Børnelitterære apps

Oprettet: 02.01.2014 - 14:07

Børnelitteraturen er også blevet digital og giver børn en mulighed for at undersøge, udforske, interagere, lytte, se og røre, mens de lever sig ind i en fortælling eller et børnelitterært univers.

Liste til tryk - PDF


Oscar og Olivia på rumeventyr/ Thomas Mygind Christensen

Baggrundsmusik og lyde samt små animationer, levendegør historien om de to søskendes leg. Historien kommer til live med en flot grafik og en god lydside. Du kan få historien læst højt enten på dansk eller på engelsk. Der findes to andre apps om Oscar og Olivia.

 

Magic Cat /Stine Maria Aalykke

Gennem musik, lyde og billeder fortælles historien om Teddys kludedukke, der er blevet væk. Hvor mon den er? Nysgerrigheden får os til at gå på opdagelse og der er mange små interaktive muligheder på hver side, meget poetisk. Den iørefaldende sang er skrevet og sunget af Julie Michelsen.

 

Hund og Elefant /Michael Jakobsen

De to venner Hund og Elefant sætter en gammel bil i stand og drager ud på eventyr. Det er nogle herlige fantasifulde billeder og en god historie, hvor der sker mange mærkelige og eventyrlige ting for de to venner.  Du kan vælge mellem dansk og engelsk både tekst og højtlæsning.

 

Miki / Morten Dürr

En dejlig fortælling, fyldt med magi og tilpas uhygge for de mindste om sneræven Miki, der farer vild fordi han falder ned fra en klippe. Lars Gabel har lavet nogle stemningsfulde tegninger og når der er mulighed for at deltage interaktivt i historien, får du hjælp ved at figuren fremhæves.

Rim

Gugimadudi og andre børnerim / Annette Fahnøe

Mundrette rim med farverige illustrationer af Tore Bahnson, du kan selv læse dem højt eller lade forfatteren gøre det. Det fleste af versene er sjove, skøre og lidt frække, som for eksempel: ’Han fiser højt i vilden sky, han prutter helt til Indre By’.

 

Tak for halshugningen / Andreas Nederland og Frederik Michael Hansen

Digte kan godt både være sjove og lidt uhyggelige; en kælder, hvor lyset går ud og en hånd, der stikker op af fryseren. De uhyggelige lyde og sjove animationer skaber den rette stemning, der bliver godt suppleret af Louise Thrane Jensen tegninger.

 

Børnebogsklassikere

Kender du Pippi Langstrømpe? /Astrid Lindgren

Pippi, som vi kender hende i Ingrid Vang Nymans streg. De små spil og interaktive muligheder giver den kendte historie et nyt liv. Hvis du holder din iPad på højkant fungerer app’en som en almindelig billedbog, så du kan vælge hvilken oplevelse du ønsker.

 

Hvad sker der så? Mumi, Mymlen og lille My/ Tove Jansson

App’en om Mumi er tro mod den originale fortælling, blandt andet med hullet og malebogen. Marianne Iben Hansen tilføjer historien dramatik med sin oplæsning. Animationer og lydeffekter kan aktiveres med tryk på skærmen eller ved at vende iPad’en.

 

Hokus Pokus Alfons Åberg

Syng og dans med Alfons og hans venner eller hjælp Alfons’ far med huslige gøremål. Historien om Alfons er bygget op omkring forskellige spil, hvor du inddrages allerede fra start, ved at vælge hvilken hund Alfons skal ønske sig. Efter hvert spil får Alfons en præmie, der kan hjælpe ham til at bygge en høj træhytte.

 

For de mindste

Hunden Ib / Peter Norddahl

En humoristisk og varm interaktiv fortælling om den lille hund Ib med enkle og udtryksfulde tegninger af Rasmus Bregnhøi. Du kan vælge en drøm, for eksempel snebanen, hvor Ib kører snetraktor og møder de væmmelige rotter, der kaster med snebolde. Du styrer, hvad Ib skal gøre og er derfor med til at skabe historien.

 

For de store

Tavs / Camilla Hübbe

Denne iPad version af bogen om den ensomme Tavs, der savner sin afdøde tvillingebror Teo, er en fantastisk oplevelse med en blanding af tekst, animation af Rasmus Meislers illustrationer og et lydunivers skabt af Stefan Pasborg. Til sammen giver det en stemning af desperation og uhygge, vil det lykkes Tavs at finde Teo?

 

Listen er lavet af Kirsten Dyhrberg Grønne i forbindelse med temadagen Digital Børnelitteratur og efterfølgende opdateret til litteratursiden.dk

BilagStørrelse
Børnelitterære apps.pdf1.18 MB
0
Din bedømmelse: Ingen