Årets nye børnelitteratur 2014

Oprettet: 02.01.2015 - 11:28

Børnelitteraturen var igen i 2014 fyldt med fantastiske, finurlige og livskloge fortællinger. Litteraturen for børn stortrives og de voksne kan også læse med.

Nye traditioner kommer for at blive, og en ny af slagsen her på Litteratursiden er det årligt tilbagevendende tema om børnelitteratur. I Januar 2014 havde vi det første børnetema her på Litteratursiden, og det var en stor succes – så den gentager vi. Vi har kigget årets børnelitteratur igennem sammen med eksperter på området og udvalgt en række af de bedste titler, som vi vil præsentere dig for i dette tema.

Børnebogen lever og har det fantastisk – og det hele vejen rundt. Pegebøger, billedbøger, læs højt, læs selv, læs-let, fantasy, venindebøger, krimier eller gys. Så vrimler det med bøger for børn i alle aldre, og år 2014 har været endnu et givende år fyldt med et væld af sjove, spændende, underfundige og temmelig geniale børnebøger. Bøger der både er kloge og indsigtsfulde, men samtidig tager højde for børnenes niveau og forståelsesverden.

Meningen med livet – det er hvad billedbøger handler om ifølge Steffen Larsen, der er børnebogsanmelder og har skrevet artiklen Man tror det næppe til temaet. Steffen Larsen gennemgår et udvalg af de bedste og klogeste bøger, der er udkommet i 2014 og giver dem et par kærlige ord med på vejen.

Som voksen og forælder kan det være svært at følge med i, hvad der egentlig foregår på det børnelitterære område, hvad er populært lige nu, hvilke serier er in, hvad er godt at læse op for mit barn, og hvad kan de selv læse?

Vi vil med dette januartema give dig et godt bud på nogle af de bedste børnetitler i år. Vi har valgt bøgerne ud fra følgende aldersgrupper: pegebøger for de 0-2 årige, billedbøger for de 3-5 årige, læshøjt for de 5-8 årige og bøger for de 8-12 årige.

De kære dyrebørn
For de mindste er der atter masser af dejlige, skøre, søde og sjove dyrebørn, tag fx den kære elefantunge Carl, skabt af forfatter Ida Jessen og tegner Hanne Bartholin. Carl er blevet stor, og vi må sige farvel til ham her i den sidste bog i serien, Da Carl næsten sov i telt.

Men der er andre elefanter på spil. Den blå elefant Mimbo Jimbo finder også på sære ting, i Mimbo Jimbo og den lange vinter af Jakob Martin Strid fortsætter vinteren i det uendelige, og da det pludselig begynder at sne voldsomt, tager Mimbo Jimbo og vennen Mumbo Jumbo ud på en eventyrlig rejse for at finde svaret på vejrets mystiske opførsel. I de to skønne billedbøger om den lille hvide hund Ib, Ib fodrer myrerne og Ib skruer støttehjulene af af Peter Nordahl oplever vi hverdagens små eventyr og Ibs herlige løsninger på ethvert problem. Det frække krokodillebarn Karl er også værd at stifte bekendtskab med. I Nej jeg vil ej, sagde krokodillebarnet af Maria Rørbæk har Karl har svært ved at høre efter, hvad hans mor siger, men finder snart ud af, at det en gang i mellem godt kan betale sig at lytte til sine forældre!
Sidst men ikke mindst løber en helt særlig gorilla med æren af at være hovedpersonen i årets klogeste bog jf. Steffen Larsen, nemlig Gorillaen der var en Gorilla af Kim Fupz Aakeson, hvor vi møder en gorilla der prøver at finde ud af, hvem han selv er, og hvad meningen med livet er.

Fantastiske fortællinger

Til de lidt større børn er der også en række fantastiske og forunderlige fortællinger. Tina Sakura Bestles Skyggefugl er en traditionel ”ud og hjem” fortælling, hvor vi møder hovedpersonen Alma, der udenpå er 7 år, men har en sjæl på 72 år. Fortællingen er både finurlig, grotesk og meget smukt illustreret af Anna Jacobina Jacobsen. I Ayses ramadan af Özlem Sara Cekic får vi en fin indsigt i ramadanen og dens betydning for muslimske familier, men fortalt for børn så det er let tilgængeligt. Samtidig er det en både lærerig og rørende fortælling om pigen Ayse, der gerne vil være sej og faste lige så længe som sine ældre brødre, men har fået besked af sin mor om, at hun ikke er stor nok til at faste så længe af gangen.
I Emmy – ingen vej tilbage af Mette Finderup er det lidt andre problemer, som hovedpersonen Emmy kæmper med. I den sidste del af serien om den glade, sjove og ofte ret uheldige pige, må Emmy gå gennem et forår, der overstiger hendes vildeste fantasi - og det er svært ikke at leve sig helt ind i hendes mange oplevelser.

En rigtig børnekrimi med spændende plot og mange dilemmaer finder vi i 2620 – Kidnapningen af Line Kyed Knudsen, mens der også er fantasy og eventyr repræsenteret i vores tema. I Pigen fra Troldhøj af Thorstein Thomsen opdager en troldepige, at hun er menneskebarn, og en trold viser sit sande og meget slemme jeg. En bog der kan tages frem igen og igen er Eventyrbogen, der er en fin samling af folkeeventyr genfortalt og illustreret af Peter Madsen. En yderst indbydende eventyrsamling, der indeholder både kendte og ukendte eventyr.

Vi har igen i år fået bibliotekar Kirsten Dyhrberg Grønne til at lave en liste over nye børnelitterære apps, hvor fokus er på de apps, der har en handling, og hvor fortællingen er beriget med interaktive muligheder, som understøtter og supplerer historien. Kirsten Dyhrberg Grønne har ligeledes skrevet en anmeldelse om Merete Pryds Helles nye spændende app Wuwu & Co., der præsenterer et tredimensionelt fortællerum.

Årets debat

Børn og litteratur har været et varmt emne det sidste år, især pga. debatten om mærkning af børnelitteratur, hvor flere danske børneorganisationer, bl.a. Børns Vilkår og Børnerådet har ytret ønske om at få mærket de børnebøger, der behandler emner, som kan skræmme eller forvirre de yngste, fx bøger om død og tab.

Ligeledes har censur i børnelitteraturen været et meget omtalt emne, sidst da det i efteråret 2014 kom frem , at ordet ”negerkonge” var redigeret ud af den seneste svenske udgave af tv-serien over Astrid Lindgrens Pippi-bøger. Nina Christensen, der er leder af Center for Børnelitteratur ved Aarhus Universitet har i artiklen Frit valg på alle hylder? Når voksne bestemmer, hvad børn skal læse forholdt sig til netop denne problematik med fokus på, at der snarere end censur er tale om, at tv-producenter, forlag og biblioteker forhandler det indhold, de formidler, ud fra hensyn til modtagerne. Kort sagt mener Nina Christensen, at det i diskussionen om censur er helt overset, at det er et vilkår for børn, at voksne i høj grad kontrollerer deres adgang til litteratur.

Med dette in mente så tag et kig på vores tema – gerne sammen med dit barn – og lad dig/jer inspirere til nye dejlige læseoplevelser, hvad enten det gælder højtlæsming eller selvlæsning,  burde der være lidt for enhver smag!

 

 

 

BilagStørrelse
plakat_litteratursiden_aarets_nye_boernelitteratur.pdf121 kB
powerpoint_aarets_nye_boernelitteratur_2014.ppt3.55 MB
liste_litteratursiden_aarets_nye_boernelitteratur_2014_redigeret.pdf210.24 kB
0
Din bedømmelse: Ingen