Suzanne Brøgger - Læs forfatteren
Suzanne Brøgger har den 7 april, 1999 skrevet nedenstående til forfatternet.
Piloten gør det klart, at han ikke ønsker at bidrage til min historie.
Altså, historien om Thailands udvikling. Måske vil han bare ligge og
tænke over dengang han kommanderede luftrummet over Vietnam eller ligge
og tælle sine skibe, der sejler under Costa Ricas flag. Jeg skal ikke
forstyrre. Han har i stedet henvist til Bill Heinicke, "den mand, der
ejer Thailand", og som jeg sandsynligvis har gået i skole med i Bangkok.
For Heinicke er jævnaldrende, amerikaner, født i Thailand, og dengang
var der kun én international skole. Ejer Thailand er måske så meget
sagt. Det er vist kun pizzahytter og hotelkæder, har harm bl.a. det
hotel, vi bor på, hvor han lige har checket ind, hører man. Efter at
have scuba diving i Burma. Rygtes det. Hvis jeg er heldig, får jeg at
vide, kan jeg måske fange ham ved morgenmaden. Den store mands
eventuelle tilstedeværelse føles bogstavelig talt som en tumult i
luften, og det er ikke engang løgn, for Heinicke er kommet for at "tage
helikopterlektioner", hedder det sig, altså flyve rundt i luften for sin
fornøjelses skyld. Helikopterflyvning er ellers ikke tilladt i Thailand
udenfor militæret.
Næste morgen står jeg, efter direktørens råd, tidligt op i tilfælde af
at den mand, der ejer Thailand kommer forbi i restauranten for at drikke
sin morgenkaffe. Jeg går hen til en pæn mand i skjorte, som sætter sig
alene ved et bord og spørger om han er Bill Heinicke. Nej, siger han og
ser helt forskrækket ud. Så spørger jeg hoteldirektøren, hvor Mr.
Heinicke bliver af, om han allerede har spist sin morgenmad. Direktøren,
schweizer, lægger ansigtet i alvorlige folder: Mr. Heinicke har været på
dykkertur i Burma og nu skal han ha´sine helikopterlektioner. Jo, det
har jeg hørt, men skal han ikke ha´ morgenmad ?
Direktøren lover at lægge en besked til Mr. Heinicke, og så vil han,
Direktøren, ringe tilbage til mig. Kl. 10.30. Jeg går tilbage til mit
værelse og venter. 10.15 ringer direktøren: Mr. Heinicke har meget
travlt og droppet sin aftale med direktøren. Men Mr. Heinicke kommer
formentlig tilbage til hotellet for at hente sin baggage, så hvis jeg er
i lobbyen mellem kl. 11 og kl. 11.15, så kan jeg måske "fange ham".
Men hvorfor i alverden skal jeg "fange" Mr. Heinicke ?
Imens hører jeg en underlig snurren i luften. Det er selvsamme
Heinicke, der cirkler rundt oppe i himlen over sine områder og den
"guldskyskraber", han har installeret sin mor i. Motorlyden i luften,
der hele tiden ebber ud i det fjerne for at vende drønende tilbage lige
over hovedet på én i stadig stigende støjende cirkler, føles efterhånden
enerverende. Hvad skal jeg med den mand? Jeg troede, jeg bare skulle
møde en gammel skolekammerat med en pizzahytte, som jeg kunne snakke med
om Thailands udvikling, men nu føler jeg mig efterhånden som en
udlænding, der er kommet til Danmark og har fundet ud af, at det kunne
være meget skægt at møde Mærsk McKinney Møller:"cause I have heard so
much about you !"
Kl. 11cirkler helikopteren stadig i luften, da jeg gør mig klar til at
bevæge mig op i lobbyen for at møde - Gud ! - må det efterhånden være.
Efter virkningen her på stedet at dømme. Magten i luften. Jeg sætter mig
til rette i kurvestolen og giver mig til at læse en forbløffende
historie i avisen, stadig med helikopterlyden lige over hovedet.
Hendes kongelige Højhed Begum Wilayat Mahal, som døde for fem år siden,
prøvede forgæves at presse Den indiske regering til at returnere
slægtens familiebesiddelser til hende. Da dette mislykkedes flyttede
hun, som hævn på verden, ind på en jernbanestation i Delhis centrum med
et følge af 13 bidske hunde, syv nepalesiske tjenere og to børn. Hun
henslæbte ti år på stationen, heraf 32 måneder på selve perronen. For
at blive kvinden kvit tildelte man hende en ruin af et palads, med
flagermus foroven, slanger og skorpioner forneden. Hendes højhed
dekreterede nu, at familiens offentlige protest skulle opfølges af et
afsondret liv i elendighed. Påtrængende plageånder ville blive skudt,
hvis de nærmede sig, lød de advarende skiltene. Men afsondretheden betød
ikke nødvendigvis sikkerhed. En nat trængte fremmede ind og forgiftede
syv af hendes vagthunde og rendte med resterne af slægtens sølvtøj.
Hendes Højhed tog sit eget liv ved hjælp af"tavshedens drik", en
berusende mixtur, der inkluderede de pulveriserede rester af familiens
perler og diamanter.
Børnene, prinsen og prinsessen, lagde deres døde mor på en sten og sov
på hver sin side af hende, hvilket de aldrig havde vovet, dengang hun
levede. De balsamerede hende selv, idet de sørgede for at holde Hendes
Højheds hoved højt hævet på en brokade pude. Desværre viste den
esoteriske balsameringsopskrift ikke at holde ord. Kun det ydre af
moderen var intakt. Hele hendes indre viste sig at være pilråddent. Det
var nødvendigt at ty til kremering, selvom prinsessen vægrer sig ved at
tage så lavt et ord i sin mund. "Hvad vi gjorde var at overgive Hendes
Højhed til den hellige flamme."
Siden moderen døde, har datteren ikke bevæget sig ud af stedet eller
redt sit hår: "Jeg har gennemskuet, at denne verden er forblændelse, den
ondsindede natur fryder sig over vor fortabelse, så jeg begærer intet,
ønsker intet. Vi er de levende dødes Dynasti".
Nu dukker hoteldirektøren op og spørger om ikke Mrs. Heninicke har
ringet til mig ?
-Næ, det tror jeg ikke.
-For desværre kommer Mr. Heinicke slet ikke tlbage til hotellet. Så
snart han er færdig med sin helikopter-lektion går han direkte over i
sin flyvemaskine og ta´r tilbage til Bangkok.
Var det mon piloten, der gav ham flyvetimer ?
Næ, det var det ikke. For nu stod piloten pludselig - med et rødt
inficeret øje - i lobbyen, og i løbet af få sekunder var han væk med
det, jeg antog for at være Mrs. Heinickes baggage. En velholdt
midaldrende dame fulgte efter.
Lidt senere spurgte vice-direktøren: -Har De fået talt med Mr.
Heinicke?
-Næ.
-Nej, for han spiste morgenmad allerede klokken syv for at tage sine
helikopterlektioner.
Senere på formiddagen spurgte vor venlige servitrice: Mødte De Mr.
Heinicke ?
-Nej. og hvad skal jeg også møde ham for ? var jeg efterhånden lige ved
at sige.
-Det var en skam, for han kom og spiste morgenmad lige efter De var
gået, Madame.
*
