Scavenius, Ursula - Fjer

Oprettet: 18.10.2016 - 10:48

Bog: "Fjer" af Ursula Scavenius

Bogens forside

I tre fortællinger bevæger læseren sig fra Bulgarien, videre gennem et postapokalyptisk vådområde og endelig mod et fuglereservat i Hornbæk.

Forfatter: 
Ursula Scavenius
Udgivet: 
2015
Forlag: 
Basilisk
Sidetal: 
105
Lån bogen - Køb bogen

Familiebånd besidder deres helt egen mystik i Ursula Scavenius' Fjer , som har vundet Danmarks største debutantpris 2016. Romanen rummer nærheden med dem vi elsker både uro og fortabelse, men også en understrøm af poetisk slagkraft.

Skrevet af cand. mag. i Litteraturhistorie Victor Ovesen 

Ursula Scavenius er født i 1981 og uddannet fra forfatterskolen. Fjer er hendes debut. Bogen består af tre historier i novellelængde, kaldet fortællinger. Hver fortælling er sit eget separate fiktionsforløb, men har lignende, til tider ganske surrealistiske fiktionsuniverser. Gaderne overrendes af løse hunde, månen får en tvilling. En moderløs søn muteres af sin sorg.

Vi skal i denne analyse se på, hvordan Scavenius i Fjer bruger, hvad man kunne kalde poetisk logik til at lave fiktionsuniverser, hvor hun kan undersøge de næreste sociale forbindelser med så yderliggående en fantasi som muligt. Tematisk arbejder Scavenius meget med familierelationer. Karaktererne er elskere, de har børn og hjem, og i det hele taget liv som de forsøger at forholde sig til og finde sig selv i. Hvordan holder vi fast i dem vi er, når vi står over for længsler, usikkerhed eller sorg?

Som om det ikke skulle være svært nok, rammes karakterernes verden også af uhyggelige og endda decideret overnaturlige forstyrrelser. Der er  elementer af både katastrofefortælling og horror i Fjer. Stadig er det vigtigt at bemærke, at Scavenius låner af disse elementer på en fri måde. På den måde behøver hun ikke adlyde de andre genrers konventioner omkring plotstruktur eller konsekvens i reglerne for hvordan fortællingernes fysiske verden opfører sig. Med det kan man sige, at Scavenius lader eksistentielle spørgsmål eller paradokser komme til udtryk i radikale genreontologiske valg.

Som megen aktuel dansk litteratur, har Fjer nogle meget eksplicitte beskrivelser af krop og kønslighed. Vi zoomer gerne helt ind på det allermest private. Lyst er hos Scavenius noget meget kropsnært og konkret og har næsten altid en undertone af ulyst. Det seksuelle er ikke uproblematisk (”Hendes bryster lignede bløde blommer, mit instinkt var svækket, jeg blev slap da jeg så hende nøgen i dag, og jeg var ubevægelig, indtil hun lagde sig på maven og virrede med røven”). Det er som om litteraturen afspejler, hvordan der med en højere grad af intellektuel bevidsthed omkring kroppen også følger en følelse af fremmedgørelse? I hvert fald er kroppen for Scavenius' karakterer ikke kun indgangen til, men i høj grad en udfordrende omstændighed for kærligheden og forbindelsen mellem mennesker.

Den første af fortællingerne, Majinski, foregår i Sofia i Bulgarien, hovedsageligt i et tvivlsomt udkantskvarter, hvor gaderne huseres af vilde hunde og beværtningerne befolkes af desperate unge kvinder og desillusionerede homoseksuelle mænd. Her møder vi en mandlig hovedperson, Alexander Kirilov. Han er en slags proselyt for forfatteren Peter Majinski, der engang var Bulgariens største kunstner. Majinskis storhedstid er bag ham, han er et forbillede i forfald. Samtidig har Kirilov et kærlighedsforhold til Majinskis forstyrrede datter Lucia, som han gerne vil have bortgiftet. Majinskis egen kone sidder i kørestol, selv er han døende, så Kirilov er det bedste bud på én der kan tage sig af hende. Samtidig er Majinski en slags faderfigur for Kirilov – vi ser hvordan respekten mellem to de mænd forhandles gennem en kvinde; overdragelsen af hende er en af de måder Majinski rent symbolsk kan give sin plads til Kirilov. Lucia er grundet sin svære sindstilstand uhåndterbar, men er det også i kraft af sin seksuelle tiltrækning – en i øvrigt klassisk figur. Fortællingen arbejder desuden med en dynamisk modsætning mellem natur og teknologi. De teknologiske elementer er civilisationsmarkører (tog, armbåndsure, betonskeletter af bygninger), og er alle i forfald. Samtidig synes naturen, eksempelvis i form af de vilde hunde, at være en konstant erosionskraft, der langsomt undergraver menneskenes forsøg på et organiseret liv.

Anden fortælling, Luna Seconda, foregår i glimt. Vi møder parret Anker og Sabina i hvad der gradvist går op for én, ligner en postapokalyptisk vision. Månen har født en anden måne, der står og vokser på himlen og får vandstanden til at stige. Folk bliver syge og dyrene mister forstanden og ender døde i vejkanten.

 Luna Seconda er den af fortællingerne, der har den løseste struktur. Scenerne kommer som glimt, hvor vi ikke er sikre på hvad der er hændt i mellemtiden. Det er et effektivt virkemiddel, som Scavenius bruger til at give universet en fornemmelse af uudgrundelighed – vi er aldrig sikre på, hvorfor det går som det gør, men der hænger både en fornemmelse af overhængende fare og påtrængende poetisk skønhed. Usikkerheden bliver selv et virkemiddel – mens parret søger sikkerhed i den mere og mere ufremkommelige verden, bliver Sabina gravid. Hun er syg og bløder fra underlivet, og det er som om hun både aborterer og føder flere gange. Asker finder døde føl og forsøger at at begrave dem, men de kommer alligevel op til overfladen i al mudderet.

 I fortællingens undergangsverden får alt det værdifulde – kærligheden, kroppen, barnet og fremtiden -  en poetisk skrøbelighed. Scavenius indrammer den meget nærværende frygt, vi alle kan have for at sætte børn i en usikker verden. Den glimtvise struktur giver i øvrigt læseren en lignende fornemmelse af, at fortællingen hele tiden er på nippet til at glide ud mellem hænderne på én.

Bogens sidste fortælling er sorghistorien Fugleland, som foregår i det mere hjemligt klingende ”Hornbæk plantage”. Fortælleren, den mandlige hovedperson, forsøger at bearbejde tabet af sin hustru Iris til kræftsygdom. Gennem spring frem og tilbage i tid stykker læseren sygdomsforløbet og efterspillet sammen. Iris sygner hen og bliver i takt med sin svækkelse mindre og mindre konkret, og hun ender efter sin død som en slags mental og kropslig utilpashed, fortælleren har svært ved at slippe af med. Imens prøver han, med svigtende held, at forholde sig til sin nye kæreste, naboen Lola.

Det er påfaldende, hvor stor en rolle naturen spiller, ikke bare i fortællingen, men i Fjer generelt. Ofte lader Scavenius karakterernes indre konflikter forplante sig til dyre- og plantelivet, hvor hun lader spektakulære, poetiske eller absurde episoder udspille sig. Både Fuglelands plantage og den nærvedliggende strand virker ulmende og fyldt med forudanelser. Før sønnen Anton er født, mister de hans dyne, og ender med at finde den i et vandløb, sølet til og fyldt med snegle. Fortælleren beskriver senere, hvordan Anton helt fra etårsalderen begynder at løbe hjemmefra ud i plantagen. Tilsyneladende er drengen draget mod dyrene, i særdeleshed fugle. Og mens Iris' sygdom forværres, tager han det på sig at redde nødstedte fugle – og der begynder selv at gro mere og mere stride dun og fjer  frem på hans krop. Selv lider fortælleren af en betændelse i lemmet som han selvfølgelig har pådraget sig ude i naturen.

Som vi ser fylder kropslighed en del i Fjer. Scavenius fokuserer dels på det lystmæssige perspektiv, men er i lige så høj grad optaget af forskellige slags fysisk omsorg. Forælderens omsorg for barnet, den raske der tager sig af den syges krop. Det virker i det hele taget magtpåliggende for Scavenius at minde os om vores kroppes skrøbelighed – bogen er fyldt med svagelige børn, nært forestående død og betændte kønsdele. Men det er også værd at bemærke hvordan det er en skæbne, som menneskene i Fjer deler med de hunde, fugle, føl, kaniner, etc., der optræder i bogen – at menneskenes indbyrdes liv ikke er harmonisk, betyder ikke at naturens verden ser ud til at være det.

Når Scavenius tildeler sine karakterer så hårde skæbner, er det heller ikke som pædagogisk straf for deres handlinger eller brister; den hårde skæbne er udgangspunktet, også selvom den er uden mening. Død og sygdom er lige så uudgrundelige som de er uundgåelige, og det der så gælder, er kampen for at holde os medfølende, omsorgsfulde og barmhjertige, når vi står over for det faktum. Det lykkes i varierende grad for Scavenius' karakterer. Kirilov ender med at opnå en uventet forbindelse med den aføde Majinskis kone, Fuglelands fortæller efterlader vi i et tvetydigt drømmesyn. Anker og Sabinas symbiose ender, som resten af naturen i fortællingen, med at bukke under.  Det store ved ”Fjer” er, at den insisterer på at mane den ene sirlige forfærdelighed efter den anden frem fra fantasiens mørkekammer, for så rent faktisk at finde ømhed og poesi i dem. Fjer afspejler en af den moderne poesis eksistensberettigelser – at spinde silketråde ud af meningsløshedens mørke.

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af
bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerne. 

LITTERATUR OM BOGEN

Anmeldelser i tidsskrifter

80.5
Kritik
(heri 2015, nr. 215, s. 135-137: Charlotte Engberg:  Postkatastrofiske fortællinger).

Anmeldelser i aviser

29/8 2015 Søren Kassebeer i Berlingske Tidende
22/8 2015 Solveig Daugaard i Information
5/10 2015 Martin Gregersen i Kristeligt Dagblad
30/8 2015 Mikkel Krause Frantzen i Politiken
28/8 2015 Lars Bukdahl i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

Floret - samtidig skandinavisk litteratur og kunst
Magdalena Rozenberg: Trolsk stämning i försåtlig debut 

Salon 55
Christian Johannes Idskov: Under en ny måne: Ursula Scavenius debuterer med tre overrumplende overnaturlige fortællinger.

Artikler i aviser

Vejle Amts Folkeblad
(heri 1/10 2016: Erik Andresen: To meget forskellige litterære debutanter fik årets Munch-Christensen-Priser).

 Links

Ursulascavenius.dk
Forfatterens egen hjemmeside

0
Din bedømmelse: Ingen

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.