Den 20. februar 1982.

Bitterhed er en synd, og vrede mod mennesker og dyr en ulykke. Den anden kind skal vendes til. Det lærte han tidligt. Og han efterlevede det. Altid stille og omgængelig. Altid parat til at gå imod sig selv. Rolig og smilende.

Han var i sin tid bitter på sin mor. Han fór op i vrede, fordi hun hver dag købte cigaretter for husholdningspengene. Han forbandede hende og fortrød. Og han havde fortrudt siden. Han var ikke mere end femten år dengang. Men hun døde få måneder senere. Han levede stille og monotont videre men sin far og adlød ham i et og alt. I skolen gjorde han stadig lidt modstand og blev straffet for det. Han lyttede til verdens stemme, tog overmagten til efterretning og fandt en frihed nedgravet i savsmuldsdyngen, hvor de andre drenge ikke kunne finde ham, i middagspausen. Ude hos kunderne tog han skylden på sig og brugte store dele af sin fritid til at lave arbejdet om efter deres forgodtbefindende. Samtidig takkede han for hver godbid og åbnede kun munden, når han blev spurgt. Han forstod ikke, hvordan de kunne leve deres sammensatte liv og var altid sikker på, at de havde forstået noget, han ikke forstod. De havde en viden med sig, som han ikke havde del i, selv om han forsøgte at læse så mange bøger som muligt. De kunne skære igennem, når de snakkede om politik, om udviklingen, om dagens nyheder. Han måtte hver gang give dem ret. Ikke kun fordi det sparede ham for at forklare sig, blotte sig, yde meningsløs modstand, men fordi hans fredelige forhold til omgivelserne efterhånden trængte ind i ham selv. Han smilte til sig selv og til fuglene på brættet, når han om morgenen tog på arbejde, og når han kom hjem om aftenen. Da han blev pedelmedhjælper smilte han til de børn, der smed affald på de fejede fliser for at provokere ham. I begyndelsen ophidsede det dem. Anførerne havde svært ved at styre deres raseri. De sparkede buler i hans bil og skar dækkene i stykker, men de overvandt ham ikke. Han smilte og tav og fejede videre, fordi han fik løn for at feje. Man er sin egen værste modstander, og det er stort at overvinde sig selv.

Han havde vundet og følte næsten aldrig nogen vrede eller nogen forargelse, fordi alle sager kan ses fra to sider. Da den nye nabo, som havde stjålet hans trillebør, bad ham kalke sit hus, sagde han ja. Og han fortsatte roligt arbejdet, da han gennem et åbent vindue hørte naboen snakke i telefon med en ven fra sin hjemby og fortælle, at han havde fået et godtroende fjols til at sætte sit hus i stand. Han smilte med lukkede øjne op mod den varme sol, da de sad på trappestenen og drak deres formiddagsøl. Han smilte, mens manden fortalte ham om sin kamp mod socialkontoret.

Han opnåede en dejlig afstand til menneskene og kom tættere på planterne og de små dyr, der levede mellem dem i hans have, hvor alting fik lov at gro, som det ville.

Lørdag den tyvende februar skinnede solen. Himlen var blå. Det var frostklart og stille. Varmt inden for vinduerne, hvor der lugtede stærkt af hyacinter. Han måtte endnu engang ud og se på spirerne under hækken.

Luften var dejlig skarp, og solen varmede mildt mod huden. Han havde opsmøgede ærmer. - Forår, sagde han og smilte og bukkede sig ned mod spidserne af de første vintergækker og blev klar over, at han skulle dø af den samme sygdom, som begge hans forældre , fætter og kusine var døde af. Han var svimmel, men holdt sig på benene og fortsatte sin underlige rute langs hækken, hvor han så vinterspirerne og jordens struktur tæt på og opfattede helheden med et andet overblik. Han undrede sig over, at han ikke havde tænkt på denne dag før, skønt han havde vidst, hvordan den ville komme. Han havde vidst det hele, og det hele forbavsede ham.

Han havde længe haft symptomerne. En anden smag i munden, andre lyde i ørerne, et andet synsfelt, flere fornemmelser i kroppen. Nu var han sikker. Han undrede sig.

Alligevel var han i stand til at fortsætte langs hækken, forbi den nøgne hortensia, ind i stuens hyacintduft, hvor han sank sammen i sin stol og genkendte smerten og angsten, en voldsom bæven, et skred i bevidstheden. Forældrenes dødsangst var vendt tilbage. De var selv tilbage hos ham og trøstede ham igen. Han smilte.

Men da han kom til sig selv efter den voldsomme oplevelse, var han alene i den støvede, snævre stue. Han havde ondt. Idet han rejste sig for at gøre et eller andet, huskede han, at han ikke havde nogen at fortælle, at han skulle dø. Ikke sin mor eller far, ikke sin bedstefar eller faster. Ingen. Også det forbavsede. Han huskede, hvor meget de havde holdt af ham.