Komponisten John Cage fortæller den samme historie igen og igen: "På Harvard University gik jeg ind i et lydisoleret rum. I rummet hørte jeg to lyde, en høj lyd og en dyb. Bagefter spurgte jeg teknikeren på stedet, hvorfor jeg havde hørt to lyde, når nu rummet var så lydisoleret. Han sagde: "Beskriv dem" og jeg gjorde det. Han sagde: "Den dybe lyd var din blodcirkulation. Den høje lyd var dit nervesystem i arbejde."

At læse er at lytte, at tage aktiv del i det skrevne. At lægge det til som mangler, at skabe billeder, rum, stemninger, følelser ud fra en række tilfældige sorte tegn på et stykke papir. Undertiden har man fornemmelsen af at alle ønsker at være forfattere, og næsten ingen at være læsere; men som den argentinske forfatter Borges siger det, så er gode læsere sjældnere svaner end gode forfattere.

Det var Kafka, der sparkede døren til litteraturen op for mig (det var novellen Forvandlingen), en eftermiddag liggende i græsset, i solen, og med ét var alting anderledes. Men før det: En serie billigbøger "Berømte seriemordere", "Uopklarede forbrydelser" osv. som jeg slugte som teenager. Det var det rene pulp fiction - bortset fra at det ikke var fiction. Hvad var det jeg genfandt i disse uhyrligheder, hvad var det for stemninger i mig, der blev gennemspillet, stemninger som stadig findes i mig, intakte, nedfrosne, indkapslede? Det uhyggelige (på tysk: Das unheimliche), det umulige, og de to lyde der var det eneste i verden: En høj og en dyb.