Sommeren 2003 optog vi en række Ushi Heiko programmer inde på Royal Hotel i København. Om morgenen når jeg ankom, satte jeg min cykel i gårdens cykelskur bag hotellet. Senere, da vi var færdige og programmerne sendt, fik jeg pludselig den tanke: Tænk, hvis man fandt et lig i det cykelskur, og tænk, hvis det viste sig at være en journalist, der havde haft næsen for langt fremme! Det var nogle af de første tanker, jeg gjorde mig, inden romanen Grønt støv tog form.

Jeg bliver oftest inspireret af aktuelle ting der sker i tiden, steder jeg har været, brudstykker jeg opsnapper og personer jeg møder. Og så har jeg lagt mærke til, at den der: Tænk nu hvis … dukker op med jævne mellemrum, og så begynder jeg at digte videre, og pludselig tegner der sig et omrids af en historie.

Selvfølgelig henter jeg også inspiration i det, jeg læser eller ser på tv. Når jeg læser, er det mest for at blive underholdt, og jeg skriver også for at underholde. Noget af det der har fascineret mig, gennem de bøger jeg har læst, er politiets arbejde. Det går helt tilbage til Maria Lang, Sjöwall og Wahlöö, Ed McBain med station 87 og hans newyorker helt, Steve Carella. Selvfølgelig også Adam Dalgliesh, Morse og alle de andre hovedpersoner, man uundgåeligt kender, når man elsker krimigenren. Og det har sikkert ligget i baghovedet, da jeg besluttede at skive en politiroman. Men ideerne til handlingen kommer alle steder fra. Under min research til Grønt støv fortalte en retsmediciner mig noget, som straks inspirerede mig til, hvad Kald mig Prinsesse kom til at handle om. Selvom jeg slet ikke gik med de overvejelser på det tidspunkt, men det han sagde, fik mig igen til at tænke: Tænk nu hvis… Det kom ikke helt så let, da jeg skulle i gang med min seneste roman ”Kun ét liv”. Jeg nåede lige at overveje, at det kunne være at der slet ikke kom flere! Men så var jeg inde og drikke kaffe i Afdeling A og ugen efter mødtes jeg med en kriminalkommissær i Rigspolitiets Rejsehold, og under den samtale fik han inspireret mig nok til at det så småt begyndte at boble igen.

Hele 2006 har jeg arbejdet på ”Kun ét liv” og stort set ikke lavet andet, først med hele researchdelen, siden skrive-processen og til sidst redigeringsarbejdet sammen med min redaktør. Det er en ret fantastisk fornemmelse at sidde med den færdige bog i hånden for selvom der er gået et år, kan jeg sagtens huske hvordan følelsen var da jeg sad foran skærmen med et nyt tomt dokument og tænkte: Kommer der mon nogensinde en bog ud af det?