Knud Sørensen

Knud Sørensen

Født 10.3.1928 i Hjørring, student fra Hjørring Gymnasium 1946. Landinspektøreksamen fra Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole 1952. Praktiserede på Mors fra 1958 til først i 1980'erne. Fra da af fuldtids forfatter og foredragsholder. Deltaget i samfundsdebatten, bl.a. med debatbøger.
Administrator for Forfatterforlaget Attika 1973-79, lyrikanmelder ved dagbladet Aktuelt 1973-83, TV-anmelder ved Jyllands-Posten 1988-92, columnist ved Fyens Stiftstidende og Århus Stiftstidende 1992-98.
Medlem af Nykøbing Mors byråd 1962-66, formand for forfatterforeningens lyrikergruppe 1978-80, i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening 1982-88. Medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1983-85 og igen fra 1995 og af diverse fonds- og legatbestyrelser. Formand for Limfjordsegnens Litteratur Samvirke. I bestyrelsen for "Folkeligt institut for udkantsforhold.
Debuterede i tidsskriftet Hvedekorn i 1952, første bogudgivelse 1961.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Løgstør - 8. september 1999  

Debut: 
1952
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Udkast til kapitel 5 i en roman, der skal være en fortsættelse af "En tid" (1997) og behandle perioden fra efteråret 1944 til sommeren 1945. (Romanen udkom i 1999 med titlen "En befrielse")

Det var Alfred Hansen, jo det var Alfred, selv om vi efterhånden allesammen syntes, at vi havde været med til at finde det, købmandens datters legitimationskort.
Det var Alfred Hansen, der fandt det. Det var ham og ingen anden, der en formiddag havde været ved at smide hø ned fra loftet over stalden, da det pludselig lå der. Legitimationskortet.
Midt i høet.

Der havde været en del tale om det legitimationskort først på sommeren. Det var blevet væk, hørte vi. Købmanden forklarede, at det nok var blevet væk for hende i toget. Det var sikkert faldet ud af den jakke, hun stod med over armen, fordi det var altfor varmt at have den på, specielt når man stod trykket sammen i en midtergangen. "Men måske," sagde han også, "er det ligefrem blevet stjålet, der sker jo så meget af den slags." Jo, det var nok blevet stjålet, mente han, da han havde tænkt lidt over det, for det lignede ikke Inger at gå rundt og smide med tingene.
Vi samtykkede, i hvert fald når vi var i butikken. Der var dog en enkelt, Peters Marie, der mente, at købmandens datter kunne havde givet sit legitimationskort til nogen, som havde brug for sådan et, og som kunne forfalske det. Sådan noget kunneman egentlig godt tro om hende, mente Marie, og købmanden modsagde hende da heller ikke direkte, da ideen blev antydet en formiddag. Han sagde bare: "Ja, der sker jo så meget af den slags i Danmark, men -"
"Jeg tror det nu ikke," sagde han lidt efter, og det skulle han vel også sige.
Men der skete jo meget af den slags, det havde han ret i. Avisen havde beretninger om, at folkeregistre rundt om var blevet ødelagt, bortført eller direkte bombesprængt, og en dag havde vi kunnet læse, at pistolbevæbnede mænd havde røvet 20.000 legitimationskort fra skattepalæet, som det kaldtes, i Gyldenløvesgade i København. Det var vist det røveri, der havde givet Marie ideen. Kortene havde været udfyldt, de ventede bare på at folk skulle komme og få dem udleveret.
Der var altså brug for sådan nogle, selv om købmandens datters ene kort vel ikke engang forslog som en tysker i helvede, når man sådan sammenlignede med de 20.000.
Men derfor kunne det jo godt være rigtigt, indrømmede vi, så i et par måneder gik nogle af os rundt og så på købmandens datter med en smule beundring, som faderen også fik en lille andel af.
Der skulle som sagt ikke herske nogen som helst tvivl om, hvor vores sympatier lå.

Men så kom Alfred Hansen altså med det kort. Det var en formiddag ved elleve tiden. Det regnede derude, og han stod et øjeblik og rystede regn af kasketten og tørrede ansigtet med sin lommeklud.
Han gik hen til disken, hilste som om der ikke var noget særligt, fik de varer han skulle have og fik skrevet priserne ind i bogen. Han var vist på vej hjem igen, han så ud som om han havde lidt travlt, hilste kort på os andre, men lige inden han nåede døren, standsede han. "Det er forresten sandt," sagde han så og gravede noget frem fra inderlommen. Han gik tilbage til disken og lagde noget foran købmanden. Det var et legitimationskort, så vi. Han mumlede: "Jeg fandt lige det her."
Købmanden har vel spurgt: "Hvor?" og Alfred Hansen svaredemed en stemme, der vel ikke var ligefrem triumferende, men dog som brugt af en, der for en gangs skyld har overtaget.
Han sagde: "I høet."
Vi hørte det tydeligt og lod være med at se direkte på købmanden. Men vi kunne da fornemme, at han rødmede. Og han skyndte sig at sige en hel masse om, at det ville glæde datteren, selv om hun jo havde fået et andet.
Lidt senere var der en cigaret til os alle.
I høet. Kørt ind med høet!
Og tiden var rigtig, kunne vi regne ud. Det var først på sommeren, at kortet var forsvundet, og at sognefogeden med stort besvær og med assistance fra landbetjenten havde måttet fremskaffe et nyt.

Ingen sagde det, men vi tænkte det vist allesammen: "Hvem? Hvem har hun været i høet med?" og vi tænkte stadig "med hvem", da vi gik hjem, og vi forestillede os dette "med hvem" resten af dagen og aftenen med, for hun var jo en pæn pige, hende Inger, i hvert fald af udseende. Det gav sære fornemmelser i kroppen at gå og fantasere sådan, og hvis de fleste af vores koner ikke havde været ude over den alder, hvor de var avleduelige, var der nok kommet en lille flok forsommerbørn ud af det.
Også i de følgende dage funderede vi, alene eller når vi var sammen, men naturligvis aldrig, når vi var i butikken: Med hvem?
En tysker måske?
Det var vist alligevel for vildt at tænke sådan om Inger. Og det kunne man jo heller ikke af hensyn til købmanden, som havde det slemt nok som det var.
Så karlen hos præsten? Men det kunne vist ikke rigtigt passe, for han var jo kæreste med hende, ja hende - hvad det nu var, hun hed, hende fra Jetsmark - hende der var pige hos Holgers?
"Lis eller Lise eller sådan noget."
"Ja hende, Lis var det. Man havde vist ikke brug for andre, hvis man havde hende - efter hvad de da siger." Det var Svend, som ellers ikke sagde så meget, og hvis latter normalt kun var synlig.
Og mon en datter af vores købmand trods alt ikke var mere kræsen, tænkte vi? Havde det været en tysker - men det var det selvfølgelig ikke - havde det mindst været en officer.
Det mærkelige var vel, at vi aldrig havde set hende sammen med nogen. Ikke andre end Olines Jakob, de kom sommetider cyklende sammen om lørdagen, når de skulle hjem på besøg, hun fra sit kontor og han fra skolen.
Men en knægt på fjorten og så Inger på nitten - nej, Kristian, nu er du for langt ude - selv når der er tale om en fra den familie.
Men så ham, der er under jorden på Enggaarden?
Ja, der siger du noget, det kunne jo passe med, at sabotørerne mangler legitimationskort.
"Men det blev jo fundet i Alfred Hansens hø."
"Nå,ja".
"Og Enggaarden" ligger i en helt anden retning."
Det var ikke let, det her. Der blev tit rystet på hovedet.
"Men hvad så med ham lærersnuden ude i mosen?" Det var Svend, han var kommet godt i gang i dag. "Hvad med ham?"
"Spørg Rigmor," mumlede Holger, mens vi andre måtte indrømme, at han jo slet ikke var kommet hertil dengang.
Og hvor skulle hun egentlig kende ham fra?
Sådan gik snakken.
Det eneste triste var, at vi som sagt ikke kunne drøfte spørgsmålet, når vi mødtes i butikken, selv om en eller anden godt kunne finde på at spørge Alfred Hansen, om han ellers havde fundet noget for nylig. Men drillende, naturligvis, så det kunne lyde som om bemærkningen virkelig var møntet på ham.
Og så Inger. Det var som om vi først nu lagde rigtig mærke til hende.
Inger, ja. Hun var jo blevet voksen efterhånden.  

Inspiration

Jeg læser meget bredt og læser gerne det, jeg ikke selv kunne have skrevet. Det betyder ikke, at der ikke er bøger, som jeg har et særligt nært forhold til, og som utvivlsomt har påvirket mig. Hemingways noveller, William Carlos Williams lyrik, Per Olof Sundmans forfatterskab og C.P.Snows romanserie "Strangers and brothers" om England fra 1914 til 1968. Af danske forfattere vil jeg især nævne Blicher, Pontoppidan og Tage Skou Hansen.
Den direkte inspiration har jeg dog nok fundet "ude i virkeligheden" (mennesker jeg har mødt, dokumenter eller annoncer jeg har læst, gravsten der har forundret mig for nu at give et par eksempler).
I de senere år har det vist mest været min erindring om nogle virkeligheder, der har været igangsættende.  

Priser og legater

Statens Kunstfond. Livsvarig ydelse
1978: Otto Rungs Forfatterlegat
1981: Kaj Hoffmann legatet
1982: Landbrugets Kulturpris
1984: Egholt-Prisen
1988: Adam Oehlenschläger Legatet
1988: Otto Gelsted-Prisen
1991: Morten Nielsens Mindelegat
1993:Limfjordsegnens Litteratur Pris - Jeppe Aakjær Prisen
1993: Nordiske Bondeorganisationers Centralråds kulturpris
1994: Blicher-prisen
1997: Kritikerprisen
1997: Weekendavisens litteraturpris
1998: Holger Drachmann-legatet
1999: Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat
2000: Henrik Pontoppidans Mindefond
2001: Søren Gyldendals Studierejselegat
2003: Æresmedlem: Blicherselskabet
2003: Æresmedlem: Morsø Biblioteksforening
2011: Aakjærprisen

Links

Se også