Ruben Palma

Jeg blev født i 1954, i Santiago, Chiles hovedstad. Jeg voksede op i Población San Joaquín, som på den tid var et af byens mest berygtede arbejderkvarterere; et gigantisk område med tusinder af sociale boliger, hvor hverdagen tegnede elendigheden med grusom tydelighed.

Som ung mand troede jeg, at samfundet kunne ændres, eller laves helt om, i løbet af ganske kort tid. Denne tro, som med rette kan kaldes idealistisk, var årsagen til at jeg i 1974, og efter et blodigt militærkup, måtte flygte fra Chile. Ved hjælp af en international hjælpeorganisation lykkedes det mig at rejse til Argentina. Og i Buenos Aires, takket være en engel af dansk konsul og de Forenede Nationer, fik jeg mulighed for at rejse til Danmark. I August 1974, satte jeg for første gang mine fødder i København. Jeg var 19 år.
Ankomsten til Danmark var en uforglemmelig oplevelse. Set med mine sydamerikanske øjne var jeg ikke ankommet til et land, men til en utopi... en drøm ! Den sociale retfærdighed og de høje moralske værdier, imponerede mig. Naturligvis, som årene er gået, er min første begejstring falmet en del, men jeg synes stadig Danmark et privilegeret land og et godt sted at bo i.

Jeg har haft alskens beskæftigelser; fabriksarbejder, studerende, rengøringsassistent, rejsebureaumedarbejder, fabriks- og havnearbejder, og meget mere. De sidste femten år har jeg arbejdet i asylcentret Sandholmlejren, ved Dansk Røde Kors.

I 1985 besluttede jeg mig til at skrive; tanker, følelser; fiktion, ja, hvad som helst. Og eftersom jeg boede i Danmark faldt det mig naturligt, at det sprog jeg skulle udtrykke mig på måtte være dansk. Jeg havde aldrig før forsøgt mig som skribent; ikke engang på spansk, mit eget sprog. Dette til trods var mine begyndelser på dansk heldige. I 1986 vandt jeg en af de tre første præmier ved Politikens kronikkonkurrence med indlægget Os og Vidunderet. Det var det allerførste, jeg nogensinde havde skrevet og præmien, forståeligvis, opmuntrede mig til at forbedre mit danske sprog. Senere gav jeg mig mod og disciplin til at skrive en roman; det blev Brevet til Danmark, min første udgivelse, som udkom i 1989 på forlaget Hjulet.


Oprindelig publiceret ForfatterNet Østerbro - 12. september 2000  

Debut: 
1990
Land: 
Chile

Bøger

  • "Fra lufthavn til lufthavn - og andre indvandrerfortællinger" af Rubén Palma

    Bogens forside

    Noveller som skildrer den chilenske flygtnings møde med Danmark, med let surrealistisk humor, ømhed og realisme

    Udgivet: 
    2001
    Forlag: 
    Højbjerg : Hovedland
    Sidetal: 
    189
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Møder med Danmark" af Rubén Palma

    Originaludgave: 1993
    Udgivet: 
    1993
    Forlag: 
    Hjulet
    Sidetal: 
    139
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Brevet til Danmark" af Rubén Palma

    Bogens forside

    Selvbiografisk roman om en chileners frustrerende og tragikomiske oplevelser i Buenos Aires, hvor han søger indrejsetilladelse til Danmark og må gennem hele bureaukratiets maskineri for at bevise s

    Forlag: 
    Hjulet : i samarbejde med Andre Kulturers Selskab
    Sidetal: 
    331
    Lån bogen - Køb bogen

Læs forfatteren

Det følgende er nogle linjer fra bogen Brevet til Danmark, hvor forfatteren fortæller om sine erfaringer i løbet af de seks måneder, han tilbragte i Buenos Aires, før han kom til Danmark. Forfatteren, som på det tidspunkt i fortællingen var 19 år, sidder og snakker med en ældre mand på en café, i håb om at manden vil hjælpe ham.

Jeg var ved at vågne helt, og han måtte have mærket det
på mit ansigt. Min reaktion stimulerede ham åbenbart...

»Se den her by for eksempel: en kæmpe fest, penge
der spenderes, politikere der deler kagen, hor alle veg-
ne... Man kan ikke stole på nogen. I gamle dage var folk
mere ærlige. I dag kan man ikke drikke te hos ens egen
mor, måske er den forgiftet. Jeg er glad for at du ringede.
Jeg hader denne by. Jeg siger dig, vi der kommer udefra
får aldrig et ståsted her i Buenos Aires. Her tramper alle
på alle...«

Han fortsatte, i det uendelige... Det gik op for mig, at
jeg endnu ikke havde fået sagt to sætninger i træk. Den
lille, buttede, ældre mand agtede at sige det hele. En ting
forbavsede mig: Hans accent lød ikke argentinsk mere,
den blev mere og mere noget, jeg ikke havde hørt før.
Han havde også sagt "vi der kommer udefra". Han løb
tør for luft og tav et øjeblik med åben mund, rede til at
spytte det første forbipasserende ord ud. Han trak vejret
og gjorde sig klar til at fortsætte. Jeg måtte standse ham:

»Felipe...« sagde jeg, langsomt og grundigt. »Felipe,
hvor kommer du fra?«

»Paraguay.«

»Paraguay?«

»Og jeg kan ikke komme tilbage. Du skal hjælpe mig!«

»Jeg... hjælpe dig?«

»Jo. Du skal! Vær den bror, jeg ikke har her!« Han
lagde sin hånd på min arm der hvilede på bordet. Jeg
kiggede på hans hånd, som han ikke flyttede, og bagefter
på hans ansigt. Han mente det; jeg skulle blive siddende.

Hvad skulle jeg mene? Han vækkede en ubestemt
medlidenhed i mig. Hvilken misforståelse! Jeg var den
der skulle have medlidenhed, masser af medlidenhed.
Hvad var der i vejen med ham? Han var i hvert fald
ikke politisk flygtning - det kunne jeg lægge hænderne
i ilden på, så meget vidste jeg om politiske flygtninge.
Lige meget hvad det drejer sig om, er jeg ikke i stand
til at hjælpe ham, tænkte jeg, jeg har problemer nok selv
Det skadede ikke at høre hvad det var, sige høfligt at
jeg ikke kunne gøre noget - og så farvel. Og jo hurtigere
jeg fik det overstået, des bedre...

»Hvad er der, Felipe?«

»Kærlighed!«

Jeg stirrede ham i øjnene. Han var stadig alvorlig,
mere alvorlig end før. Heldigvis - for jeg var ikke til
vittigheder.

»Mit livs kærlighed, kvinden jeg gjorde til kvinde...
Hun... hun har forladt mig.« Og han kiggede alle vegne,
mod vinduerne, mod baren, mod indgangen, og så på
gulvet. »Hun er gået med en anden mand.«  

Inspiration

Det er en frustrerende opgave, at forsøge at nævne alle de bøger, som man står i gæld til. For jeg tror ikke, det kan lade sig gøre.

Men for at begynde et sted; Grimmbrødrene og H. C. Andersen fortjener en fremtrædende plads i min tidlige barndom. Senere var det Egar Allan Poe, som holdt mig vågen om natten, og Emilio Salgaris eventyrlige fortællinger, som nærede min fantasi med fjerne lande og modige helte.

Jeg hadede det meste af den obligatoriske læsning i skole- og gymnasietiden. Men ikke desto mindre gjorde navne som Franz Kafka, Mario Vargas Llosa, Stefan Zweig og Julio Cortazar et varigt indtryk på mig. En plads her fortjener også Henry Miller, selvom vi, drengene, læste det i smug og kun de sider som beskrev hans erotiske bedrifter.

Omkring gymnasiets afslutning blev jeg overrasket af George Orwell, Anthony Burgess, Maffud Massis, Allan Wats og, selvfølgelig, Hermann Hess.

Af danske forfattere kan jeg med glæde nævne Martin Bech Jørgensen og Henrik Stangerup. Et opbyggende bekendskab var Johannes V. Jensens ukorrekthed. Endvidere føler jeg mig forpligtet til at nævne noget af det flotteste, jeg har læst på dansk; Arthur Koestlers "Gladiatorerne". Både som adspredelse og for at lære sproget, holder jeg meget af at læse tekster skrevet på ældre dansk; en sand fornøjelse udgør antikkens historikere som for eksempel Tacitus og, efter min mening, det første moderne menneske: Herodotus.

Afslutsningsvis; min dybfølte undskyldning til alle de forfattere, som min skrøbelige hukommelse har udeladt fra denne korte redegørelse.  

Priser og legater

1986: Første præmie i Politikens kronikkonkurrence
1996: Anden præmie i dramakonkurrencen organiseret af Kulturby 96
1999: Anden præmie i novellekonkurrencen arrangeret af Aktuelt

Flere rejse og arbejdslegater

Til top