Lise Helledie

Egentlig er det min søsters skyld, at jeg begyndte at skrive. Hun ville absolut være med i en billedbogskonkurrence og mente, at jeg skulle skrive teksten. Først troede jeg ikke, jeg kunne. Men det endte med, at jeg skrev og skrev, og til sidst blev teksten så lang, at den ikke kunne være i en billedbog. I stedet blev den min første oplæsningsbog for børn og voksne: Børnelokkeren.

Som barn drømte jeg om at blive mekaniker. Men på grund af en pukkel, der blev større og større, valgte jeg i stedet for at blive folkeskolelærer. Min ungdom foregik i de bragende 70´ere, hvor jeg boede i kollektiv med 15 andre. Indimellem tog jeg orlov fra min læreruddannelse og blev cigarilloskører på Skandinavisk Tobakskompagni. Mens jeg rullede tusindvis af cigarer, bestemte jeg mig for at gøre min uddannelse færdig, for så sjovt var det altså heller ikke at rulle cigarer. Som 39årig blev jeg opereret for pukkelryggethed, og i dag er jeg kun duknakket.

Lise Helledie er født i -54 i Silkeborg og bor i dag tæt ved Århus i en gammel nedlagt restaurant med 4 meter til loftet. Er tidligere bassist og tekstforfatter i bandet "Sonjas Søstre", uddannet folkeskolelærer og informations-medarbejder fra Danmarks Journalisthøjskole. Har siden 1996 arbejdet som SSP-koordinator, d. v. s. styret samarbejdet mellem skole socialforvaltning og politi i Ry kommune.

Men via et toårigt igangsætterstipendium fra Statens Kunstfond er hun nu i gang med at skrive "Hestedræberen" (2. del af "Kan sjælen flyve?") og "Vanvittige historier for børn og voksne" (se uddrag længere nede i teksten).
Plus en voksenbog med arbejdstitlen, "En anderledes gang på jorden."

Lise Helledie tilbyder foredrag og oplæsning for både børn og voksne i skoler og foreninger, manuskripthjælp og skrivekurser.

Biografien er udarbejdet af forfatteren
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 12. maj 1999  

Debut: 
1993
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Selv den bedste kan tage fejl

"Fortæl én af dine sjove historier," siger jeg til mor og rykker tættere hen til hende for ikke at gå glip af noget. Én, der ikke er sørgelig.
"Ja, ja, hvis du hjælper mig med opvasken."

Mor giver mig viskestykket: "Den handler om en mand og en kone, der var på Mallorca for at holde ferie. Dernede havde de fundet en lille hjemløs hund, der rendte rundt uden for hotellet. Den peb så ynkeligt, at de tog den med op på hotelværelset og fodrede den med madrester nede fra spisesalen.
De blev så glade for den lille hund. Især konen, hun syntes, den så så sød ud med sine små øjne og den lille, stumpede hale. Hun kunne sidde i timevis og kæle med den og kysse dens fine, spidse snude.

Da ferien er slut, beslutter manden og konen at tage den med hjem til Danmark. De putter den ned i en håndtaske og tager den med op i flyet, uden at nogen opdager noget.
Jeg har vist glemt at fortælle, at det var en meget lille hund," fniser mor og hælder sig frem over køkkenbordet for ikke at få et latteranfald.
"Nå, men efter et stykke tid bliver den lille hund syg. Dens mave er helt udspilet, og dens tynde ben kan næsten ikke bære den kuglerunde krop. Det meste af tiden ligger den og sover i sin hundekurv.
Manden og konen bliver så kede af det, så de tager den med hen til dyrlægen, for at han kan finde ud af, hvad den fejler. Desuden skulle den vaccineres mod hundesyge, det havde de snakket om så tit.
Dyrlægen kigger længe på det lille dyr. Så tager han sine briller af og sætter sig ned bag sit skrivebord.
"Der er noget, jeg må fortælle jer.............. Det dér." Han peger med afsky på det lille væsen. "Det dér er en ROTTE..... der har mistet halen."

Og hvad så," siger jeg. "Var den så syg?"
"Næh, den havde bare forædt sig," griner mor.
"Ville de så godt have den, selv om den slet ikke var en hund?"
"Ja da," svarer hun, "og så slap den jo for at blive vaccineret mod hundesyge."

"Og den gøede aldrig, når de fik gæster," fniser jeg og hopper op i vindueskarmen. "Og gæsterne kunne heller ikke forstå, hvorfor den aldrig logrede med halestumpen og kun ville spise ost."
"Nej alting er ikke som det i første omgang ser ud til at være," svarer mor. "Selv den bedste kan tage fejl."  

Inspiration

Min yndlingsforfatter er Herbjørg Wassmo, men ellers er jeg ikke den store læser, men jeg elsker at skrive - og temaer, har jeg nok af. Når jeg går på gaden og ser én bøje sig ned, vokser der straks en historie frem. Hvorfor gør han det? Er han ensom? Hvor stiller han skoene, når han kommer hjem, og hvordan ser hans klædeskab ud? Hvem besøger han, og hvad siger han til dem?