Kapitel fra "Hamish: Et Hundeliv"
(børnebog, der er undervejs, om en skotsk-terrier) Hundeopdragelse De tror, jeg er så dum, fordi jeg ikke gør, hvad de siger til mig. Hvor svært kan det være at forstå? Hvis jeg kom spænende for fuld skrue, hver eneste gang, de råbte mit navn, ville de jo holde op med at give mig en hundekiks, NÅR jeg kommer.
Og de ville i øvrigt føle sig i deres gode ret til at råbe og skrige efter mig ved enhver lejlighed. De tror, det er meningen, at hundeejere skal have fuld kontrol over deres hund. At den skal LYSTRE deres mindste vink. Ha. SÅ skulle de ikke have anskaffet sig en skotsk-terrier.
Det er så åbenlys en misforståelse af, hvordan tingene hænger sammen. Og jeg bliver jo nødt til at anskueliggøre det for dem. Den ene gang efter den anden. Når de nu er så dumme, at de ikke kan begribe det af sig selv. Faktisk er det temmelig enkelt: En skotskterrier er overhund i huset. Resten af husstanden er kun nødvendig til at åbne døre, servere mad, nusse, når det passer MIG, altså - og ellers til at åbne køleskabet, når man trænger til en godbid. Det er egentlig ganske simpelt. Og det ligger altsammen i grunddressuren. Man skal fra starten af vide, hvem der bestemmer. Og når først, den aftale er på plads, skal det bare følges op engang imellem. Hundeejere er tungnemme. Som nu f.eks. da mit hun-menneske troede, hun kunne lære mig at sidde i en taske, så jeg kunne bæres i busser og tog og den slags. Hun må jo være dybt fejlfrankeret, men o.k. ingen er vel forpligtet ud over deres evner - heller ikke hun-mennesker. Så vi tilbragte et par timer på gulvet omkring denne her taske. Jeg sad tålmodigt og ventede, til hun havde placeret hundekiksen nede i tasken. Når hun så sagde "KOM"... stak jeg hovedet ned i tasken og tog kiksen.
Så gjorde hun det igen. En tyve-tredive gange. Efterhånden gik det vist op for hende, at jeg ikke var så dum at hoppe OP i tasken efter kiksen. Hvorfor skulle jeg dog det, når jeg udmærket kunne få fat i den ved at stikke hovedet ned efter den. Så prøvede hun at klappe i bunden af tasken og holde en kiks op i luften. Hun troede vist, det ville få mig til at hoppe derned. Med hvilken begrundelse? Jeg havde jo bare besværet med at hoppe ud igen. Og jeg havde jo fået hende dresseret til at give mig kiksen før eller senere, hvis jeg bare ventede pænt. I et sidste desperat forsøg gav hun sig til at løfte mig op i tasken og derefter give mig kiksen. Nåja, det skulle da stå hende frit for, hvis hun ville ødelægge sin ryg på den måde.
Jeg tog kiksen, når hun gav mig den. Og så hoppede jeg ud på gulvet igen og gnaskede den i mig. Til sidst gav hun op. Ærgerligt nok. Jeg kunne godt have spist flere kiks. Det var en ekstra god slags, hun havde fået anbefalet af en hundetræner. "Med dem her kan du opdrage din hund til hvad som helst", havde han sagt i telefonen. Det fortalte hun til han-mennesket, da hun bad ham købe dem i Brugsen.
Den hundetæner kan ikke have haft særlig stor erfaring med skotskterriere. Pointen i dette her er at gøre hvad de vil have EN GANG IMELLEM, for ellers mister de helt håbet - og holder op med at købe de gode hundekiks. Det smarte er at lade dem blive i troen på, at det MÅSKE nytter noget. Og så ellers sørge for kun at gøre det, de vil have, når det er den rigtige slags godbid, de stiller op med. Personligt går jeg varmt ind for ovn-tørrede leverbidder. Det er pokkers besværligt for hun-mennesket at skære leveren i stykker og placere den spredt ud på bagepapir i bradepanden på 110 grader. Og det er pokkers besværligt for mig at ligge foran ovnen og vogte over leverbidderne i de to timer, de skal stå og tørre derinde. Men det bliver jeg nødt til. For hver gang, hun går ud og kigger til dem, brænder hun fingrene ved at tage en bid ud og mærke på den. Og så taber hun den på gulvet, og så er det, jeg bliver nødt til at være der. Ellers går den bare til spilde i skraldespanden eller sådan noget. Den slags kan man ikke lade passere. Mennesker kan såmænd være hyggelige nok at have. Man skal bare sørge for at dressere dem - lige fra starten. Og følge op på det. Så de aldrig glemmer, hvem der bestemmer.
