Thøger Jensen er født i 1960 i landsbyen Næsbjerg ved Varde. Han har siden boet utallige steder i provinsen. Stråhatten er desværre gået tabt, han glemte den i et regionaltog på Svendborgbanen efter at have været lokalbedøvet i Stenstrup, hvor han af historiske grunde gik til tandlæge i meget lang tid.
Thøger Jensen er meget omhyggelig med ikke at komme til at skrive for tykke bøger. “De ultimative godnathistorier for dem der plejer at falde i søvn på side 2,” skrev en anmelder om debutnovellerne i 1998. Hans læsere enten griner, græder eller græmmes. Rygtet siger at en rasende skolelærer fra Nr. Åby engang rev en af bøgerne over i henholdsvis 20 og 28 sider.
Sin evne til at luge ud og skære det overflødige væk vedligeholder Thøger Jensen ikke mindst i folks haver. Efter at have tilbragt et par år på Hebriderne har han nu søgt læ i Århus, hvor han bl.a. fører sig frem som autodidakt freelancegartner. Efter sigende er et af Thøger Jensens største ønsker at komme til at eje en Toyota HiAce for lettere at kunne transportere sine haveredskaber, da disse flere gange har været årsag til tumultagtige scener i Århus Sporvejes bybusser.
Forbløffelsen var stor, da en lystsejlende læser i fjor i Aalborg Bugt kom på noget nær kollisionskurs med Thøger Jensen. I silende regn og modvind sad forfatteren sammenbidt og målrettet ved roret på Acton Fris og Johannes Larsens gamle ekspeditionsskib ”Rylen”. Det er stadig usikkert, hvad han egentlig foretog sig ombord på det skib, ud over at styre efter Dokkedal Banke. En sømandsroman? Hårdt presset har han efterfølgende lovet en bibliotekar i Kerteminde, at et eventuelt sådant værk fra hans hånd på ingen måde vil blive for langt, snarere ret kort.
Foto: Kurt Johansen
Oprindelig publiceret ForfatterNet Ringkøbing amt - 26. juni 2001
Bøger
Inspiration
”Med hensyn til de fremskridt, der er nødvendige at gøre, har man kun naturen at holde sig til.”
(Paul Cézanne)
"Forholdet til naturen kan naturligvis ikke måle sig med forholdet til kvindekønnet, men man kan ikke undvære det."
(Peter Seeberg)
Priser og legater
1998: Peder Kjærgaard Jensen og hustrus legat
1998: Litteraturrådet, arbejdslegat
2000: Statens Kunstfond, arbejdslegat
2000: Litteraturrådet, udbredelsesstøtte
2002: Statens Kunstfond, arbejdslegat
2003: Kunstrådet, Århus Kommune, projektstøtte
2003: Statens Kunstfond, arbejdslegat
2004: Litteraturrådet, arbejdslegat
2004: Villys Vinbars litteraturpris
2005: Madame Hollatz' legat
2006: Litteraturrådet, arbejdslegat
2006: Statens Kunstfond, arbejdslegat
2007: Kunstrådets litteraturudvalg, arbejdslegat
2007: Harald Kidde og Astrid Ehrencon-Kiddes fond, hæderslegat
2007: Statens Kunstfond, arbejdslegat
2008: Statens Kunstfond, arbejdslegat
2009: Statens Kunstfond, arbejdslegat
2010: Statens Kunstfond, arbejdslegat
smag på bøgerne – en bid om dagen