Forfattere i dialog

Oprettet: 03.10.2005 - 12:05

Forfattere i dialog
Dorthe Nors og Robert Zola Christensen ved mail'en
af Gitte Fangel, Viborg Bibliotekerne

                                                                                                 
Samtale mellem forfatterne Dorthe Nors og Robert Zola Christensen om familie, skriveproces, titler, baggrund for at skrive - og hvor romanpersoner egentlig opholder sig.

 

 

Robert:
Dorthe, nu har jeg jo læst din bog, der hedder 'Ann Lie', og det første, der falder mig ind at spørge dig om, er: Hvem fandt på titlen? Var det dig selv, eller fik du hjælp med det?

 
Dorthe:

Ja, og jeg er glad for, at du har læst den. Nu siger du titel. Jeg fandt faktisk navnet 'Ann Lie' på Suedes officielle hjemmeside. Ann Lie var vist et medlem af deres fanklub. Fint navn, tænkte jeg. Siden kom jeg ved et uheld til at trykke på save-knappen, så dokumentet kom aldrig til at hedde andet end 'Ann Lie'. Da det blev tid at sende manuskriptet til min redaktør, gad jeg ikke lave det om. Jeg tror oven i købet, jeg bildte ham ind, at titlen havde noget med Martin A. Hansens 'Løgneren' at gøre (=Ann Lyv, ikke sandt). Jeg var vel flov over, at jeg havde været inde på Suedes hjemmeside. Jeg er jo en veluddannet kvinde, for fanden. Men nu hedder den sådan, og det er smukt nok, hvis jeg selv skal sige det.
 
Dorthe:
Og du hedder Robert Zola Christensen. Hvem fandt på det navn? Var det dig selv, eller fik du hjælp med det?


Robert:  
Ja, sjovt du spørger om netop det, for det er et familienavn, og vist nok skyldes det, at en forfader, klejnsmed i øvrigt, havde forlæst sig på Emile Zolas frivole 'Nana' og så tog  navnet. Da jeg var ganske ung og studerede sociologi et par år i Aix-en-provence, kom jeg til at bo et par gader fra dér, hvor Emile havde boet. Alle troede, jeg var nede og søge mine rødder, og jeg lod dem sådan set blive i troen. Det gjorde hverdagen nemmere for mig, for nu at sige det på den måde.
Jeg havde skrevet lidt i gymnasiet, men begyndte nu at skrive for alvor, nu det var, som det var, og ad den omvej kan du godt tillade dig at sige, at Emile Zola har haft stor betydning for mit forfatterskab.
 
Robert:
Nu kan det godt være, du synes jeg springer lidt i det, men nu tror jeg, vi er mange, der godt kunne tænke os at vide lidt om din baggrund, Dorthe.


Dorthe: 
Jeg er faktisk født midt i en støttepermanent i en forstad til Herning. Min mor var frisør dengang, og vandet gik ud på eftermiddagen en onsdag i maj 1970. Jeg var ankommet inden jordemoderen, og min far nåede ikke ud, selvom han hævder det modsatte. Siden flyttede vi langt ud på landet og blev bybønder mellem en masse rigtige landmænd. Min mor uddannede sig til speciallærer i maleri og tegning. Hold da op, hvor jeg fik tegnet meget, da jeg var lille. Faktisk tegnede jeg så meget, at alle troede, jeg skulle være maler, men sådan skulle det ikke gå. Jeg kunne også have været blevet tømrer. Det er min far.
 Eller blomsterbinder, hundefrisør eller børnehavepædagog. Når jeg nævner de tre beskæftigelser, så er det, fordi det var, hvad man forventede, at småpiger i Sinding-Ørre Sogn skulle blive dengang i 70'erne. Jeg flyttede til Herning, da jeg var nitten, to sekunder senere flyttede jeg til Århus, hvor jeg kom til at begynde på Universitetet, resten er historie.

Dorthe:
Men nu vi taler universitet, så synes jeg, det er værd at nævne, at du jo er phd og magister i snart sagt alt. Hvorfor begyndte du egentligt at skrive romaner?

Robert: 

Min litterære løbebane begyndte i gymnasiet. Jeg skrev digte og fik dem trykt på bagsiden af skolebladet. Jeg var selv redaktør, så det gik helt fint med det. Indtil én af mine medredaktører slyngede ud, at det var noget af det værste pisse-, pisse, pisselort, han nogen siden havde læst.
”Det siger min far også”, tilføjede han. Her skal det siges, at hans far hed Rolf Bagger, en forfatter, jeg selv satte meget højt. Jeg skrev ikke en linje i ti år, altså før jeg kom til Frankrig, men læste i stedet andres litteratur på danskstudiet i København, og så kom de akademiske titler én efter én.
 
Robert:

Hvilke tre bøger har skuffet dig mest, hvordan har du det med forfatterrollen i almindelighed, og arbejder du også i weekenden?

Dorthe: 
Jeg er ikke nem at skuffe. Det kan skyldes, at jeg sjældent læser litteratur, som andre mennesker anbefaler mig for voldsomt. Jeg er af samme grund håbløst bagefter hvad angår bestsellere. Men jeg er faktisk meget glad for Kerstin Ekmans bøger. Og indrømmet; hun skrev en bog for nogle år siden, som hed 'Gør mig levende igen', den har jeg læst to gange på dansk, to gange på svensk. Jeg forstår den stadig ikke, og det er jeg ret skuffet over. Men det kan jo være mig, der er noget galt med.
 Hvad forfatterrollen angår, så har jeg det fint med den. Jeg synes, den passer fortrinligt til mig. Jeg har ikke lyst til at være andet, udover at jeg gerne ville være en slags millionær. Og gu' arbejder jeg i weekenden.
 
Dorthe:
Du arbejder også i weekenden, ved jeg. Du er netop udkommet med tre bøger: En bog om samlere på kunstforlaget Pist Protta i samarbejde med kunstneren Svend-Allan Sørensen, bogen 'Dansk grammatik', sammen med din kone Lisa Christensen og nu også helt uden hjælp fra andre bogen 'Manual til skrivekunsten'. Det er jo nærmest sygeligt, Robert. Og hvorfor fik du i øvrigt lyst til at skrive en bog om at skrive?

Robert: 

Fordi jeg kunne.

Robert: 
Okay Dorthe, nu kender vi jo ikke sådan hinanden, men i forbindelse med det her, blev vi viklet ind i  en meget principiel og vanskelig diskussion, du husker det sikkert, omkring vores romanpersoner, som gjorde, at vi startede forfra på det her interview.
Men jeg vil alligevel gerne indrømme, at det var dumt, da jeg kom til at sige, at jeg er indeni romanen, når jeg skriver den, og også, at jeg sagde, at når en romanperson forsvinder side 17 for at dukke op på side 22, har vedkommende ikke været andre steder i mellemtiden. Det var det, jeg sagde.
Men så sagde du, at figuren faktisk i dette mellemrum render rundt som en vild ovre i læseren og forsøger at skabe mening med sin egen væren til. Sådan frit efter hukommelsen.
Men hvis forfatteren er indeni bogen, og bogens personer samtidig er inden i læseren, er der så ikke meget folketomt dér på Fanø, hvor du sidder og skriver i øjeblikket? Gi' dig bare god tid. Ikke noget med at stresse.


Dorthe: 
Nej, der er langt fra folketomt på Fanø. Her vrimler med fritgående figurer. Iøvrigt var det dig, der mente, at forfatteren var inde i bogen, ikke mig.
Jeg er af den overbevisning, at jeg sidder lige her. Til gengæld hævdede jeg, at forfatteren lavede figuren, og at figuren så rendte rundt ovre i læserens hoved. Det står jeg ved. Men nu er det uhyggelige så, at Sønderho, hvor jeg bor lige nu, faktisk ligner noget fra Harry Potter ... og  er jeg så en figur i en andens fiktion, kunne man spørge? Man kunne også lade være.

Robert: 
Hvis du ser det på den måde, så skal jeg sandelig ikke være den, der tager det op igen. Måske skal vi slutte heromkring?

Dorthe:
Jamen, så lad os det.

Forfatterne er aktuelle med:
Dorthe Nors: 'Ann Lie' udkom på Samleren den 29. september 2005
Robert Zola Christensen: ' Manual til skrivekunsten', Gyldendal, 2005 og 'Dansk grammatik' udgivet ligeledes i 2005 på Syddansk Universitetsforlag.

Læs mere om Dorthe Nors på Litteratursiden:
Forfatterportræt

Læs mere om Robert Zola Christensen på Litteratursiden:
Forfatterportræt

Læs anbefalingen af Robert Zola Christensens "Jysk Fitness".

 

0
Din bedømmelse: Ingen