Fødselsdagen (uddrag)

- fra Volmer - portræt af en samfundsstøtte.

Den voksne er fjenden, og fjenden er overalt. Han kan slå ned når som helst og hvor som helst med forbud, straffe og trusler om, hvordan det kan gå, hvis vi glemmer, hvor godt vi har det, og hvor meget de voksne gør for os, eller hvis vi bryder de love, de voksne med så stor omsorg har lavet til børnenes vel. Det vil sige til pæne børns vel, for det er kun pæne børn, der har pæne forældre, som gider opdrage deres børn. Det er et stort offer, for der kunne skrives tykke bøger om, hvad pæne børn bør gøre og hvad de ikke bør gøre, og der er en forklaring på alt, når vi ikke må noget. Så er det helt enkelt, fordi vi ikke må, for vores egen skyld. Kommer børn udenfor de voksnes rækkevidde, tager Gud fat, hvor de voksne slap. Han har et øje på hver finger, han interesserer sig specielt for de pæne børn og ikke for det godes skyld. Så vidt vi kan forstå, har han nærmest krampe i armen af at sidde at føre bog over vores gode og dårlige sider.

Pæne børn taler kun, når de bliver spurgt - og aldrig med mad i munden. Pæne børn har altid rene negle og lige skilning, de går altid med strømper og leger ikke på byggepladser eller offentlig gade og vej. De får aldrig sorte rande om munden af at slikke, de går ikke med pletter på tøjet og de sidder til bords uden at dingle med benene og er aldrig kræsne, og de levner heller ikke, for de ved, at der rundt om i verden, ja, sågar tre gader borte ved Branddammen, bor fattige børn, der ville briste i gråd af glæde og taknemmelighed, hvis de kunne smage de pæne børns mad, og det gælder også fiskegratin og sild med ben. Derfor siger pæne børn altid tak for mad, om de så er ved at brække sig af det, de har ædt. De tiltaler deres forældre i tredje person og husker hele tiden, at lynet kan slå ned. Men altid for deres egen skyld. For det gør mere ondt på de voksne end på børnene selv, hvis de pæne børn skal straffes, fordi de ikke har været pæne nok.

Pæne børn har gode interesser. De læser deres lektier, har orden i skoletasken, de går til klaverspil, hvis de er piger, og til violin, hvis de er drenge, og begge dele lyder frygteligt, så det er et stort offer for de pæne børns forældre. Pæne børn er altid set efter, i modsætning til gadeungerne, der har ukærlige forældre, som lader deres børn drive hid og did, så det aldrig bliver til noget med dem. Gadeunger skal aldrig være hjemme til bestemt tid, og gadeunger slikker uafladeligt til stor skade for dem selv, for gadeunger har altid penge, og ingen tør tænke på, hvor de får dem fra. Pæne børn har derimod aldrig penge, for deres forældre sørger for, at de får alt, hvad de trænger til, og lidt til.