Suzanne Brøgger

Suzanne Brøgger er født i 1944 i København og debuterede i 1973 med essaysamlingen Fri os fra kærligheden, der handler om kvinder, kønsroller og seksualitet. Læs mere om Brøgger i Louise Zeuthens biografi Krukke fra 2014.

'Koral,' udgivet i  2017, nyfortolker et fatalt kærlighedsforhold fra 70'erne, samtidig med at den tematiserer årtiets forskellige strømninger. Romanen er en sammenskrivning af tre af Brøggers tidligere romaner, 'JA.' 'Creme fraiche'og 'Transparance,' og hun har kortet de tre romaners tilsammen over 1000 sider ned til under 500, og nogle af de elementer, der er forsvundet undervejs, er den ellers kendetegnende ironi og sorte humor. Tilbage står et realistisk og usentimentalt billede af kærligheden, som Brøgger oplevede den.

I forbindelse med Brøggers 70 års fødselsdag i 2014 udkom SZ - Et livs billeder 1944-2014.  Bogen er en samling af billeder og illustrationer, som hun selv har samlet. På trods af at bogen tydeligt er Brøggers egen selviscenesættelse og derfor ikke kan læses alene som en biografi, understøtter den hendes rolle som kosmopolitisk kulturpersonlighed gennem tiden.

Til T (2013) er et eksperimenterende og lyrisk portæt af en  dysfunktionel familie fra 1950'erne, hvor alle familiemedlemmerne har navne efter Peter Plys' univers. Romanen eksemplificerer den moderne familie, hvor der gennem forholdet mellem individet og familien som institution arbejdes med emner som kønsroller, seksualitet, feminisme og magtesløshed.

'Jeg har set den gamle verden forsvinde - hvor er mine øreringe' (2010) er en samling af breve fra værkets protagonist Fru Z til prinsen af Mogadonien, hvori hun ud fra sit gammeldags humanistiske synspunkt tilkendegiver sin mening om tiden. Fru Z beskriver tidens middelmådighed uden sorg eller afsky, men med en undren og medlidenhed. Brevene bliver en opsang og klage til landet Mogadonien, der dog har flere ligheder med Danmark, samt et ønske om ændringer af de nuværende samfundstilstande.

Den genremæssige blanding af dagbog, erindringer, danmarkshistorie og samfundskommentarer fra 2007, Sølve, beskriver med humor og livskløgt livet på landet nær egnen Løve fra Stenalderen til i dag. Bogen er på humoristisk vis fyldt med sjove anekdoter og kløgtige betragtninger fra livet på egnen, hvor Brøgger boede i sine tyvere.

I Linda Evangelista Olsen (2002) forsætter Brøgger sin kattemetaforer kendt fra blandt andet familiedramaet 'Jadekatten.' I 'Linda Evengelista Olsen' menes katten Linda at være en reinkarnation af forfatterens mor. Portrættet af moren gennem katten er både vittigt og distanceret, men skjuler dog ikke vreden og fortvivlelsen over den angst, som morens mange selvmordsforsøg medfører. Romanen tematiserer især kvindelighed og moderrollen afspejlet i kattens væsen. Se evt. Litteratursidens liste over bøger med dyr.

i 1999 udkommer digtsamlingen Lotusøje med korte, stramt komponerede digte, der tager afsæt i de japanske Haiku, der bruger sanseindtryk fra naturen til eftertænksomhed. Digtsamlingen er en smule "u-Brøggersk," men passer dog alligevel ind i forfatterskabet med sin dybe indsigt og refleksioner.

Romanen 'Jadekatten' fra 1997 er en slægtsfortælling i fire generationer om den dysfunktionelle, jødiske familie Løvin. Brøgger gør særligt brug af dyremetaforer i romanens tematiseringer af mennesket og identitet, og især katten bliver symbol på kvindelighed, erotik, moderskab, død og forfatterroller. Læs en uddybende analyse af værket.

'Transparence' (1993) er den tredje del af føljetonen, der tager udgangspunkt i Brøggers eget liv og opvækst. Det er en selvbiografisk beretning om de personlige omkostninger ved altid at opfylde andres ønsker om at nå en forløsning i de dagligdags gøremål. Se mere om de kvindelige fyrtårne i dansk litteratur her.

Anden del af føljetonen, der begynder med 'Creme fraiche' er 'JA' fra 1984. Romanen er en selvbiografisk fortælling om en kvinde, der trods et brud efter et kompliceret kærlighedsforhold ender med at få en ny tro på livet, tilværelsen og ikke mindst kærligheden.

I 'En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege' fra 1979 forlader Brøgger den glitrende overflade fra 'Creme fraiche' til fordel for Vester Løve ved Slagelse. Her skildrer hun det stille landbyliv gennem en hverdagsrealisme, hvori de præcise registreringer af et genkendeligt miljø giver plads til dybe overvejelser om angst og døden.

Hvor 'Fri os fra kærligheden' var Brøggers debutroman, så var Creme fraiche (1978) hendes kommercielle gennembrud. På mange måder er værket den introduktion til forfatteren og forklaringen på hendes utraditionelle livssyn, som man godt kunne savne i debutværket. 'Creme fraiche' er en åbenhjertig, selvbiografisk roman, der tager udgangspunkt i Brøggers egen opvækst og baggrund. Romanen er første del af en føljeton, der sammen med 'JA' og 'Transparence' tematiserer de selvbiografiske elementer og fiktion for at fortsætte fokuset fra debuten på kønsroller, identitet og ikke mindst seksualitet, dog her med udgangspunkt i forfatterens egne oplevelser. Litteratursidens anmelder skriver om værket: "For Suzanne Brøgger er livet og fiktionen ikke to forskellige verdener. Hun skriver sin egen historie, sit eget liv, og så alligevel. 'Creme fraiche' er en roman og ikke en selvbiografi. Hovedpersonen er en litterær figur, en litterær iscenesættelse af forfatteren, og det er det, der er så fint og elegant ved Suzanne Brøggers romaner."  Læs en analyse af værket.

'Kærlighedens veje og vildveje,' udgivet 1975, fortsætter hvor 'Fri os fra kærligheden' slap, med selvbiografiske essays, korte fiktive afsnit og interviews om kærlighed, kønsroller og seksualitet, samtidig med at den opbygger en ny form for kærlighedsdannelse.

Brøggers debut Fri os fra kærligheden fra 1973 er med sine essays, der omhandler seksualitet, kønsroller og kvinden i det moderne samfund blevet et hovedværk i feministiske kredse. Essaysamlingen sprudler af humor og medmenneskelighed og er ualmindeligt velskrevet og veloplagt i sin analyse af tidens menneskesyn set ud fra et feministisk og ikke mindst kvindeligt synspunkt.

Brøgger skriver om sig selv på ForfatterNet Ringsted d. 3. november 1999: 

Er vokset op I Colombo, Sri Lanka, Bangkok og Silkeborg. Studier på Københavns universitet. Jeg tjente til mine studier ved film-teater og modelarbejde.
Takket være en rodløs opvækst levede jeg mere og mere af mit egentlige
liv gennem skriften. Korrespondancer, breve og dagbøger.

Gradvis blev mit liv til skrift. Det er en hård, ensom og nydelsesfuld vej. Jeg øvede mig på at skrive for offentligheden ved at publicere småting i aviser. Features, interviews, krigs- og rejse-reportager. Jeg fik i den forbindelse en henvendelse fra et lille forlag, som tilbød at udgive en bog af mig, når tiden var inde.
Jeg havde altid forestillet mig, at man som forfatter nødvendigvis måtte skrive i de eksisterende genrer. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at man kunne skrive noget "andet". Så jeg øvede mig på at skrive digte og romaner. Men det sagde mig egentlig ikke noget. Indtil en dag jeg gik og støvsugede. Da slukkede jeg lige for afbryderen og skrev en
bog ned på fem minutter. Det var"Fri os fra kærligheden", min debut, 1973. Den er oversat til henved tyve sprog.
Siden da har alle mine bøger bevæget sig på et usikkert sted mellem fiktion og virkelighed, essay og roman.

Jeg har rejst meget i det meste af verden, jeg har brug for verden for at kunne skrive. Men alle mine bøger er skrevet i det samme værelse med udsigt til en vestsjællandsk mose.

Jeg har skrevet henved 20 bøger, som tilsammen er oversat til godt tyve sprog.
Af dem er jeg gladest for "Creme fraiche" 1978 ( inspireret af Henry Miller).
Det er en bog, hvor min egen alder og en enestående historisk periode falder sammen. Den er oversat til bl.a lettisk og japansk.
"En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege" (1979) er en
mystikers bekendelser kamoufleret som en dagbog omhandlende flæskesteg og bankospil.
"Tone" (1981) er en trøst til alle mennesker til alle tider.

Foto: Linda Kastrup

Debut: 
1973
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Suzanne Brøgger - Læs forfatteren
Suzanne Brøgger har den 7 april, 1999 skrevet nedenstående til forfatternet.

Piloten gør det klart, at han ikke ønsker at bidrage til min historie.
Altså, historien om Thailands udvikling. Måske vil han bare ligge og
tænke over dengang han kommanderede luftrummet over Vietnam eller ligge
og tælle sine skibe, der sejler under Costa Ricas flag. Jeg skal ikke
forstyrre. Han har i stedet henvist til Bill Heinicke, "den mand, der
ejer Thailand", og som jeg sandsynligvis har gået i skole med i Bangkok.
For Heinicke er jævnaldrende, amerikaner, født i Thailand, og dengang
var der kun én international skole. Ejer Thailand er måske så meget
sagt. Det er vist kun pizzahytter og hotelkæder, har harm bl.a. det
hotel, vi bor på, hvor han lige har checket ind, hører man. Efter at
have scuba diving i Burma. Rygtes det. Hvis jeg er heldig, får jeg at
vide, kan jeg måske fange ham ved morgenmaden. Den store mands
eventuelle tilstedeværelse føles bogstavelig talt som en tumult i
luften, og det er ikke engang løgn, for Heinicke er kommet for at "tage
helikopterlektioner", hedder det sig, altså flyve rundt i luften for sin
fornøjelses skyld. Helikopterflyvning er ellers ikke tilladt i Thailand
udenfor militæret.
Næste morgen står jeg, efter direktørens råd, tidligt op i tilfælde af
at den mand, der ejer Thailand kommer forbi i restauranten for at drikke
sin morgenkaffe. Jeg går hen til en pæn mand i skjorte, som sætter sig
alene ved et bord og spørger om han er Bill Heinicke. Nej, siger han og
ser helt forskrækket ud. Så spørger jeg hoteldirektøren, hvor Mr.
Heinicke bliver af, om han allerede har spist sin morgenmad. Direktøren,
schweizer, lægger ansigtet i alvorlige folder: Mr. Heinicke har været på
dykkertur i Burma og nu skal han ha´sine helikopterlektioner. Jo, det
har jeg hørt, men skal han ikke ha´ morgenmad ?
Direktøren lover at lægge en besked til Mr. Heinicke, og så vil han,
Direktøren, ringe tilbage til mig. Kl. 10.30. Jeg går tilbage til mit
værelse og venter. 10.15 ringer direktøren: Mr. Heinicke har meget
travlt og droppet sin aftale med direktøren. Men Mr. Heinicke kommer
formentlig tilbage til hotellet for at hente sin baggage, så hvis jeg er
i lobbyen mellem kl. 11 og kl. 11.15, så kan jeg måske "fange ham".
Men hvorfor i alverden skal jeg "fange" Mr. Heinicke ?
Imens hører jeg en underlig snurren i luften. Det er selvsamme
Heinicke, der cirkler rundt oppe i himlen over sine områder og den
"guldskyskraber", han har installeret sin mor i. Motorlyden i luften,
der hele tiden ebber ud i det fjerne for at vende drønende tilbage lige
over hovedet på én i stadig stigende støjende cirkler, føles efterhånden
enerverende. Hvad skal jeg med den mand? Jeg troede, jeg bare skulle
møde en gammel skolekammerat med en pizzahytte, som jeg kunne snakke med
om Thailands udvikling, men nu føler jeg mig efterhånden som en
udlænding, der er kommet til Danmark og har fundet ud af, at det kunne
være meget skægt at møde Mærsk McKinney Møller:"cause I have heard so
much about you !"
Kl. 11cirkler helikopteren stadig i luften, da jeg gør mig klar til at
bevæge mig op i lobbyen for at møde - Gud ! - må det efterhånden være.
Efter virkningen her på stedet at dømme. Magten i luften. Jeg sætter mig
til rette i kurvestolen og giver mig til at læse en forbløffende
historie i avisen, stadig med helikopterlyden lige over hovedet.
Hendes kongelige Højhed Begum Wilayat Mahal, som døde for fem år siden,
prøvede forgæves at presse Den indiske regering til at returnere
slægtens familiebesiddelser til hende. Da dette mislykkedes flyttede
hun, som hævn på verden, ind på en jernbanestation i Delhis centrum med
et følge af 13 bidske hunde, syv nepalesiske tjenere og to børn. Hun
henslæbte ti år på stationen, heraf 32 måneder på selve perronen. For
at blive kvinden kvit tildelte man hende en ruin af et palads, med
flagermus foroven, slanger og skorpioner forneden. Hendes højhed
dekreterede nu, at familiens offentlige protest skulle opfølges af et
afsondret liv i elendighed. Påtrængende plageånder ville blive skudt,
hvis de nærmede sig, lød de advarende skiltene. Men afsondretheden betød
ikke nødvendigvis sikkerhed. En nat trængte fremmede ind og forgiftede
syv af hendes vagthunde og rendte med resterne af slægtens sølvtøj.
Hendes Højhed tog sit eget liv ved hjælp af"tavshedens drik", en
berusende mixtur, der inkluderede de pulveriserede rester af familiens
perler og diamanter.
Børnene, prinsen og prinsessen, lagde deres døde mor på en sten og sov
på hver sin side af hende, hvilket de aldrig havde vovet, dengang hun
levede. De balsamerede hende selv, idet de sørgede for at holde Hendes
Højheds hoved højt hævet på en brokade pude. Desværre viste den
esoteriske balsameringsopskrift ikke at holde ord. Kun det ydre af
moderen var intakt. Hele hendes indre viste sig at være pilråddent. Det
var nødvendigt at ty til kremering, selvom prinsessen vægrer sig ved at
tage så lavt et ord i sin mund. "Hvad vi gjorde var at overgive Hendes
Højhed til den hellige flamme."
Siden moderen døde, har datteren ikke bevæget sig ud af stedet eller
redt sit hår: "Jeg har gennemskuet, at denne verden er forblændelse, den
ondsindede natur fryder sig over vor fortabelse, så jeg begærer intet,
ønsker intet. Vi er de levende dødes Dynasti".
Nu dukker hoteldirektøren op og spørger om ikke Mrs. Heninicke har
ringet til mig ?
-Næ, det tror jeg ikke.
-For desværre kommer Mr. Heinicke slet ikke tlbage til hotellet. Så
snart han er færdig med sin helikopter-lektion går han direkte over i
sin flyvemaskine og ta´r tilbage til Bangkok.
Var det mon piloten, der gav ham flyvetimer ?
Næ, det var det ikke. For nu stod piloten pludselig - med et rødt
inficeret øje - i lobbyen, og i løbet af få sekunder var han væk med
det, jeg antog for at være Mrs. Heinickes baggage. En velholdt
midaldrende dame fulgte efter.
Lidt senere spurgte vice-direktøren: -Har De fået talt med Mr.
Heinicke?
-Næ.
-Nej, for han spiste morgenmad allerede klokken syv for at tage sine
helikopterlektioner.
Senere på formiddagen spurgte vor venlige servitrice: Mødte De Mr.
Heinicke ?
-Nej. og hvad skal jeg også møde ham for ? var jeg efterhånden lige ved
at sige.
-Det var en skam, for han kom og spiste morgenmad lige efter De var
gået, Madame.

*  

Inspiration

HC. Andersen, Søren Kierkegaard, Dostojevskij, Karen Blixen, Henrik
Pontoppidan, Henry Miller, Milan Kundera, Meister Eckardt, Buddhadasa.
The New Yorker  

Se også