Parrets udflugter til Ikea – romanens højdepunkter af grotesk humor – afløses af en større rejseplan. Waldemar vil opsøge en healer i Marokko! En rejse fuld af håb kan begynde. Asger er praktisk gris og omsorgsperson, men tvivler (med god grund) på, at healeren kan gøre en forskel for Waldemars lidelser.

Rejseromanen

Jacob Ejersbos Christian spiller op til Robinson Crusoe-temaet, hvor den hvide mand er på eventyr i fremmede egne. Men hvor Robinson overlevede i årtier på den øde ø, og som hvid, civiliseret mand naturligvis var den indfødte Fredag langt overlegen, mislykkes alt for Christian. Fysisk og mentalt pendler han mellem Afrika, hvor han føler sig hjemme, og Danmark, hvor han hverken fungerer eller trives. Helst vil han vie sit liv til Afrika og de afrikanere, han føler sig menneskeligt knyttet til, men han indser, at han umuligt kan gøre en positiv forskel. Hans afmagtsfølelse slår over i en skurrende vrede både mod Afrika og mod et lige så korrupt system af hvide hjælpearbejdere. Som det hedder i samtalen mellem Christian og den idealistiske Marianne fra HF-kurset i Ålborg (Liberty, 2009):

”Men jeg har ingen planer om at redde Afrika, for det kan ikke lade sig gøre.”
”Men vi kan da gøre en forskel,” siger Marianne.
”Nej du kan ikke,” siger jeg. ”Du kan sørge for, at du selv føler dig bedre tillpas med din skyldfølelse over at være hvid.”

Klovneromanen

Klovneromanen er den sjoveste af de tre. Erling Jepsen rendyrker fænomenet i sine romaner fra udkantsdanmark, hvor den mandlige hovedperson fremtræder komisk tumpet og handlingslammet. Her beskriver Robert i Frygtelig lykkelig fx sin indsats under overvågningen af en pengetransport:

”Jeg studerede mine ansigtsudtryk i sidespejlet på motorcyklen … da bankrøverne åbenbart løb bag om ryggen på mig, uden jeg så dem, og slap bort. Det er, hvad mine kollegaer fortæller mig, og der var vidner, blandt andet en bankassistent, som fulgte efter røverne, men løb ind i mig … Da det kom mine kollegaer for øre, hvad der var sket, råbte og skabte de sig, én af dem ruskede hårdt i mig! Det skærer mig i hjertet at tænke på det …”

Robert forflyttes til det stilfærdige Sønderjylland, hvor politiledelsen vel håber, at han ikke kan lave flere ulykker. Men det kan han sagtens. Ganske vist er Robert ridderligt anlagt og forelsker sig i den kønne Ingerlise, som får tæsk af sin mand. Men Ridder Robert er alligevel mest optaget af at redde sig selv. Da Robert og Ingerlise har sex, mens Jørgen sover brandert ud i værelset ved siden af, opfatter Robert pludselig, at Jørgens snorken ændrer sig. Panik, panik. Han sætter sig på Ingerlises ansigt for at få hende til at tie stille:

”Robert kiggede lidt bekymret på Ingerlise, for hun havde ikke haft godt af den behandling; hun var så stille og havde en grim blå farve i hovedet. Robert ruskede i hende for at få livstegn, men hendes hoved dinglede som på en dukke, og der lød ikke andet end en uhyggelig gurglen.”

Roberts selvmedlidenhed og uheroiske optræden giver en lokalbefolkning af småkriminelle og fritidsmordere chancen for at gøre ham til en af deres. Fremover vil Robert se igennem fingre med hvadsomhelst for ikke selv at komme i klemme. Forfatterens distance gør Robert til en grinagtig antihelt, en klovn. Men komikken er også tragisk, for Robert er en omvandrende katastrofe for de mennesker, samfundet betaler ham for at hjælpe.

Manderollen på auktion

Romanerne udstiller på forskellig måde en afmagt og desperation hos moderne mænd. Jepsens Robert og Ejersbos Christian opgiver at tage ansvar for andet end sig selv og mister i forbifarten deres selvrespekt. Bang Foss’ Asger modnes ved at drage omsorg for Waldemar, men projektet ender blindt. Døden kører Audi er ikke kun en sammenbrudsroman, den er en afviklingsroman, hvor hovedpersonen skræller sine roller af, én for én. Kun fortællingen står tilbage, med et slukket håb om, at Asger eller andre kan ændre noget til det bedre.

Med en parallel til film og tv rendyrker også Klovn, film og serie, en maskulin krise. Frank har mandsmod, men er så firkantet og rethaverisk, at projekterne altid går galt. Modsat slipper den feje smartass Casper tit godt fra at lyve, snyde og sladre, selv om den slags ikke virker særlig mandigt.  

Mandlige helte er med andre ord en mangelvare i litteraturen. Måske er det ligefrem udtryk for, at maskuliniteten selv er i krise? Det vrimler stadig med markante mænd på avisernes erhvervssider. Men det er som om, forfatterne ved bedre. Ved at udstille deres figurer, som de gør, sætter de så at sige manderollen på auktion, hvor den afventer det næste bud.

Den slags bud ser man måske hos to norske – og halvdanske! – forfattere.

Lars Saabye Christensens Blink (2013) og Per Pettersons Jeg forbander tidens flod (2009) er begge varianter af udviklingsromanen, hvor hovedpersonen midt i en livskrise søger en forklaring på, hvorfor livet formede sig, som det gjorde.

Og her lyser en enkelt skikkelse op som modvægt til depressionens hængedynd: Mor.

I begge romaner har moderen givet hovedpersonen den kerne af værdier, som i hans voksne liv viser håbet midt i skilsmisse, skrivekriser og sammenbrud. Det lykkedes nemlig for begge hovedpersoners mødre at udvikle sig menneskeligt trods et ensformigt arbejdsliv. Simpelt hen fordi de var læsende, engagerede mennesker, der gjorde deres verden større og støttede sønnerne i at træffe mere modige valg, end de selv fik chancen for.  Derimod fremtræder faderen i begge romaner som en mere distant, parentetisk figur. Hverken helt eller antihelt. Bare anonym.

Når moderen kunne skabe mening i en tilværelse med så lidt anerkendelse, ja, så må det vel være muligt - ? Eller som Saabye Christensen i Blink reflekterer over sin mors evne til at sprede lykke omkring sig:

”Jeg vidste, at foråret var kommet, når hun sang Blue Skies. … Hvorfor sagde jeg ikke, at hun, min mor, sang godt? At jeg lyttede til hende i al hemmelighed? At sangene virkede beroligende på mig, at jeg elskede hendes repertoire, for disse sange bragte bud om en lethed, en ligefremhed, som jeg tidligt lærte at sætte pris på, fordi jeg selv manglede netop denne lethed, i mig tyngede alt enten nedad eller pressede sig op. Hendes sange gav mig trøst, glæde, søvn, en akustisk melankoli.”

Mænd kan måske ligefrem lære af kvinder? Det antyder i hvert fald de to norske forfattere. Et menneskeliv byder som bekendt både på sejre og lykke, nederlag og skuffelser. Men kvinder bærer tilsyneladende den dårlige del med mere mod. Måske er vejen frem at også en mand lever sit liv uden at skulle lykkes med alt, hvad han prøver på?

I de tre danske romantyper, jeg ovenfor har talt om, har forfatterne tendens til at måle et mandeliv med fortidens heroiske målestok. Men dermed kommer et helt almindeligt liv også let til at ligne en roadmovie fra Kedsomhedens Udørk til Skuffelsens Flod.

Trist nok. For de forfattere skriver skidegode bøger. Det kunne man(d) jo også godt være lidt stolt af.

0
Din bedømmelse: Ingen