Sven Damgaard Ørnstrup er en af de få danske forfattere, som skriver fantasy rettet mod voksne læsere. To bind er det indtil videre blevet til i en ambitiøs serie af episk fantasy: Abaddons arv.

Meget i stil med George R.R. Martin skriver Ørnstrup bøger, hvor den klassiske skæbnedrevne helt er udeladt, og handlingen afhænger af personernes handlen.

Læs mere om Ørnstrup og hans bøger på www.fantasyboger.com

_________________________________________________________________________________

1) "En sang om is og ild" af George R. R. Martin (Gyldendal).

Denne serie er den bedste portrættering af mennesker og magt, jeg har læst inden for fantasygenren. Ikke mindst pga. de ekstremt velskrevne karakterer, som brillerer i kraft af deres mange facetter med både utallige fejl og forsonende sider. Det giver dem en kæmpe troværdighed. Og så skader det heller ikke, at de politiske intrigers raffinement og detaljegrad ikke er set bedre i virkeligheden. De magiske elementer er få, men indtager til gengæld en vigtig plads i historiens hovedplot og krydrer på den måde fortællingen med det tryllestøv, der skal til for at flytte læseoplevelsen fra fascinerende til magisk.

2) "Kongedræberkrøniken" af Patrick Rothfuss (Tellerup).

Patrick Rothfuss' Kongedræberkrønike er et over tusinde siders langt manifest over sproglig perfektion. Hertil kommer, at magisystemet i serien er virkelig originalt, og at hovedpersonen Kvothe gennemlever en af de mest gribende udviklingshistorier, jeg endnu er stødt på inden for genren. Dette ikke mindst fordi serien, i modsætning til det meste andet high fantasy, gør brug af en jeg-fortæller. Det skaber en intimitet mellem hovedpersonen og læseren, der gør, at det er stort set umuligt at lægge serien fra sig, når først man er gået igang. 

3) "Det gyldne kompas" af Philip Pullman (Gyldendal).

De, der siger, at fantasy ikke kan behandle seriøse problemstillinger, har ikke læst "Det gyldne kompas". Philip Pulman serverer her opskriften på en klassiker. Han kombinerer parallelle verdener med en fortælling om to unge mennesker og deres overgang fra barn til voksen og de følelser, der er forbundet hermed. Dette kombinerer han med en mesterlig udnyttelse af thrillergenrens suspense, og bagved det hele ligger en kras religionskritik, der på trods af sit raffinement formår at tale i øjenhøjde til bøgernes målgruppe, der i høj grad er teenagere. Der er dog absolut intet til hinder for, at man som voksen læser kan nyde bøgerne med stor fornøjelse også.

4) "Traia trilogien" af A. Rune (Forlaget Store Ord).

A. Rune er en nyere dansk fantasyforfatter. Hans Traia trilogi, som er påbegyndt i 2011 (sidste bog i trilogien forventes at udkomme i starten af 2014), er formet som en klassisk quest-historie med en lille gruppe eventyrere, der bliver kastet ud i begivenheder, de ikke kan overskue, og derefter må vokse med opgaven. Kombineret med historiens steampunkede univers, hvor magi og teknologi optræder side om side med sværd og hestevogne, giver det en i dansk sammenhæng unik læseoplevelse, og jeg beundrer A. Rune for hans udblik til trendsene inden for engelsksproget fantasy og hans vilje til at berige dansk fantasy med de nuancer, der findes her.

 5) "Dragonlance Krøniker"  (bind 1-6) af Tracy Hickman og Margaret Weis (Tellerup).

Dette var min første fantasyforelskelse og en væsentlig grund til, at jeg blev hængende i genren. Krønikerne har gjort så meget indtryk, at jeg stadig mange år efter kan huske navnene på de fleste af karaktererne. Jeg var nok lidt forgabt i den skønne krigerkvinde Kitiara, men den skrøbelige, tuberkuløse troldmand Raistlin og hans higen efter verdensherredømmet står tydeligst for mig. Det er modigt, at servere en så kontroversiel hovedperson for de teenagere, der er bøgernes målgruppe. Men det fungerer. Måske fordi han også udviser en vis beskyttertrang over for sine venner. Ren nostalgi.