Hvad fik en syvogfyrreårig folkeskolelærer og assisterende skolebibliotekar – gårdvagt gennem en lille menneskealder – til at kaste sig ud i at skrive en psykologisk kriminalroman for voksne? Først og fremmest glæden ved selv at læse en spændende bog – ikke nødvendigvis krimier eller thrillere, men bøger, der bæres af spændingen om, hvordan det går nogle mennesker, man på en eller anden måde har fattet interesse for, og hvor personer og omgivelser er så troværdige, at selv det mest usandsynlige plot bliver forfærdende sandsynligt. For det er jo først, nar man er blevet fortrolig med steder og personer og lige så stille kryber ind under huden på dem, at den rigtige spænding indfinder sig.
Debutromanen Tornen i øjet udkom i 1989. Den blev godt modtaget, og jeg selv oven i købet hædret med Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Jeg fik jeg blod på tanden, og Kriminalassistent Benny Rasmussen og hans kolleger fra Station 3 på Nørrebro, som havde klaret skærene i debuten, har siden optrådt i yderligere seks politiromaner: Symbion-affæren (1990), To mand frem … (1991), Culotte-tyven (1992), Virus (1993), Frosne sjæle (1999) og Nedrivning (2002).
Som det ses, holdt krimiforfatteren en pause på seks år. Det skyldtes ikke, at jeg løb tør for ideer, men mere, at jeg havde lyst til at forsøge mig i nogle andre genrer. Jeg var jo begyndt forholdsvis sent som forfatter og syntes, at en krimi om året eller sådan cirka godt kunne gå hen og blive for meget af det gode, i hvert fald for forfatteren.
Det blev til Den danske dame (1995) om et nygift dansk par, der i 1938 strander i England, hvor de må blive til krigen slutter. Han melder sig som krigsflyver, og hun gør sit bedste for at leve op til de britiske idealer for en god soldaterkone i et ægteskab, der allerede er begyndt at krakelere.
I 1997 blev det endnu et forsøg i en ny genre med den satiriske Lykkeland om den midaldrende Thomas, der pludselig er blevet en hæmsko for udviklingen og i den bedste hensigt hvirvles ind i behandlingssystemet med psyko-tests, skemaer, kurser og samtaler. Og havde han ikke haft klassikerne, Thomas More, Holberg, Kierkegaard og H.C. Andersen ved sin side med råd og dåd, var han utvivlsomt bukket under.
1998 forsøgte jeg mig med det isnende gys i lægeromanen Sidste Frist. Blødt lidt op med et (behersket) romantisk islæt, som det hører sig til i genren. Selv synes jeg, det er en besk historie.
I spændingsromanen Den haraldinske slange (2000) får arkæologen Bondo en researchopgave for Nationalmuseet og roder sig ud i et livtag med en racistisk nynazistisk klan. Genren runethriller har jeg selv opfundet.
Med kernen på de 7 politiromaner og mine forsøg med andre genrer synes jeg , jeg har gennemført min forfatteruddannelse. Hvis læserne har befundet sig lige så godt som jeg selv med mine svinkeærinder, er alt godt. Under alle omstændigheder forbeholder jeg mig ret til at prøve kræfter med nye udfordringer.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Randers - 28. maj 2002
For mig er inspiration i reglen en idé, jeg går og tumler med. Oftest inden jeg er helt færdig med den roman, jeg arbejder på, hvilket godt kan være lidt besværligt. Jeg er ikke selv nogen ihærdig læser af kriminalromaner. Holder mest af klassikere som Doyle, Simenon og Sayers (ikke Christie) og så selvfølgelig Sjöwall og Wahlöö og Ed McBain, men ellers de gode fortællere, Graham Greene, Maugham, le Carré, når han er bedst. Mere aktuel er skotten Ian Rankin med sine kriminalromaner fra Edinburgh. En anden favorit, som ikke skriver kriminalromaner, er den fandenivoldske Kate Atkinson med sit barokke syn på tilværelsen. For slet ikke at tale om den i mine øjne geniale englænder Magnus Mills, som slet ikke skriver kriminalromaner, men alligevel får slået en hel del mennesker ihjel.
På den aktuelle hjemmefront kan jeg ikke stå for Rifbjerg. Jens Christian Grøndahl er god, og Davidsen, naturligvis. Problemet er bare, at holder man af at læse, skal man holde sig fra at skrive, for så går tiden med det. Jeg synes i øvrigt ikke, jeg sådan direkte lader mig inspirere af andre forfattere, jeg prøver faktisk at undgå det, for ikke at komme til at skrive i andres stil, men selvfølgelig bemærker jeg fortælletekniske finesser og den slags, det er bare sjældent, man lige kan bruge dem til det, man sidder med.
Jo, vent nu lidt… inspiration. Jeg skriver tit til jazz.. Og inspirationen må vel nærmest gå ud på, at intet som jazzen kan minde én om, at det man laver skal være nærværende, uomgængeligt, levende. Og dér er de go’e, Getz og Mulligan, Blakey, Cannonball, Konitz og Clifford Brown. Det er i grunden mærkeligt, for det er jo ikke ligefrem baggrundsmusik, de skabte, og klassikere som Armstrong og Ellington går ikke. Der er man nødt til at høre ordentlig efter.
1990: Det Danske Kriminalakademis debutantpris for romanen Tornen i øjet.
