Preben Major Sørensen

Født: 1937 i København.
Debut: Ildmesteren.

Født 14.4 1937 i Kbh ; Søn af Landsretssagfører, direktør Andre Major Sørensen og hustru Florence f. Kønig.

Student (Brøndlunds kursus) 1957.
Studier i germanistik.

Debuterede i 1965 med "Ildmesteren" (noveller) på Borgens forlag.

Biografien er udarbejdet af Preben Major Sørensen.
Oprindelig publiceret Forfatternet Svendborg - 3. januar 2002

Debut: 
1965
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Fra "Bevægelser i mørket". Fortællinger. Gyldendal, 191 sider, 1994.

DEN BELGISKE JUPITER

Engang fór jeg vild i et af byens forstadskvarterer, eller en slags uklart opland var det vel snarere, hvor jeg var så uforsigtig at søge tilflugt for et pludseligt frembrydende heftigt uvejr i noget der lignede en mellemting mellem kæmpemæssig tørretumbler, et astronomisk observatorium og en dykkerklokke. Straks jeg var steget ind ad den lille luge begyndte kuglen at rotere. Jeg nåede lige at få fodfæste på en meget smal rampe og gribe fat i lugtens håndtag, så satte uhyret sig i bevægelse og gav sig til at tumle rundt med mig. Jeg blev af centrifugalkraften kastet hen langs kuglens inderside men bevarede grebet i håndtaget med min ene hånd mens jeg med den anden fik fat i et geleænder der befandt sig i armhøjde over rampen. Meningen var selvfølgelig at jeg skal skulle hvae været slyngett rundt i denne centrifuge indtil jeg var blevet totalt kvæstet. Hvem der ville gøre det af med mig og hvorfor de ville gøre det af med mig stod mig ikke klart, men at jeg var gået i en fælde - som, hvem ved, måske slet ikke var beregnet for mig men for en anden mig sandsynligvis fuldkommen ubekendt person - herom kunne intet fornuftigt menneske være i tvivl. Hvordan det nu end forholdt sig: Jeg besluttede at de personer eller magter, som i den pågældende situatuation under alle omstændighede måtte betegnes som mine fjender, ikke skulle få det sidste ord. Jeg klamrede mig til håndtaget, fandt ved at udnytte en sindrig kombination af instrumentets rotation og tyngdekraften, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her, da det vil føre for vidt og efter al sandsynlighed ødelægge både min egen og eventuelle læseres koncentrationsevne, atter fodfæste på rampen og fik lidt efter lidt balanceret mig hen til lugen jeg var kommet ind ad og som heldigvis stadig befandt sig på klem. Herefter ville jeg, mente jeg, uden at pådrage mig alt for svære legemlige skader, forholdsvis nemt kunne manøvrere mig ud af indretningen. Men jeg forregnede mig, jeg fejlbedømte situationen, jeg undervurderede katastrofens omfang, thi det var det indvendige af en armillarsfære jeg havde forvildet mig ind i. Dvs. det var ikke nogen almindelig armillarsfære. For det første var den usædvanlig af omfang - godt og vel 20 meter i diameter - og rummede vel nemt 10-15 personer, for det andet var ud over vende- og polarkredsene, ekliptika og meridian- og jævndøgnsbanerne endvidere banerne for solen og månen og de ofte kendte planeter repræsenteret. Alle disse baner af blankpoleret messing indbød til glimrende løbe- og glideture, som uden tvivl ville have fornøjet enhver under fjorten men som jeg, i min fremskredne alder, næppe ville kunne forventes at have noget positivt udbytte af. Uheldet ville, at den afsats jeg stod på i det givne moment befandt sig lige ud for saturns bane. Ikke langt herfra nærmere sig nu Merkur med voldsom fart, og under de rotationer som herved opstod, mistede jeg balancen, gled, faldt og slog hovedet ned i den blanke messingskinne som var planeten merkurs bane. Herefter gik det slag i slag fra planetbane til planetbane, fra vendekreds til vendekreds osv. Heller ikke solen, månen og ækvatoriallinjen undgik jeg. Overalt oplystes jeg af store, tydelige i de balnke metalringe sirligt indgraverede versaler om hvor i himmelrummet jeg befandt mig, et forhold som imidlertid ikke forhindrede, at jeg hver gang jeg ramte en eller anden himmelbanes skarpe metalring blev slået halvt ihjel. Således forårsagede eksempelvis det bratte styrt fra Jupiters til Uranus´ omløb en fibersprængning i mit venstre lår, og da jeg umiddelbart efter med voldsom kraft slyngedes mod Plutos lille blege, ståltrådstynde bane, mistede jeg det yderste led af min ene lillefinger. Ikke fordi det gør noget. Man kan godt både leve og skrive uden en lillefinger, men det er altid en rar fornemmelse at være hel. Denne rare fornemmelse måtte jeg nu give afkald på. Jeg trøstede mig med at mit kranium endnu var uskadt og at min hjernemasse stadig var hvor den skulle være. Et overfladisk kødsår i panden var alt hvad sammenstødet med Merkur havde forårsaget..........

Inspiration

Min yndlingslæsning: militære strategiske værker som f.eks, Clausewitz "Vom Kriege", værker som omhandler ekstremt kritiske situationer, (natur- såvel som menneskeskabte), bøger om sygdom, død, henrettelsesmetoder, ødelæggende epidemier osv. Pepys dagbog om pesten i London, den danske læge Blochs 2-bindsværk om døden fra 1903. Jeg ville oprindelig have været læge (men blev så mere optaget af sygdommen end af helbredelsen, så det gik ikke). Celines og Benns forfatterskaber sætter jeg højt, så stillistisk forskellige de er. Surrealisterne (Char, Eluard osv.), de absurde (Beckett, Unesco, Genet), Kafka, Hølderlin, E.T.A. Hoffman, Jean Paul, Gerard de Nerval, Strindberg, Ernst Jünger - men også symbolisterne; Baudelaire, Rimbaud og Mallarmè. Fra vor egen tid bl.a. Borges, Claude Simon, Manganelli ( som er den rene vare i modsætning til Umberto Eco, denne kedsommelige kompilator og kriminalforfatter - han er for folk der gerne vil give det udseende at de læser bøger).

Desuden: Brahmanaerne, Puranaerne, Mahabharata og Ramayana, Dhammapada, Benarestalen, Vedaerne, Upanishaderne, Den tibetatanske dødebog, brahmanismens filosofiske hovedværker - og buddhismens. Og skønlitteraturen der er præget af de store indiske religioner: Murasaki: Genji Monogatari ( I Waleys oversættelse), Sei Shonagon: Pilebogen, det klassiske heltekvad Heikemonogatari og samlingen af spøgelseshistorier Ugetzumonogatari. Fra vor egen tid Mishima og Akutagawa.- Men heller ikke at forglemme: Meyerrink, som mange af en eller anden grund tror er underholdende. Den jødiske mystik, Sohar, Zeher Yetzira osv.. Men også vor egen eckehardt. Og selvfølgelig den europæiske filosofis hovedværker: Platon, Heraklits fragmenter, Schopenhauer, Nietzsche, Kierekegaard, Husserl, Heidegger.

I Danmark: Aarestrup, I. P. Jacobsen, Thøger Larsen, Per Lange. Men også- jeg nævner selvfølgelig ikke indlysende store digterværker som Homers, Dantes, Shakespeare og Dostojevskis, Keats, Coleridge osv., men også Bibelen (Luthers oversættelse og King James-oversættelsen). Det er mig magtpåliggende at understrege, at jeg ingen forståelse har for den ynkelige nyere danske bibeloversættelse endsige for bestræbelserne på at modernisere og folkeliggøre ældre værker i den urigtige og arrogante formodning om at folk i almindelighedhar så ringe sproglig fantasi, at de ikke kan opfange nuancerne i det danske sprog fra før 1820. Toneangivende danske intelektuelles foragt for almindelige mennesker (Hvortil jeg i al beskedenhed regner mig selv) er uhyrlig, og min foragt for 68-generationens bannerførere er af samme grund grænseløs.

Interesser: Musik, krig, naturvidenskaber, præcisionsskydning, motionsroning, sadomasochisme, yoga, tantra, dybdepsykologi.

Foretrukne nationer: Tyskland og Japan (før 1945).

Foretrukne styreformer: Oligarki (fåmandsvælde), oplyst enevælde.

Yndlingsreligion: Lamismen (tibetansk buddhisme).

Yndlings periode: Barokken.

Yndlings aversioner: Socialisme og Islam og personer uden humor.