Tønnes Hilden

Født 1959 i Roskilde.

Cand. med. 1989 fra Århus Universitet. Lægefaglig hovedinteresse: Specialet psykiatri. Dialogen mellem to mennesker.

Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 10. marts 1999  

Debut: 
1995
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Wasabi" af Tønnes Hilden

    Kriminalroman med Sarah Clawton og Klaus Jannick, der finder sammen og dyrker seksuelle eksperimenter i villa Fjordlyst.

    Forfatter: 
    Tønnes Hilden
    Udgivet: 
    2005
    Forlag: 
    Attika
    Sidetal: 
    259
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Zebra" af Tønnes Hilden

    Bogens forside

    Originaludgave: 1999

    Forfatter: 
    Tønnes Hilden
    Udgivet: 
    1999
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    189
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Koma" af Tønnes Hilden

    Bogens forside

    En kvindelig læge opdager, at hendes far, der er ramt af en blodprop, kan kommunikere ved pupilsignaler.

    Forfatter: 
    Tønnes Hilden
    Udgivet: 
    1998
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    205
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Træfpunkt" af Tønnes Hilden

    Kriminalroman.

    Forfatter: 
    Tønnes Hilden
    Udgivet: 
    1995
    Forlag: 
    Modtryk
    Sidetal: 
    256
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

STARUT OG GULDGRAVEREN

Som dreng drømte jeg om at blive millionær. Masser af penge var nok ikke løsningen på alle genvordigheder, men de måtte nu være rare at have. Nu hvor jeg har fået drømmen opfyldt vil jeg fortælle historien om hvordan det gik til.

Faktisk var det et rent tilfælde. Uden Alfred og hans kat havde jeg stadig skyllet flasker på Brødrene Løwes sodavandsfabrik. Før Alfred blev indlagt var han en stor original jeg var så heldig at bo i opgang med. Desværre blev han syg og vred som gammel og kom på plejehjem. Når han var mest vrissen snappede han efter personalet. Tilsidst blev det så slemt at hans tænder blev konfiskeret og kun udleveret til måltiderne.

Trods en svulmende bankbog havde Alfred en almindelig toværelses lejlighed. En af hans opfindelser, der stadig kaster penge af sig, et genialt verdenspatenteret system til at sætte titler på spiralrygge, betyder at der hver den første ligger en check på 1000 dollars i postkassen.

Alfred brugte store summer på at spille og jeg var tit med, som regel som tilskuer. Heste, casinoer, tips, skrabeark. Og væddemål. På hans 75 års fødselsdag inviterede han vennerne på fransk restaurant og bagefter havde han lejet hele bowlinghallen nede ved banelegemet. Under desserten bekendtgjorde han, at han ville afslutte sin spillerkarriere med et væddemål, der ville gå over i historien. Vi troede det var en fødselsdagsvits. Måske forstår du min vantro når jeg fortæller at Alfreds sidste ide gik ud på at sende en bowlingkugle, størrelse 16, i kredsløb om jorden. Indsatserne kunne kun gøres på 10.000 kr. og Alfred havde udset mig til at tage imod pengene. Lykkedes projektet fik Alfred pengene, mislykkedes det fik indskyderne indsatsen igen tre gange.

Om mandagen hentede Alfred mig da det blev fyraften. Han var meget hemmelighedsfuld og plirrede uskyldigt med øjnene da jeg spurgte hvor vi skulle hen. Fra fabrikken kørte vi nord om byen og ud til stranden dér hvor der om sommeren er en campingplads. Det sidste stykke vej ned til vandet var snelaget for tykt, selv for Alfreds gamle off roader, og vi spadserede hen til den store campingvogn, der udefra så helt upåfaldende ud. Stor var min overraskelse da jeg kom ind. Alt inventar var fjernet og midt i vognen, i et hul ned i asfalten, stod en gigantisk klump jern og lignede en overdimensioneret kanon fra en fregat. I et hjørne lå en bowlingkugle, størrelse 16. Alfred viste frem og fortalte at væddemålet ville blive afgjort om nøjagtig 48 timer.

Det kan nok være at jeg fik travlt. I løbet af det næste døgn spredte rygtet sig som en steppebrand i spillerkredse og de mest seriøse blev kørt ud til campingvognen. Tre timer før affyring havde jeg deponeret 112 indskud á 10.000 kr. i en bankboks.

Affyring er måske ikke det helt rigtige ord. Omkring 100 spillere stod i skovbrynet, i passende afstand, men Alfred ville absolut stå 50 meter fra vognen, kun beskyttet af en plexiglasplade. Da han trykkede på fjernkontrollen røg kuglen afsted, men campingvognen sprang i luften og Alfred fik en splint i hovedet. Efter at neurokirurgerne havde fisket den ud kom han på plejehjem og jeg blev nødt til at tage mig af hans kat.

Starut er den mest besynderlige kat jeg nogensinde har mødt. Alfred fik den som killing og fik at vide at den var en blanding af norsk skovkat, abessinier og forskelligt løst sammenrend. Pelsen var stor og tyk med et rødligt strejf. Det ene øje var blåt, det andet grønt. Straks han blev kønsmoden sprang han ud fra tredie sal og gav anledning til stor ballade i baggården.

Starut flyttede ind til mig og begyndte at kradse mine møbler i stykker. En dag tog jeg ham med i skoven i håbet om at han ville mærke sine norske aner og løbe væk. Det skete ikke. Hele tiden var han i nærheden, ivrigt snusende. Pludselig forsvandt han ind i et tæt egekrat og begyndte kort efter at mjave højt. Larmen var ikke den sædvanlige jamren, men en mjaven jeg aldrig havde hørt før og da kræet ikke ville komme ud blev jeg nødt til at mase mig ind i det tætte buskads. Midt i en lysning rullede Starut rundt mellem de største og flotteste gule kantareller jeg nogensinde havde set. Jeg fyldte min vindjakke og bar begejstret høsten hen til bilen.

I alle mine år på fabrikken tog jeg om sommeren, efter fyraften, et sving om skoven for at stresse af og blive fyldt af den ro det giver af gå rundt mellem sidste års løv, indsnuse duftene og falde ind i stilheden. Og så naturligvis prøve at finde spiselige svampe at berige aftensmaden med. Ofte et utaknemmeligt ærinde fordi svampe er så uberegnelige. Hvor tit har jeg ikke travet en perfekt lokalitet af. Sur bund, sydvendt skråning, mos, lyng og spredte blåbærbuske. Dække bestående af bog, gamle blade og græsarten bølget bunke. Altsammen forudsætninger for at finde den gule kantarel, men som regel uden held. Ofte har jeg grundet over svampenes hemmelighed. Videnskaben kan sætte astronauter af på månen og finde liv på Mars, men ikke tæmme en kantarel. Eller en rørhat. En fuldt udvokset Karl-Johan, rørhattenes konge, producerer på fjorten dage 10 milliarder sporer. Hvis hver eneste udviklede sig til en ny svamp ville høsten fylde et godstog strækkende sig fra Skagen til København. Men det sker ikke, for svampene er udover afhængigheden af temperatur, nedbør og jordbundsforhold i benhård konkurrence med andre svampe. Og så den ukendte faktor som jeg drømte om at finde.

Snart tog jeg Starut med i skoven hver aften. Gemt i tætte krat snusede han sig frem til det ene kantarelskatkammer efter det andet. Efter en uge havde jeg spist stuvede svampe, svampebøffer, svamperisotto og svampegratin og var begyndt at fundere over hvad en svamp egentlig er for en eksistens. En svamp har, modsat højerestående planter, ikke klorofyl og kan derfor ikke, ved fotosyntese, opbygge organisk liv. I stedet har svampene fået rollen som skovbundens økologiske skraldemænd, der spiser døde plantedele og omformer dem til byggesten for andre organismer. Mange svampe er kærester med skovens træer. Nede i den sorte muld forbinder de sig med tynde kapillærer til udvalgte træer og forærer dem vand og næringssalte. Det får et træ, der har en svamp som usynlig partner, til at vokse langt bedre end et træ der står alene. Som tak transporterer træet livsnødvendige vitaminer tilbage til svampen.

Da jeg efter få uger ikke kunne lukke låget til fryseren og samtidig fik ferie genopstod de gamle millionærdrømme og jeg besluttede at blive svampejæger på fuld tid. I industriferien plukkede og solgte jeg 800 kilo førsteklasses kantareller og havde til udbetalingen på mit drømmehus.

Efteråret var vådt og varmt, men da jeg rundede to tons kantareller holdt Starut op med at finde flere. Forklaringen, vidste det sig, var den enkle, at der ikke var flere steder at opdrive, til trods for at tolv procent af Danmark er dækket af skov. Ikke engang halvvejs mod den første million begyndte jeg at resignere og så i ånden at jeg kunne blive nødt til at tære på reserverne: Pengene i Alfreds bankboks.

Penge som absolut ikke var mine og nok heller ikke Alfreds. For hvem havde vundet ? Alfred

kunne ikke bidrage til at afgøre væddemålet og diskrete forespørgsler hos statens observatorier og et privat ufo-institut bragte ikke nyt. Jeg havde derfor, baseret på det faktum at ingen havde set bowlingkuglen falde ned efter affyringen, besluttet at væddemålets afgørelse var udsat indtil videre. Et par spillehajer protesterede voldsomt og fik deres indskud retur, men flertallet accepterede min afgørelse.

Min husleje og mit privatforbrug var steget voldsomt, men jeg følte det under min værdighed at bruge af Alfreds penge. Jeg tror der var endnu en uge tilbage af September måned og dér stod jeg med lommesmerter uden at kunne gøre brug af Staruts talenter. I to dage. Så gik det op for mig at der findes træer i Småland. Uden problemer smuglede jeg Starut til Sverige. Jagten var igang igen og jeg sluttede første sæson med at have plukket fem tons.

Vinteren kom og mit normale vintermismod udeblev for Starut skulle være far. Med Bella, en fin siameser der lillejuleaften fik femlinger. Bella havde kun foragt tilovers for svampe, men hele foråret trænede jeg med killingerne. Tørrede pekingeserhatte på snor. Ringriddersvampe i papkasser. Trøfler skjult i kunstige mus og hver lørdag et drys kantarel i mælken. En aften, under oprydning i Alfreds lejlighed, fandt jeg i en bog en lap papir med en mærkelig tekst. "Geostationær. 218 KHz. 11.59.45. B.S. Ingemann."

Forsommeren var knastør, men endelig fandt jeg og Starut, dagen før Sankt Hansaften, de første bittesmå kantareller. Jeg følte mig lykkelig og anede intet om de mørke skyer der lurede i horisonten.

En for en tog jeg killingerne med i skoven og lod dem lege i nærheden af svampene. Ingen reagerede blot det mindste på de gule spirer og jeg måtte erkende at Staruts første kuld ikke havde arvet deres fars kantarelsnuserinstinkt.

Den danske sommer blev en katastrofe. Dag ud og dag ind bagte solen fra en skyfri himmel og svitsede alt straks det prøvede at komme op af jorden. Heldigvis fik det mellemste og nordlige Sverige store mængder regn og igen smuglede jeg Starut med hinsidan.

Jeg husker turen som var det igår. Den første dag gik godt; Starut opsnusede et område på størrelse med en fodboldbane hvor store flotte kantareller blot ventede på at komme ned i min sæk. På andendagen skete uheldet. Ad snørklede skovveje var vi kørt langt ind i den svenske ødemark. Starut fandt straks et godt svampested og jeg besluttede at plukke dem med det samme mens Starut lagde sig til at sove på en pude af mos. Da der gled en sky for solen plukkede jeg videre en tid, men noget fik mig til at kigge op. Skyen var ikke en sky, men en gigantisk bjørn der stod over mig og i det samme brølede den vildt og rasende. Blodet frøs til is i mine årer og jeg kan huske at jeg følte mig helt tom i hovedet. Langsomt, alt for langsomt, syntes jeg, begyndte min hjerne at komme i omdrejninger. Jeg tænkte på hvordan det ville være at ende på en bjørns middagsbord eller måske som legetøj for dens unger.

Efter brølet blev bjørnen stående over mig. Måske var det første gang den så et menneske. Måske vidste den heller ikke hvad den skulle gøre ? Jeg sad urørlig med begge knæ i jorden. Ud af øjenkrogen kunne jeg ane Starut omkring ti meter væk. Halen, der i forvejen var temmelig busket, var tyk som en træstamme. Men øjnene, både det grønne og det blå, var rolige og jeg følte han prøvede at fortælle mig noget. Jeg ved ikke hvad, men jeg kom til at tænke på min stue hjemme i Danmark. Når alle havde spist aftensmad lagde Starut sig foran pejsen, og mens jeg nød en cognac, rullede han salig om på ryggen.

Langsomt og uden at søge øjenkontakt med bjørnen lagde jeg mig på ryggen i græsset og spekulerede på hvad en bjørneunge sagde når den var allermest veltilfreds. I mangel af bedre ideer gav jeg mig til at lave smaskelyde. Det var svært for min mund var tør som sandpapir. I flere minutter skete der intet bortset fra at jeg kunne mærke at bjørnen iagttog mig. Jeg havde lyst til at rejse mig op og råbe "Jeg holder det ikke ud! Gå nu væk søde rare bjørn!" Men det virkede som en uklog tanke og istedet fortsatte jeg med at rokke fra side til side og smaske som om jeg havde det dejligt.

Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men da noget skrabede mig blidt på hånden vovede jeg det ene øje. Bjørnen var væk og Starut satte sin næse helt hen til min. Det trak i knurhårene, som om han grinede af mig.

Efter at jeg var blevet så rolig at jeg kunne holde begge hænder på rattet lod jeg svampe være svampe og kørte alt hvad remmer og tøj kunne holde tilbage til civilisationen. Et femstjernet svensk hotel var det i hvert fald. Først efter tre dage gik jeg igen uden for en dør og tullede rundt i et skovbryn nær en landsby. Vi fandt ingen svampe, men da vi vendte tilbage til bilen sad der en norsk skovkat på kølerhjælmen. Jeg ved ikke hvor den kom fra, men at det var en enestående yndig kat så jeg straks. Det samme gjorde Starut og mens jeg satte mig ind i bilen gik de sammen ind i skoven. Han vendte sig om en enkelt gang før de forsvandt og jeg kunne mærke at han sagde farvel.

Først da jeg var sikkert hjemme i Danmark gik det for alvor op for mig at jeg havde mistet min bedste arbejdskammerat. Sommeren var frygtelig og selv i de tætteste krat hvor duggen lå længst var kantarellerne små og visne.

Brødrene Løwe tog venligt imod og snart skyllede jeg igen sodavandsflasker fra morgen til aften. I frokostpausen tog jeg ofte Alfreds papirlap frem og grundede over den kryptiske sætning. "Geostationær. 218 KHz. 11.59.45 B.S. Ingemann." Det første ord kunne jeg godt tyde. En satelit som skal sende et tv-program til de samme tv-seere skydes op i 36.000 kilometers højde. På det rigtige tidspunkt sørger en miniature raketmotor for at give satelitten et skub til siden. Derefter følger satelitten med jorden rundt og hænger altid det samme sted til glæde for folk med parabolantenner. Papirlappen havde nok noget med bowlingkuglen at gøre. Kunne oplysningerne bidrage til at afgøre væddemålet ?

Måske var det fordi mit humør var så trist at jeg ikke regnede sammenhængen ud. Weekend efter weekend tilbragte jeg i baggården til Alfreds gamle lejlighed på jagt efter en ny Starut. Flere af kareens vilde katte havde et blåt og et grønt øje og en stor og tyk pels med et rødligt strejf. Men ingen af dem var det mindste interesseret i de lækre svampe jeg diskede op med.

Alfreds lejlighed stod stadig og ventede på at han ved et mirakel skulle blive rask. I et forsøg på at blive istand til at knække kodemeddelelsen gik jeg den minutiøst igennem og fandt mange interessante ting. Især en overdimensioneret tegning af en bowlingkugle, størrelse 16, fangede min opmærksomhed. I hullet hvor man anbringer tommelfingeren var der indtegnet en sprængladning. Alfred havde altså tænkt sig at anbringe kuglen i geostationært kredsløb. I hullerne til de andre fingre var det indtegnet noget krimskrams jeg ikke kunne regne ud hvad var. Den ene halvdel af kuglen var inden affyring blevet beklædt med mono- krystallinske tyndfilm som laver strøm når solen skinner på dem. Hvorfor havde Alfred brug for en solcelle på kuglen ?

Det ensformige arbejde ved samlebåndet og højtryksrenseren begyndte at gå mig på. I elendige svampeår måtte der da være en måde at skaffe svampe på. Videnskaben kan sætte astronauter af på månen og finde liv på Mars, men ikke tæmme en kantarel.

En nat jeg ikke kunne sove og lå og talte champignoner, slog ideen ned i mig: Ligesom blomster skal bestøves, måtte en faktor, som et insekt bidrog med, være afgørende for om kantarellen kunne vokse. Men hvilket insekt ?

Jeg lagde planer allerede næste dag. Kantareller findes i et bredt bælte over hele kloden. Altså var det nok et insekt, der kom langt omkring. Jeg begyndte med sommerfugle og nåede frem til, at blandt sommerfuglene var takvingefamilien den mest interessante. I hele verden findes der 5000 takvinger, hvoraf 100 arter lever i Europa. Admiraltakvingen var særlig spændende, fordi den trækker helt fra Afrika til Nordkap.

Mit hus ligger i en skov med gamle bøgetræer. En annonce i avisen efter selvdøde admiraler gav et pænt udbytte og omhyggeligt spredte jeg dem ud i skovbunden rundt om træerne. To dage efter fandt jeg på biblioteket en artikel, hvori en Spanier fortalte, at han havde forsøgt med samme metode uden held.

På sodavandsfabrikken var der travlt. Solen skinnede og skinnede, forbruget af sodavand steg og steg og brødrene Løwe var glade og forærede medarbejderne en udendørs svømmepøl.

Jeg surmulede indendøre og gik ikke længere over i kantinen og spiste frokost med de andre. Min egen skov kunstvandede jeg, men hvad nytte var det til. Kun et mirakel kunne forhindre, at jeg resten af livet måtte skylle Havanesere, cigaretskod og det der er værre ud af tomme flasker.

I frokostpausen lyttede jeg som altid til vejrmeldingen på langbølge og København havde rekord i antal solskinstimer. Uden at jeg bemærkede det, blev batterierne i transistorradioen svagere og svagere og langsomt begyndte frekvensen at skride. Kalundborg langbølgesender forsvandt ikke helt og jeg ænsede ikke, at jeg sammen med fiskerinoteringen og vejrmeldingen, begyndte at høre Radio Moskva, der bruger frekvensen ved siden af Kalundborgsenderen. Når jeg tænker tilbage, tror jeg, at melodien havde været der i flere dage, uden at jeg forbandt den med noget betydningsfuldt. Men en dag, mens jeg skyllede en leverpostejmad ned med en Løwe sodavand, fik jeg mit livs største overraskelse. Både den danske vejroplæser og den russiske speaker var holdt op med at tale og fra radioen kom blot enkelte knitrelyde fra fjerne tordenvejr. Lige før klokken tolv klimtede ganske svagt de første toner af melodien til Dejlig er Jorden. Højst i ti sekunder så blev der stille igen, hvorefter rådhusklokkerne begyndte. Jeg troede ikke mine egne ører, men næste dag gentog det sig og jeg vidste at Alfred havde vundet sit livs sidste væddemål. Jeg indkaldte deltagerne og selvklart var der dem der påstod, at jeg selv havde skrevet sedlen. "Geostationær. 218 Khz. 11.59.45. B.S. Ingemann." Og selvfølgelig var der også dem, der påstod, at jeg selv havde arrangeret, at der hver dag lige før middagsklokkerne på langbølgebåndet lyder de første strofer til B.S.Ingemanns gamle julesalme. Men protesterne stoppede, da det viste sig, at signalet kan høres over hele landet og kommer fra oven.

På Alfreds vegne indkasserede jeg gevinsten og investerede den i insekter fra hele verden, som jeg omhyggeligt, i nøje afmålte kvadrater, anbragte under bøgetræerne på en sydvendt skråning med lyngtotter og blåbærbuske. Nogle af insekterne havde jeg på forhånd ikke meget tiltro til. Det oversteg min fantasi at Dansemyg, Coloradobiller, Husbukke eller Væggelus kunne have betydning for kantarellens formering. Men de fik en plads hver.

Vinteren gik uendeligt langsomt og jeg sad tit i vinduet og kiggede ind i skoven. Håbet var lysegrønt, men hvilket insekt kunne frelse mig fra at skylle Havanesere, cigaretskod og det der er værre ud af tomme flasker ? Ørentvister, skovkakerlakker, pubberøvere ? Valsehjorte, gransnudebiller eller mariehøner ?

En ny sommer kom og en dag i juni kravlede jeg rundt med et forstørrelsesglas under bøgetræerne. På kvadraten, hvor jeg havde strøet spansk flue, kiggede den giftige hjelmhat frem og i firkanten, hvor jeg havde anbragt nonnerne, en af europas frygtede skovødelæggende sommerfuglearter, voksede en panter fluesvamp frem. På området med trehornede skarnbasser tittede to kantareller frem. Spændt kravlede jeg videre. På kvadrat nummer 714 havde jeg strøet biller med det fine latinske navn Meligethes aenus. En såre almindelig bille der tiltrækkes af gule farver og som på dansk kaldes glimmerbøsse. Det kan nok være at jeg gjorde store øjne. Hele arealet var fyldt med små kantareller.

Nogle mennesker hører morgenandagten og har hvide Italienere i baghaven. Ikke jeg. I min kælder dyrker jeg glimmerbøsser. I baghaven og i skoven vokser de flotteste kantareller, jeg kender. Alfred er blevet mindre vred og bor i et hus ved siden af mit. Midt på dagen, når solen står højest på himlen, sætter vi os ud på bænken under bøgetræet og tænder for transistorradioen. Når kuglen har slået melodien an gjalder vores stemmer ud over skoven. Dejlig er jorden.  

Hør forfatteren

Tønnes Hilden læser et uddrag fra sin kommende roman
Lyt
For at høre oplæsningen er det nødvendigt med en RealAudio Player 3.0 eller højere, som kan hentes fra RealAudios downloadside.