Ulrik T. Skafte

Født i 1957 på Langeland, hvor tanken om at skrive fik næring i tonsvis af bøger, der blev slugt hjemme på gården, hvor der var langt til alting. Det eneste, der ikke var langt til, var én selv, resten af familien og endeløse rækker af roer, der skulle hakkes.

Første bog, der gjorde indtryk, var Martin Andersen Nexø's Pelle Erobreren. Med den bog og masser af andre romaner som åndelig bagage forlod jeg i 1976 Langeland og rejste ud i verden. Fed fornemmelse!

Bor i dag i Århus og kalder mig selv multiskribent, der mest producerer tekster for børn og unge. Et par digtsamlinger er det dog blevet til, men ellers er det romaner, billedbøger, højtlæsningsbøger og fagbøger for børn, jeg skriver.

Større rejsevirksomhed i særligt ulande, hvilket har givet stof til adskillige bøger og artikler om mennesker i Syd.

Arbejder også som freelancejournalist med leverance til bl.a. de fleste større landsdækkende dagblade, magasiner og fagblade. Udarbejder oplysningsmateriale for en række organisationer herunder Mellemfolkeligt Samvirke og Specialarbejderforbundet.
Anmeldt børnebøger ved Morgenavisen Jyllands-Posten fra 1990 til 1994.

Redaktør af Ungdomsmagasinet ZAPP jorden rundt.

Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 8. juni 1999.

Debut: 
1986
Land: 
Danmark
Bøger
Inspiration

Jeg bliver inspireret af:
radioavisen,
larmen fra busserne på Knudrisgade,
tanken om Wilson fra Zimbabwe,
et foto af en gammel tonga-kvinde fra Binga,
min søn Tobias,
murstensvæggen, som jeg sidder og kigger på, når jeg skriver,
lyden og fornemmelsen af den nye kæde på min cykel,
mindelsen om lyden af et maskingevær, der blev afsikret i Guatemala,
brusebadet denne morgen,
skriverne, der breder sig på graffitiverdenens "Hall of Fame" i Nørre Stenbro,
Merete og Kasper,
mine børn (i høj grad),
Kisa-supermarked,
aviscontaineren...
... Tja, skulle vi ikke kalde det selve livet, som det er lige nu og her. Om to måneder er det helt andre oplevelser, der inspirerer og leverer stof til en tekst, et digt, en novelle eller...
Oplevelser er brændstof til tanker, ideer og ord, der kan bankes ind i et tekstbehandlingsanlæg og sættes sammen til handling og ord og... nye oplevelser.

Links:
http://www.Si.dk (take five)
http://www.ZAPP-online.dk
http://www.kroghsforlag.dk

Yndlingslæsning:
Om jeg læser...Næh... Jeg er i øjeblikket "analfabet", hvad angår romaner, men lige nu læser jeg Anne Marie Løns "Prinsesserne". Andre forfattere, som jeg holder af: Mette Winge, Ib Michael og hundredvis af bøger skrevet af forfattere, som jeg gennem tiden har læst! Johannes V. Jensen, Johannes Jørgensen, Sophus Claussen, Henrik Pontoppidan og Martin A. Hansen og Martin Andersen Nexø er nogle af de gamle travere, der med tiden har aflejret sig som god læsning i mit hoved. Og tanken om at genlæse dem, dukker af og til op, men...