Fantastisk fiktion

Oprettet: 01.12.2013 - 01:00

Fiktion er fantastisk. Gå på opdagelse i det, der også betegnes som fantastisk fiktion, nemlig fantasy og science fiction, og blive klogere på to af tidens store læsermagneter.

I fiktionens verden kan alt ske. Alt er muligt eller umuligt og forestillede verdner kan ubesværet blande sig med virkeligheden. Det er det, der er fiktionens særkende, og det, der til alle tider har lokket  læsere. For i fiktionen kan vi få lov til at drømme.

At fiktion kan forholde sig til virkeligheden i større eller mindre grad har over tid været med til at trække skønlitteraturen i forskellige retninger og udmøntet sig i forskellige genrer og tendenser - fra det mytiske og eventyrlige til det socialrealistiske.

I disse år er de to modsatrettede tendenser i litteraturen sat på spidsen og deler ofte læserne. På den ene side går litteraturen tættere på forfatternes liv end nogensinde før i autofiktionen. Og på den anden side topper fantastiske fortællinger om troldmænd, vampyrer og overnaturlige verdner bestsellerlisterne og trækker ikke kun unge, men også voksne læsere væk fra hverdagens trummerum og ind i verdner, hvor det er tilladt at drømme og fryde sig, at græmmes og væmmes og sidde med hjertet oppe i halsen af spænding. Og det er netop denne sidstnævnte del af litteraturen, som er i fokus i månedens tema på Litteratursiden: Den fantastiske fiktion.

Kulturarv

Da vi var børn fik vi læst historier højt, hvor flyvende drager, hekse og robotter var en lige så naturlig del af en fortælling som små børn, der lignede os selv. Men jo større vi blev, jo mere realistiske blev historierne og des mere barnlige synes de historier, som ikke  lignede vores egen verden 1:1, at blive. Sådan er der sikkert mange, der har haft det. Men på trods af det, har historier om det overnaturlige, forestillede fremtider og med fantastiske elementer alligevel levet sit eget liv, og har også formået at have et stort og trofast publikum – om end genren har kæmpet mod smagsdommeri og fordomme.

Det er defor ikke underligt, at genren lever i bedste velgående. For det overnaturlige, det mytiske og det eventyrlige er det, der udgør hele fundamentet i vores kulturarv – lige fra fortidens hedenskab til elementer af nutidens religioner og  vores fælles arv af eventyr og myter. Og noget af det, der kendetegner både de helt gamle skrifter såvel som den nye fantastiske fiktion som bl.a. fantasy og science fiction, er, at de forestillede, fiktive verdner netop ofte bliver brugt som et spejl for vores egen verden og dermed får sat ting i samfundet og i menneskets udvikling på spidsen. Det er netop det, der udødeliggør mange af de bøger, der gennem tiden er skrevet inden for både fantasy og science fiction – fordi de også bliver en kommentar til deres egen samtid og en advarsel eller problematisering af, hvordan vores egen verden kan blive, hvis vi ikke stopper op og tænker os om. Flere af værkerne kan derfor også mange år senere give et indblik i en tid, der var og samtidig kommentere på den verden, vi er en del af i dag.

Temaets indhold:

I dette tema er der fokus på markante værker inden for hhv. fantasy og science fiction, og temaet  er tænkt som en introduktion for nye læsere  af  den fantastiske litteratur som inspiration til, hvor man skal starte, hvilke undergenrer, der findes, og hvad, der rører sig opå området lige nu. Men alle andre må også meget gerne læse med. 

I de to introducerende artikler skriver Mathias Clasen og Janus Bjarke Andersen om hhv. fantasy og science fiction, og her giver de to eksperter en introduktion til genrernes historie og deres udvikling i undergenrer, og samtidig eksemplificerer de  med konkrete værker, der har haft afgørende betydning for genrernes udvikling.

I udvalget af de anmeldte og analyserede værker i temaet finder du både gamle kendinge og helt nye navne, der er med til at udvikle genrerne i disse år. Inden for science fiction finder du således både en gammel traver som Svend Åge Madsens klassiker fra 1980 Se Dagens lys samt ældre udenlandske klassikere som Klit, Fagre nye verden og Gibsons Neuromantiker. Blandt de nyere udenlandske titler finder du bl.a. Dan Simmons Hyperion og cyberpunkbogen Ready player One af Ernest Cline. Af nye danske forfattere er der bl.a. Kasper Colling Nielsens meget omtalte roman Den danske borgerkrig 2028 - 24 samt vinderen af Munch-Christensens debutantpris fra i år: Kristian Byskovs Mitose.

Inden for fantasy er der en klassikerartikler om C.S. Lewis samt en analyse af den danske klassiker Utopia af Dennis Jürgensen. Der ud over finder du blandt de nyere titler den danske forfatter Charlotte Weitze med hendes fortællinger Mørkest egne og blandt de udenlandske er der: Guy Gavriel Kays Sommertræet, Patrick Rothfuss’ Vindens navn og urbanfantasyromanen Stormfront af Jim Butcher. Og endelig er der den undergenre, som kaldes Paranormal romance, som er repræsenteret ved J.R. Wards Vampyrkongen.

Og hvis du har fået blod på tanden og gerne vil have inspiration til endnu mere er der masser at hente både i vores Noget der ligner-lister, i de to boglister nederst i temaet samt i de to danske forfatter, Lars Ahn og Svend Damgaard Ørnstrups anbefalinger af 5 uundgåelige fantasy og science fiction romaner.

 

God fornøjelse

 Skrevet af temaredaktør Tina Brødsgaard Andersen

 

BilagStørrelse
Liste_fantastisk_fiktion.pdf659.88 kB
Plakat_Litteratursiden_Fantastisk_Fiktion.pdf243.34 kB
powerpoint_Fantastisk_fiktion.ppt3.02 MB
5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (1 vote)