Robert Zola Christensen

Robert Zola Christensen (f. 1964) har skrevet både børnebøger, digte, noveller, fagbøger og romaner og har i det hele eksperimentet med både fiktionen og non-fiktionen. Han har altid skrevet, men en akademisk karriere komi første omgang forud for forfattergerningen. Han har studeret dansk i København, sociologi i Frankrig og litteraturvidenskab i Lund men har siden fokuseret på forfattergerningen, og han har en lang række meget forskellige udgivelser bag sig. 

Centralt for mange af hans tekster er en undren overfor verden, og det sprog vi behandler den med, og han kredser omkring temaer som identitet, virkelighed og flugt fra denne.  Hans egentlige debutroman ”Kristinas tavshed”, der udkom i 1997, blev begyndelsen på et særdeles produktivt forfatterskab. Romanen Aldrig så jeg så dejligt et bjerg fra 2009 var nomineret til DR Romanprisen, og han deltog i den forbindelse  med læserne om bogen her på sitet.

Udover flere romaner tæller forfatterskabet også blandt andet en spændingsroman, en fagbøger om sprog og litteratur, en ph.d.-afhandling om vandrehistorier, en samling af vandrehistorier fra Kolding-området og en manual til skrivekunsten. Derudover har Robert Zola Christensen arbejdet på en billed/tekst-bog sammen med Dorthe Nors, hvor de har fotograferet mennesker på gaden i New York, interviewet dem og skrevet mere eller mindre sandfærdige historier om dem.

Robert Zola Christensen har stillet sig selv den opgave at skrive en trilogi inden for videnskabskrimigenren. Den første, der blandt andet tematiserede klimaforandringer og iskerneboringer, hed Is i blodet og udkom 2013 og en efterfølger er planlagt til udgivelse i 2015.

Debut: 
1997
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Vaskehallen

Prebens Q8 tankstation er sat op på et stort grundstykke i udkanten af
Kolding, hvor en landsby ved navn Nr. Bjert er ved at vokse sammen med byen.
Lige nu smider Preben noget slikpapir og en håndfuld cigaretskodder i en papirkurv,
monteret fast på en benzinstander med kun to skruer.
Hans blik får fat i en kunde med hænderne i lommen. Vedkommende fjedrer lidt i
fødderne, mens han glad kigger på sin Opel Kadett, der får en ordentlig
omgang inde i den nye drive-in vaskeautomat. Pludselig lægger manden så underligt
hovedet på skrå og går næsten ind i den store grå hal, hvor børsterne roterer og bruser.
Pfuiiiis, siger det, når dyserne skyder med vand og sæbe.
Preben forbereder sig på at forklare manden, at han med sine nye faciliteter kan tilbyde
et skånsomt og børstefrit program, hvis det er ridser, han er bange for.
Men manden synes at have travlt med at studere noget oppe under taget.
Så retter han sig op igen og lader som ingenting og tænder en cigaret med en Zippolighter.

Preben nusser omkring på pladsen, bruger ventetiden til at pynte lidt på stedet.
Den store maskine har gjort sig færdig, og endelig bakker den nyvaskede
Opel Kadett ud og forsvinder. Preben nærmer sig portåbningen.
Der er, så vidt han kan bedømme, ikke noget at komme efter. Ikke andet end en mindre
vandpyt midt i hallen, som måske ikke burde være der.
Alting ser ellers helt rigtig ud. Han skal til at gå igen, har egentlig allerede vendt sig,
da han fanger noget oppe under loftet. I højre hjørne, mellem de bærende
stålkonstruktioner og undertag, sidder en næsten flad genstand klemt fast.
Han går tættere på, mens han forsøger at afgøre, hvad det er. Et stort stykke pap?
Gammel og mørnet presenning? Næppe. Undersiden af taget henlægger i halvmørke.
Der trænger næsten ikke noget sollys derind, og de fire lysstofrør er fastsat på jernstiverne,
der løber under selve taget.
Preben lukker øjnene hårdt i, som om den lille defekt vil forsvinde, hvis han holder op
med at kigge efter, men så nemt går det af indlysende grunde ikke.

Efter at have studeret fænomenet i en rum tid, kommer Preben frem til, at det mest af alt
ligner en metalramme på cirka en meter gange en meter. Med nogle ben,
der stikker ud hist og her. Men det er ikke muligt at få kik på det hele,
eftersom en af lampekasserne sidder i vejen.
Da Preben sætter kursen mod butikken, registrerer han til sin ærgrelse, at en morsom sjæl
har skrevet med en pegefinger i snavset på bagruden af hans Volvo 245:

VASK MIG.

Bettina står ved disken og læser et ugeblad. Preben går ind i det lille baglokale,
der både gør det ud for lagerlokale og kontor. Åbner en øl, drikker, siger aaahhh
og tørrer sig over munden med bagsiden af hånden. Som om han virkelig trængte til den øl.
Langt ude er Preben vist nok i familie med manden, som stod model til de gamle tuborgreklamer.
Den med den tykke, svedende mand på landevejen, som længes efter en øl,
og siden Preben fik det at vide, har øllene smagt en krumme bedre. Men ikke i dag.
Han vender og drejer den mærkelige fidus i hovedet. Enhver med sin forstand i orden kan
fatte, at den ikke skal være der. Han åbner døren:

– Du Bettina? indleder Preben.
– Jaee!
Hun kiggede op med metalstykker rundt omkring i ansigtet. Piercing i øjenbrynene,
læberne og næsen.
– Hvad er der?
– Gider du lige smutte ud og se efter i vaskehallen.
Hun kiggede på ham, som om han kom fra Mars.
– Hvorfor?
– Fordi... Kan du ikke bare være sød at gøre det.
– Hvorfor?
– Jeg tror der er én, der har tabt noget.

Det er noget helt nyt det her, kan han se Bettina tænker. Hun forsvinder og
kommer tilbage et øjeblik efter.

– Nej, der er ikke nogen, som (pause) har tabt noget. Preben laver smalle
øjne, og Bettina genoptager sit arbejde, mens hun skæver til ham.
Resten af formiddagen forsøger Preben at skubbe tankerne et andet sted hen,
men det går ikke. Han bryder hjernen, så man næsten kan høre det. Efter frokost
går han en runde, som han plejer. Men i stedet for at starte omme bagved,
hvor knallertbenzinen står, sætter han kursen direkte mod vaskehallen.
Han fornemmer, eller ved, hvordan man nu ser det, at Bettina står og holder øje med ham
gennem ruden. Men han er bedøvende ligeglad.Jo, det er der endnu, konstaterer han
på en gang beroliget og oprevet.

Måske burde han ringe til ham den højrøvede københavner, der leverede vaskeautomaten?
Han havde set på Preben, som om han var langsom i opfatningen
– Nu kender du melodonten, sagde han og stak det lille plastikkort i betjeningspulten.
– Nu arbejder vandrensningsanlægget, ikke?
Det nedbryder slammet biologisk og gør, at du kan genbruge vandet. – Et du med?
– Jo, Jeg er med, havde Preben svaret, mens han diskret havde skygget
for et par dunke spildolie, der lå og flød i hjørnet af grunden sammen
med en stabel røde teglsten.

*

Ved enogtyve tiden bider Preben hovedet af al skam.
Bettina nynner af tilfredshed ved udsigten til fyraften. Er i gang med at gøre kassen op,
da han stiller sig i døren. Udendørsbelysning er tændt og gør pladsen gul bag ham.
– Er du sød lige at komme?
– Hvad er der? spørger hun og følger modvilligt efter ham. Tydeligvis irriteret over sit lortejob.
Hun er den, der har holdt længst. Siden Sally i hvert fald, men det er en anden historie.
De andre er holdt op, så snart de var færdige med gymnasiet eller fik noget bedre.
Der lyder to høje klik, da Preben vrider på kontakten. Lyset blinker og knitrer et øjeblik forvirret,
men bader så hallen i et kraftig, koldt lys.

– Prøv at se derop! I højre hjørne.
Bettina kigger.
– Ja?
– Kan du ikke se det?
– Jow, svarer hun trevent, men hvis det er en del af det nye rodzone anlæg, eller hvad det hedder,
så fatter jeg ikke, hvorfor det sidder oppe under taget.
– Nej, det er det ikke, og jeg aner faktisk ikke, hvad det skal forestille.
Men jeg tænkte, at du måske kunne se det?
– Næ, ikke rigtig, det er svært, men det sidder vist godt fast, så du skal
ikke være bange for det falder ned, hvis det er det.
Og man ser det jo næsten ikke.

Hun tænker længe, går antagelig ind for sagen nu, og Preben holder vejret.
– En minitrampolin? siger hun så spørgende.
I hjernen holder Preben det psykiske billede af en minitrampolin op mod det, han ser
oppe under taget, og med lidt god vilje, kan han godt få de to ting til at passe sammen.
– Men det er ikke rigtig til at se, for det er gået i stykker og kan vel have været alt muligt engang.
Et stykke fra en opslået parasol, en gokart, eller noget fra en tømmerflåde, en slagtebænk,
en boxmadras ...
– Nej, en minitrampolin lyder godt, skynder Preben sig at sige, absolut parat til at godtage
det første forslag, og når han anstrenger sig, kan han faktisk godt se en dug udspændt
i en metalramme, fjedre hele vejen rundt. Naturligvis godt bukket og deform. Naturligvis.

– Men er det mon pels, der vokser ud på midten? hører han så Bettina spørge langt væk.

*

Preben er ved at blive sindssyg. I en uge nu har han så vidt muligt holdt sig fra vaskehallen.
Hele dagen i dag har han for eksempel slet ikke sat sine ben derovre, men så kommer
Peder Olsen, en langturschauffør fra Esbjerg, søn af den kendte botaniker, der grundlagde
Den geografiske have her i Kolding.

– Det er smart, rigtig smart.
Han blinker til Preben, mens han rækker ham sit mørkeblå benzinkort.
– Hvad er? spørger Preben på vagt.
– Ja, den der tingest du har sat oppe ovre i hallen, den...
– Den skal slet ikke være der, skærer Preben ham af.
– Jo, men hvorfor ... Peder går så i stå. Studser lidt. Kigger over på Bettina,
der sætter flasker i tomme kasser og holder sig helt udenfor.
– Nej, jeg aner faktisk ikke, hvad det er for noget, siger Preben i et blidere toneleje.

Nu sætter Peder et stort smil op, og havde de stået på samme side af disken,
havde han sikkert givet ham en forsigtig albue i siden.

– Ja, den er god med dig, Preben. Din lurifaks!
– Nej, jeg aner ikke, hvad det er, og jeg har ærlig talt ikke lyst til at snakke om det.
Nu er Peder højrød i hovedet.
– Du behøver sgu ikke gøre nar, bare fordi du har fået ny vaskemaskine. Vor Herre bevares!
Der går et par sekunder, før Preben indser sin bommert. Det er slet ikke fremmedlegemet
oppe i hjørnet, Peder taler om, men den nye vaskeautomat som sådan.

– Ja, Det ...
Men før Preben får chancen for at gøre det godt igen, har Peder forladt butikken i vrede.
I det samme kommer Preben i tanke om, hvad der er det mest mærkværdige ved det hele.
Han går med hastige skridt ud på pladsen, hvor han kan se bagenden af Peders trucker.
"Glyngøre sild", står der på bagenden. Han går videre over i vaskehallen.
Øverst oppe i hjørnet – selvfølgelig – den sammenkrøllede et eller andet.
Men nu er spørgsmålet: hvordan er den overhovedet kommet derop?
Det er simpelt hen umuligt. Ingen ville være i stand til at kaste den de fire meter
og ti centimeter op i luften (hvorfor skulle hallen også bygges så forbandet højt?),
og på grund af den trange plads var det ikke muligt at benytte hverken stige eller hejseværk.
For at få himstregimsen derop måtte hele modulet demonteres. Preben tjekker for en
ordens skyld de kraftige bolte, der holder soklerne fast til gulvet, og der er intet der tyder på,
at der har været pillet ved dem.
Han kigger op på tingen, glor til øjnene løber i vand, og er pludselig helt sikker på,
at det ikke er en trampolin, men måske noget organisk.

*

En nat klokken 3.46 et antal uger senere vågner en mager Preben badet i sved.
Sætter sig op i sengen og stirrer ud i mørket med store øjne. Kaster et væmmelsesfyldt blik
på Gerda, der piber og snorker som en pungrotte.
Bjarke, han ligner sin mor på en prik. Tåben har valgt at bo i en kolonihave.
I København af alle steder.
Preben svinger benene ud over sengen og går over til vinduet. Herfra kan han kigge direkte
over på sin Q8. Og yderst til venstre i synsfeltet ligger Kolding og ser ud som
en flydende kæmpeby.
Der kan kun være en forklaring, tænker Preben så. En fugl har forvildet sig derind
og sat sig fast, mens porten har stået åben. Eller måske er en stor kat kravlet derop?
Dyrene kan finde på de mest åndssvage ting, og der er liggert milliarder og atter milliarder af dem.
Se bare på mågerne, der tripper rundt på den bare jord så de lange, våde regnorme fornemmer
vibrationerne og indbilder sig, at regnen trommer ned, og så snor de sig, ormene,
ivrigt i retningen af fugten og – haps!
Preben afbryder sin egen tankerække, har fundet den logiske brist.
På nul tid ville kadaveret været rådnet og knoglerne raslet ned, men det er ikke kun det,
der dæmrer. Som en blød undervandseksplosion slår nattens drøm op i bevidstheden på ham.
Han har drømt, at det i virkeligheden var en portal, en flosset åbning uden dør, og det
behøver ikke have noget med Freud at gøre. Måske et mylder af liv lige bagved,
måske kaldt frem af vanddysernes brusen og syden, hvad ved Preben.
Han er ellers ikke typen, der hopper på hvad som helst, men i en bog har han
en gang læst om Bermudatrekanten, hvor der skete de særeste ting.
Vejrsatellitterne fungerede ikke, når de passerede området, og under Anden Verdenskrig
forsvandt fem eller seks amerikanske bombefly sporløst. Bare sådan.
Kontroltårnet opfangede en høj skratten, instrumenter og apparater strittede i alle retninger,
og så tabte de for altid forbindelsen. Måske har aliens dybt nede i vandet eller
ude i rummet neglet flyene? I bogen stod der, at de fremmede i virkeligheden var en
slags atmosfæriske fisk, en helt naturlig del af jordens fauna.
Og hvorfor så ikke Nr. Bjert lige så vel som verdenshavene?
Preben føler han har fat i noget her.
Supernovaer, gigantiske galakser og i hans egen private vaskehal i Nr. Bjert
er der en dør til et parallelunivers. Hvorfor ikke?
Han kunne næsten se hovedet af et lille intelligensvæsen på vej ud.

– Preben? lyder Gerdas tynde, næsten ikke hørbare stemme.
– Er der noget galt?
– Jeg har det storartet, men jeg tror jeg har glemt at låse, jeg er straks tilbage.
Sov du nu bare videre.
Preben tager i tøjstykkerne, der ligger i en rodet bunke ved siden af sengen.
Få sig hurtigt klædt på og småløber over til tanken. Låser op og tænder.
På nabogrunden finder han otte-ti velegnede sten. Han stiller sig så i position
og tager sigte. Den første sten forfejler sit mål, det samme gør nummer to-tre
og fire, men nummer fem sidder i plet, og Preben aner ikke, om han havde forventet,
at stenen skulle forsvinde ind i den mørke plet med et lille, sugende slurp.
I hvert fald sker der blot det, at der lyder et klak og stenen falder tilbage og rammer
betongulvet. Preben indtaler sig selv, at det selvfølgelig ikke blot er et spørgsmål
om at ramme, men også ramme rigtigt. Han kaster og kaster,
henter flere sten med korte intervaller.
Men lige meget hjælper det. Ingen af de mange sten suges ind i en anden dimension.
Men Preben bliver alligevel ved, som om han ikke er i stand til at stoppe det,
han nu er gået i gang med.
Pludselig føler han sig iagttaget og farer sammen. Ser sig omkring, men pladsen
ligger øde hen i den gule udendørsbelysning. Så vender han omkring og gør front
mod sit eget teglhus, der ligger kun 35 meter borte, og ganske rigtig:
der brænder lys i stuen, og foran panoramaruden ser han omridset af Gerda,
som har overværet hans abekattestreger.

*

Tiden går hurtigt, og før Preben ved af det, kommer industriferien med masser af kunder,
solcreme, slik og ugeblade. Fremmedlegemet er indkapslet et sted i det yderste af
hans bevidsthed, som et dødt irritationsmoment, der sagtens kan håndteres.
Og når alle andre er fuldstændig ligeglade, hvorfor skulle han så bekymre sig?
Og eftersom han og Gerda aldrig har drøftet den natlige episode, så ...

Bettina er holdt op, ville ikke være med mere, og det er godt det samme.
Der lugtede altid ulækkert sødligt, når hun havde været på toilettet. Som erstatning
har Preben ansat Jakob, der bor i det tennisagtige Strandhuse, men ellers er vaks nok.

Preben har fundet ud af, at han strengt taget ikke behøver at gå ud vaskehallen længere.
Faktisk ikke før i dag, hvor en tysker fra Flensborg ikke kan finde ud af at stoppe
plastikkortet i betjeningspulten og nu gør krav på hjælp.
Netop i dag, hvor Jakob er tilmeldt et surfkursus på Fjorden.

– Können Sie mir Hilfen, bitte?

Preben kunne jo lade, som om han ikke fattede, hvad der blev sagt, og han er da også
i gang med at trække den lidt, men det er åbenlyst, at tyskeren med sin
germanske sans for grundighed vil blive ved, om han så skal tegne det eller
opføre sit lille problem som totalteater. Preben går derud og får selvfølgelig kortet ind
ved første forsøg, alles ist in Ordnung, og kaster så et hurtigt diskret blik op i hjørnet.
Det giver et spjæt i ham. Han stirrer og konstaterer langsomt.

Det. Er. Der. Ikke. Mere.

Han inspicerer indmaden af det store grå lokale centimeter for centimeter. Det eneste han
finder, som ikke skal være der, er en stor gul snotklat, et tændrør og
mærkeligt nok en rød motorcykelhandske.
En time senere sidder Preben på det kombineret kontor og lagerrum med en Tuborg i hånden.
Lettet, men det mest forbløffende er noget andet. Egentlig gør det samtidig Preben bedrøvet.
Så kommer han af en eller anden grund til at tænke på,
hvorfor han blev så eddikesur på københavnersnuden. Preben havde stukket ham en
Tuborg i hånden, den dag aftalen om vaskehallen var indgået, og havde så peget på reklamen
på væggen og betroet ham familiehistorien.
Idioten havde grinet over hele fjæset og fortalt Preben, at han skam kendte de første fem,
der gik omkring og indbildte sig, at de var i familie med ham dér.

– Og ved du hvad? tilføjede han overlegent.
– Jeg vil vædde på at ham kunstneren malede helt efter sit eget hoved, du.

Inspiration

Gerne folk som Milan Kundera, Moravia, Paul Auster. Kerstin Ekman, James Ellroy, Beate Grimsrud.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Chiquita (ikke efterprøvet)

    man, 01/02/2010 - 19:41

    Hej Robert.
    Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal skrive til dig, men er vild med den bog der hedder: Det døde barn i hoppegyngen. Men kan bare ikke finde den nogen steder og den er udsolgt i butikkerne, har ønsket den bog siden du kom med den, men den blev hurtig udsolgt. Vil bare så gerne have den! Men kan ikke få fat i den :( Ved du hvordan jeg kan få den? Hilsen Christina

  • Tina Karina Mor...

    man, 01/02/2010 - 20:39

    Hej Chiquita
    At Robert Zola Christensen svarer dig kan jeg jo desværre ikke love dig, men han er selvfølgelig ( :-) ) meldt ind som bruger af Litteratursiden. Du kan derfor søge på ham under brugerprofiler og bruge kontakt formularen til at skrive til ham.
    Held og lykke
    Venlig hilsen Tina Mortensen
    Redaktør af Læseklubben på Litteratursiden

  • Chiquita (ikke efterprøvet)

    man, 01/02/2010 - 19:40

    Hej Robert.
    Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal skrive til dig, men er vild med den bog der hedder: Det døde barn i hoppegyngen. Men kan bare ikke finde den nogen steder og den er udsolgt i butikkerne, har ønsket den bog siden du kom med den, men den blev hurtig udsolgt. Vil bare så gerne have den! Men kan ikke få fat i den :( Ved du hvordan jeg kan få den? Hilsen Christina

Se også