Hesselholdt, Christina - Vivian

Oprettet: 22.02.2017 - 23:46

Bog: "Vivian " af Christina Hesselholdt

Bogens forside

Biografisk roman om den amerikanske gadefotograf Vivian Maier (1926-2009). Hun passer rige folks børn og fotograferer ved siden af i tusindvis af folk på gaden.

Forfatter: 
Christina Hesselholdt
Udgivet: 
2016
Forlag: 
Rosinante
Sidetal: 
200
Lån bogen - Køb bogen

Fotografiet er et lille stykke afbrækket tid. Ved at indfange blikket, foreviger det både afstanden og tiltrækningen mellem mennesker. Christina Hesselholdts Vivian er et sjæleligt mørkekammer, en slags samtale med en amerikansk enspænder,  det skjulte stortalent Vivian Maier.

Skrevet af cand. mag. i Litteraturhistorie Victor Ovesen, 2017.

Vivian Maier (1926 – 2009) var en autodidakt amerikansk gadefotograf, der enærede sig som barnepige for velhavende familier. Fra 50'erne og frem fotograferer hun fodgængere, hjemløse, politifolk, børn, kendte og ukendte mennesker i byer som New York og Chicago. Hendes billeder er nærgående og ublufærdige, og hun har et præcist blik for hverdagslivet på storbyens gader, hun ser både dets hårdhed og dets vitalitet. Det lykkes hende gang på gang at indfange byens mennesker i udtryksfulde, men aldrig udleverende glimt.

Imidlertid havde Maier tilsyneladende ingen trang til at få sine billeder fremkaldt, endsige eksponeret. Hun havde jo set dem, som det hedder sig, hun sagde. Så da hendes mere end 100,000 efterladte negativer dukker op i 2007, repræsenterer Vivian Maiers billeder virkeligt genfundne spor af tiden der blev tabt, men synes samtidigt helt friske og levende. Vi skal i denne analyse se på, hvordan forfatteren bruger en moderne kunstnermyte som afsæt for sin poetisk reflekterende og emotionelt afsøgende skrift.

For en forfatter er en historie med så meget mytepotentiale som Maiers et uimodståeligt inspirationskatalog. Vivian er da heller ikke en konventionel biografisk roman. Og med den øvrige dokumentariske interesse der er omkring den glemte fotograf, er det måske ikke ligefrem stringente historiske fremstillinger om Maier der mangler. Til gengæld kan man med det litterære sprog konstruere karakteren Vivian (eller, som hun kaldes, Viv) – og bruge hendes myte til at reflektere videre over temaer som ensomhed, familie og værdighed, samt – selvfølgelig – tiden. 

Fortællingen leveres af skiftende stemmer, såsom Vivs arbejdsgivere, deres barn som hun passer, Vivs mor og ikke mindst hovedpersonen selv. Bogen beretter ganske rigtigt både om Vivs opvækst og hendes familie, om hendes excentriske enspændertilværelse og kunstneriske sensibiliteter. Men Hesselholdt går rimelig autonomt til sit stof. Hun holder sig ikke tilbage for at opfinde karakterernes indre monologer, samtaler og udvekslinger.

I den type fortælling der populært kaldes autofiktion, bruger forfatteren eksempelvis sit eget navn og livsforløb som et slags omrids for værket, hvorefter så de tematiske figurer, billeddannelserne og kompositionsvalg (kort sagt: det litterære) afgør, hvordan værket udfolder sig. Selv sagt er Vivian ikke autofiktion. Men man kunne måske sige, at bogen gør brug af samme slags dynamisk spænding mellem empirisk virkelighed og poetisk tænkning som autofiktionen gør.

Derudover har Hesselholdt installeret en fortæller, der gerne blander sig og udfordrer karakterernes udsagn. Karaktererne synes også at kunne svare, som om de svæver et sted uden for konkret tid eller alder:

” Viv: (…) Hvor meget af mennesket bag man kan se i værkerne. Er man skjult bag dem eller afslører de tværtimod én? Det tror jeg de gør. Fortælleren er den egentlige hovedperson.

Fortælleren: Det kan jeg kun give dig ret i”

Replikker som disse er med til at tydeliggøre Hesselholdts interesse med Vivian. Med alle disse indre monologer og bekendelser fremskriver hun sine karakterers temperamenter og sensibiliteter – og i den forbindelse, sine egne. En slags impressionistisk biografisme, kunne man sige.

Hvis vi ser kunst som forevigelsen af et særligt blik på livet og verden, så er kunsten netop et sted vi får adgang til den anden. Afstanden mellem subjekter forankres i noget konkret, og kan i et øjeblik transcenderes. Blikket afslører den, der ser, betragteren bliver den betragtede. Som når vi ser et af Maiers billeder, og pludselig er hendes skygge der.

Netop afstand er et bærende tematisk begreb i romanen. Viv er enspænder om en hals, hun viger tilbage for menneskelig nærhed, andet end barnepigejobbets relativt stramme plejefunktion. Dertil er hun gammeljomfru, bare tanken om kønslig omgang skyr hun, formentlig som en skade af tidlige overgreb mod hende, aner vi. I det perspektiv giver kameraet hende en mulighed for at interagere meningsfuldt med verden, blot med en armslængde imellem: ”Fordi jeg skal forblive uberørt altid, behøver jeg ikke spilde tid på ubetydeligheder som hår eller påklædning, jeg er den der skal Se.”

Vi mærker en ambivalens i Fortælleren – hvordan bedømmer man Viv, hvordan empatiserer man med sådan en karakter? Hvad siger hendes ensomhed om vores? Hvordan kan man stille sig an moralsk? Vivs besynderlige temperament, og hendes aversioner mod det kropslige skrives frem i det forhold hun har til pigen Ellen, som hun passer. Ellen idealiserer Viv, hun lader sig forme efter hende, og Viv har da også stærke holdninger til hendes opførsel. Ellen har nogle små glasdyr, hun leger med, indtil Viv en dag i et manisk hygiejnetrip vælger hårdhændet at vaske dem i salmiakspiritus, og de mister deres lemmer. Ellen er forståeligt ked af det, men Vivs reaktion er først at fortælle hende en rædselshistorie om industrielt dyrebrug, hvor uhumsk og skræmmende det er, og dernæst tage barnet med ud og vise hende det. På den ene side er det en insisteren, fra en nøgtern socialrealist, på at man forholder sig til den virkelige verden – derudover repræsenterer det også et overgreb på barndommens og barnlighedens frirum af fantasi og naivitet.

Men alligevel er Viv på ingen måde et stringent rationalitetsvæsen. For hun er samtidig en hoarder, hun gemmer skrammel og sager, især gamle aviser, på sit værelse. I det lys ligner hendes fotografier også en indsamling, endda ophobning af øjeblikke. Paradoksalt nok beskæftiger hun sig sjældent efterfølgende med nogen af delene, ser sig ganske enkelt ikke tilbage. Det er en ballast, en slags vægt hun er nødt til at arkivere, eller bære med sig ude af syne. Alligevel, synes Hesseltholdts dom at være, at Vivs excentriske enspænderliv, hele den fysiske forkrampethed og deraf følgende isolation, er noget af det, der skaber rummet, tiden og behovet for hendes kunstneriske aktivitet.

Vivian Maier er et ærkeamerikansk fænomen. Som født i New York med franske rødder, krydser hendes historie Atlanterhavet, og som både barnepige for de velhavende og gadefotograf med sympati for underklassen, krydser den samfundets brede sociale skel. På den måde er hendes værk et bidrag til samtalen om den amerikanske samfundsmodel. Og som en lang serie af øjeblikke, små fritsvævende nu'er, hvor fremtiden endnu står ubeskrevet, repræsenterer de også historiefortælling på en meget amerikansk måde. For modsat Europas nationer, hvis selvopfattelse er indlejret i lange historiske fortællinger om overlevelse og omvæltning, er den amerikanske mytologi også forestillingen om den endnu uskrevne historie.

Ligesom menneskene i fotografiet ser tilbage på fotografen, og videre ud på beskueren. Deres blikke har noget udfordrende over sig, de gør krav på indlevelse. Men samtidig med at de synes helt til stede, er de også uigenkaldeligt væk, urørlige. Ved at bruge den litterære kunstforms muligheder, har Vivians forfatter lavet en skrift, der ser tilbage ud på sin fortæller og forfatter – endda ud på sin læser. Som sagt har Hesselholdt truffet nogle frie valg, hendes fortæller reflekterer endda over dem i bogen: Karakteren Viv er, i en ikke uvæsentlig grad, en konstruktion som forfatteren har lavet, som tjener til at tydeliggøre de modsætninger og dynamikker, hun har fået øje på i den biografiske Maiers historie. På den måde skriver hun ikke bare om Maier, taler ikke bare hende. Ved at genskabe hende som fiktionskarakter kan forfatteren komme i dialog med hende – hun internaliserer hende, taler med – men bliver også talt igennem af – en stemme der både er hendes egen og en fremmeds.

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerne.

   

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Information
(heri 8/10 2016: Peter Nielsen: Jeg tænker altid på, at man skal være varsom i sin skrift, vise respekt).
Interview. 

Jyllands-Posten
(heri 25/9 2016: Pernille Glavind Olsson: Det har været skønt at slippe for mig selv)
Interview. 

Politiken
(heri 17/2 2017: Carsten Andersen: Min hovedpersons familie viste sig at være endnu meere dysfunktionel end jeg havde gættet).
interview. 

Anmeldelser i aviser

1/10 2016 Per Krogh Hansen i Berlingske Tidende
1/10 2016 Tue Andersen Nexø i Information 
30/9 2016 Erik Svendsen i Jyllands-Posten
1/10 2016 Mai Misfeldt i Kristeligt Dagblad
30/9 2016 Lilian Munk Rösing i Politiken
30/9 2016 Lars Bukdahl i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

Bogblogger: boganmeldelser på nettet
Anja Lee Jensby: Christina Hesselholdt: Vivian. 

Neues-lesen-skandinavien.de
Annegret Heitmann: Christina Hesselholdt: Vivian 
Anmeldelse på tysk. 

Vagant. Norden
Kristin Vego: Kvinden med kameraet. 

GENERELT OM FORFATTEREN

Afsnit i bøger 

17 
Formelle rum. - Aarhus Universitetsforlag, 1996.
(heri s. 147-164: Britta Timm Knudsen: Den realiserede krop - en analyse af Christina Hesselholdts "Det skjulte").

81.5
Historier om nyere nordisk litteratur og kunst / redaktion Anne-Marie Mai, Anne Borup. - Gad, 1999. -
374 sider .
(heri s. 348-373: Marianne Stidsen: Litteratur med udsigt: om den nye helhedsforståelse i 1990'ernes prosa)
Kort analyse af trilogien Køkkenet, gravkammeret & landskabetDet skjulteUdsigten (især s. 355-360: Hesselholdts udsigt).

81.55 DARSK - DAnsk litteratur i halvemserne, noRSK nittitallslitteratur. - Center for Nordiske Studier, 1999.
(heri s. 75-91: Helle Schroll: At tale med kunsten: om Christina Hesselholdts Det Skjulte og minimalismen i den danske 90'er-prosa).

81.6
Litteraturens stemmer : Gads danske forfatterleksikon / redigeret af Benedicte Kieler og Klaus P. Mortensen. - Gad, 2000.
(heri s. 222-223: Christina Hesselholdt)

81.64
Danske digtere i det 20. århundrede. - 4. udgave / redigeret af Anne-Marie Mai. - Gad, 2000-. - bind.
(i bind 3, s. 522-532: Paal-Helge Haugen: Christina Hesselholdt).

81.65
Hybrider: Fra traditionsbevidsthed til radikaliserede litterære udstryk). - Syddansk Universitetsforlag, 2003.
(heri s. 38-53: Erindre og væve - Christina Hesselholdt (1997).
Interview. 

81.65
Erik Skyum-Nielsen: Engle i sneen: lyrik og prosa i 90erne. - Gyldendal, 2000.
(heri s. 176-182: Det enestående: Christina Hesselholdt og kroppen).

81.66
Andersen, Carsten: Forfattere i forhør. - Politikens forlag, 2006.
(heri s. 147-159: Christina Hesselholdt: I starten skrev hun 20 sider - om året). 

99.381
Dansk forfatterleksikon / redigeret af John Chr. Jørgensen; under medvirken af Thomas Bredsdorff. - Rosinante, 2001. - 2 bind.
(i Biografier, s. 187-188: Christina Hesselholdt)

Artikler i tidsskrifter

Ildfisken: tidsskrift for ny litteratur
(heri 1997, nr. 16, s. 17-27: Rolf Højmark Jensen: Erindring om en scene: samtale med Christina Hesselholdt).

37.1489605
Dansk noter. - Dansklærerforeningen/FFS, Fraktionen for de fortsatte skoleuddannelser 
(heri 1999, nr. 1, s. 39-44: Birgit Poulsen: Den ødelagte og monstrøse krop: En læsning af Christina Hesselholdts Det skjulte som gotisk roman).

Artikler i aviser

Information
(heri 22/8 1997: Erik Skyum-Nielsen: I fygende sne)
Om trilogien Køkkenet, gravkammeret & landskabetDet skjulteUdsigten.

Information
(heri 14/1 1998: Karen Syberg: Kontrolleret gavmildhed. - (De næstyngste))
Interview.

Information
(heri 27/11 2008: Anne Myrup Munk: Sørgmunter stemmeføring). 

Kristeligt Dagblad
(heri 27/7 2015: Anne Katrine Restrup: Christina Hesselholdt: Jeg holder i virkeligheden aldrig ferie).
Interview. 

Politiken
(heri 8/8 1996: Carsten Andersen: Og resten er op til læseren).
Interview

Politiken
(heri 6/10 2016: Nanna Martensen: Jeg er meget forelsket i min have).
Interview. 

Politiken
(heri 16/20 2016: Lise Garsdal: Christina Hesselholdt om Viginia Woolf: Det er poesi i rent koncentrat). 

Weekendavisen
(heri 11/4 2001: Henning Thøgersen: Inde i Kraniekassen)
Interview 

LINKS

Nyere danske forfattere
Præsentation af danske forfattere og deres værker. Produceret af forfatteren og kritikeren Jacob Brønnum for Det Kongelige Bibliotek

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportrætter. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.  

 Wikipedia: den frie encyclopædi
Artikel om forfatteren. 

0
Din bedømmelse: Ingen