2. sortering
Landsbyens kyklopøje vogtede over tavsheden, når jeg trådte ind ad døren til de små forretninger med ærinder for min mor. Min hilsen der ikke blev gengældt. Min usynlige tilstedeværelse hos bageren eller slagteren, der gjorde at jeg blev sprunget over, indtil der ikke var andre end mig tilbage i butikken. Jeg stod længe og så ned i gulvet, inden jeg turde sige, hvad jeg skulle have. Og når jeg endelig fik åbnet munden og fremstammet:"et pund fars" eller "et franskbrød", var min stemme så lav og undseelig, at jeg måtte gentage mit ønske 7-8 gange, inden ordene gav mening i ekspedienternes øre, og jeg langt om længe kunne blive betjent. Jeg mærkede ekspedienternes spydige grin krybe ind under huden og giften, der trængte ind min krop som jernkroge, man hængte slagtede dyr op i. Men det rørte mig ikke, for jeg regnede ikke mig selv for noget. Jeg regnede mig selv for så lidt, at ingenting rørte mig. Hverken de bortvendte ansigter eller de åbenlyse fnis. Jeg forlod butikken med en sorg, som jeg ikke kendte navnet på. Sorgen var mit kainsmærke. Den gjorde mig frastødende, slog en ring omkring mig og forvandlede mig til et uhyre.
Min første kærlighed vakte afsky hos drengens mor på grund af mit dårlig rygte, hvis indhold på gådefuld vis var holdt hemmelig for mig. Moren forlod huset, hver gang jeg kom på besøg og endte med at stille et ultimatum. "Det er enten hende eller mig".
Vi lå på stranden hele dagen før festen og så hinanden dybt i øjnene. Vi svømmede ud til tredje revle og tilbage igen. Vi lod os tørre af solen og smurte hinanden ind i niveacreme. Jeg glædede sig til hans studenterfest og til at indvie min nye sommerkjole, hvis lette rødprikkede stof, jeg havde valgt med tanke for, at de rød-hvide farver skulle matche til hans studenterhue.
Da vi var ved at pakke håndklæder og strandting sammen i min stråtaske for at begive os hjem i god tid til aftenens store begivenhed, sagde han, at hans mor havde sagt, at hvis jeg kom til festen, ville hun gå hjemmefra. Så kunne han selv vælge. Drengen valgte moren. Hvad andet kunne han gøre? Sin mor skal man have hele livet, men en pige er kun en kort glæde, der kan erstattes med en ny.
Ved midnatstid da jeg var gået i seng, kom han op til vores hus og kastede en sten gennem mit åbne vindue. Jeg blev vækket af den tunge, dumpe lyd mod gulvet og så stenen ligge som en knytnæve fra en fjendtlig verden. Jeg stod op og gik hen til vinduet. Jeg sov ikke med natkjole om sommeren, en hemmelig forbrydelse som jeg værnede om. I min halvvågne tilstand glemte jeg at tage noget på og viste mig for ham uden en trevl på kroppen og kastede dermed yderlig ved på heksebålet.
Han satte hænderne omkring munden som en tragt og råbte til mig, at nu var hans mor gået i seng, og så kunne jeg godt komme. Jeg var for stolt til at nøjes med resterne fra en afdanket fest. Han blev ved med at plage mig og græd som en elskovssyg kat. Jeg stod fast på mit nej. Bagefter, da han var cyklet tilbage til sin moderløse fest, fortrød jeg, at jeg ikke var taget med ham. Jeg gik ind i mine forældres soveværelse og spurgte min mor, om det var forkert af mig at blive hjemme. Min mor gav mig ret i, at jeg ikke skulle gå til festen, når hans mor havde sagt: "Det er hende eller mig".
Nogle måneder efter studenterfesten gik en ung hustru og to-barns mor i et anfald af akut psykose nøgen ned ad landsbyens eneste gade og blev derefter spærret inde på det nærmeste psykiatriske hospital. Jeg blev udpeget som ophavsmand til det nøgne look og anklaget for at have inspireret den stakkels unge kvinde til at udstille sin sygdom for åbent tæppe.
Det var studentermorens onde tunge, der havde bragt rygtet om min usædelige sommervane til torvs. Jeg vendte morens had mod mig selv. Jeg slugte hadet, tyggede på det og fordøjede det, til det var udslettet fra min bevidsthed. Jeg var skuespiller og god til at forstille mig og lade som ingenting. Lade hånen og grinene prelle af, gå videre med en hoven mine og sige til sig selv: "Det er mig, der bestemmer om jeg vil såres, om de giftige pile skal gøre ondt. Hvis jeg bestemmer, at de ikke gør ondt, så knækker de, og virkningen udeblir. Jeg rejser mig fra mudderkastningen som Fugl Fønix. Jeg er urørlig, uopnåelig".
Alligevel koster det mig stor overvindelse at gå ud på gaden og kaste mig for løverne, forlade mit trygge barndomshjem, hvor min mor løber rundt som en syg høne og jamrer: "Du er så god, så god". Hun ved jo godt, hvad der foregår mellem mig og landsbyen, at jeg er udvalgt til at være deres muntre køkken, hvor porcelænet smadres for at opretholde den sjælelige balance, for at aggressionerne ikke skal gå ud over familien, men placeres på neutral grund, på døde ting.
Jeg er en sådan død ting, en hvid tallerken, som nogen skyder til måls efter for at lette hverdagens tryk ved lyden af porcelæn, der smadres. Eller er det kun fajance? Det har ingen betydning. At være skydeskive er bedre end leve med den hvide tallerkens tomhed, som aldrig har været i berøring med kød og sovs og kartofler. Hvilken skam at blive taget lige ud af fabrikken og sendt til 2.sortering og derpå blive smadret uden at have opfyldt sin egentlige bestemmelse: at være det hellige måltids tjener. Service kaldes vi hvide og muselmalede kirketjenere.
Åh, at være en tallerken igen og ikke tusind potteskår. At kunne få en second chance. Der findes bare ikke nogen anden gang. Livet er ingen generalprøve. Du må kende din besøgelsestid. Gribe chancen når du får den, også med de fabrikationsfejl du er udstyret med.