Jørgen Horsbøl

Født 28/11 1931 i København. Gik ud af folkeskolen efter 7 års skolegang. 18 år gammel udlært som kok fra restaurant Frascati som lå på Rådhuspladsen i København. Sejlede derefter 5 år på langfart. Lærereksamen fra Jonstrup Seminarium 1959. Har arbejdet som enelærer på Langeland, som landsbyskolelærer og byskolelærer på Sjælland, og som lærer og skoleleder i Grønland. Debutår 1988 med "De tre klarer Ærterne".

Oprindelig publiceret Forfatternet Slagelse - 5. april 2000  

Foto: Privat

Debut: 
1988
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

EN GRIM KØTER

Jeg blev en gang ringet op af en hr. Egon Hansen, som spurgte, om jeg kunne passe deres hund i to uger.
Da jeg ikke tager mod pensionærer uden først at have set både dem og deres ejere lidt an, foreslog jeg, at han og hans kone kunne komme ud til mig sammen med deres hund og se på lokaliteterne.
Det var overhovedet ikke nødvendigt, forsikrede Egon Hansen. Han havde hørt så meget om min pragtfulde hundepension. Og "Sofus", en "ægte schæferblanding!" var verdens sødeste og nemmeste hund. Jeg har altid været modtagelig for smiger, så jeg sagde, at det ville være mig en stor glæde at få lov til at passe så dejlig en hund.
Næste formiddag troede jeg, det var en traktor, jeg hørte ude på vejen. Den svingede ind på vores gårdsplads og standsede foran hoveddøren.
Det viste sig at være hr. og fru Egon Hansens bil. Da de ankom til den aftalte tid, blev jeg klar over, at de ikke havde mødt færdselspolitiet på vej til mig.
Alle kan have en dårlig dag - selv "verdens sødeste hund!" Det var bestemt ikke med sin gode vilje, Sofus forlod bilen Fru Hansen fik et bid i armen, da hun ville skubbe på.
Da Sofus endelig kom ud, opdagede han "Kispus", som lå og slikkede solskin i en havestol. Det medførte at hr. Egon Hansen lavede nogle usædvanlig dybe og lange bremsespor i mit nyrevne grus, mens fruen hoppede rundt med hånden omkring armen og sagde nogle meget grimme ord.
Derefter blev der en lille pause, hvor Sofus stod og kløede sig, men han med fortænderne forsøgte at fange noget i sin pels.
Da jeg lidt senere ville hilse på Sofus, forsøgte han at begrave sine hjørnetænder i mit højre lår, så jeg meddelte hr. og fru Hansen, at jeg desværre ikke kunne passe deres hund.
Denne besked medførte et mindre nervesammenbrud hos fruen. De havde gennem flere år sparet op til at holde fjorten dages ferie på Mallorca. Om få timer skulle de rejse, så hvad nu?
Jeg har det uheldigvis med grædende kvinder, som jeg har det med smiger, så det endte med, at ægteparret i fælleskab og meget imod Sofus vilje slæbte ham ind i hundepensionens mest flugtsikre afdeling.

Da hr. Egon og hans kone var kørt, tog jeg avisen og satte mig ud ved siden af "Sofus" løbegård.
Selv om verdens sødeste og nemmeste hund stak næsen ud gennem trådvævet og knurrende forsøgte at prøve, hvordan jeg smagte, læste jeg uanfægtet videre i min avis.
Når jeg er sammen med vores pensionærer, har jeg altid lidt lækkerier i lommen. Om hverdagen er det små stykker lever, der er tørret i ovnen. På søn- og helligdage er de skiftet ud med et stykke gammel ost.
Sofus var heldig. Det var søndag. Da han i et stykke tid forgæves havde prøvet, at sætte tænderne i mig, nøjedes han med at spise det stykke ost, jeg tilfældigvis havde tabt. så han lige kunne nå det.
Otte stykker ost senere, var jeg færdig med avisen. Jeg rejste mig smånynnende uden at ænse Sofus og gik min vej.
Efter en dags avislæsning mere og lidt godbidder, kunne jeg gå ind til Sofus og gøre rent. Da jeg først havde fået lov til at klø ham bag øret, gik det stærkt. Allerede på tredje dagen efter en grundig kur mod uønskede gæster på en hund, gik vi tur og jeg præsenterede ham for mine egne hunde og de andre pensionærer.
Sofus var meget glad for at komme ud i vores indhegnede fold og lege - helst med tæver - Sofus brød sig ikke om konkurrenter, så han var kun sammen med andre hanhunde, når jeg var til stede.

Dagen og tidspunktet kom, da Sofus skulle hentes. Han var i mellemtiden blevet en glad hund. Når jeg kom ud til ham om morgenen, lagde han sig ned med alle fire ben i vejret. Det var tegn til, at nu skulle han gnubbes på maven - Det tog sin tid. Derefter gik vi en tur, inden han blev sluppet løs i folden sammen med nogle damehunde.
Det var sjældent, jeg var ked af det, når en pensionær blev hentet, for de skulle som regel hjem til deres elskede familie. Men jeg havde det rigtig skidt med tilfældet Sofus, så jeg havde besluttet mig til at tale alvorligt med hans ejere, når de hentede ham.
Lidt over middag ankom hr. og fru Hansen. Jeg gik ud og nåede knapt at hilse, før fruen udbrød: "Gud...Egon! hvor er det altså nogle smarte blomster, der står der i vinduet. De ser helt ægte ud!"
Jeg nåede lige at glæde mig over, at min kone ikke hørte den bemærkning, inden hr. Egon svarede: "Jeg er sgu ligeglad med dit blomsterævl."
Derpå så han på mig og fortsatte: "Nå, vi må jo hellere få fat i dyret og komme hjem."
Jeg gik ind efter Sofus, som havde gemt sig i en krog. Da jeg kom ud med den, og den fik øje på sine ejere, begyndte den at knurre.
"Åndssvage køter!" råbte hr. Egon. Det skulle han aldrig have gjort, for lige pludselig kunne jeg ikke holde Sofus længere - Han smuttede fra mig.
Trods voldsom råben og skrigen fra dens ejere, var Sofus lidt efter forsvundet i den nærliggende skov.
Det var et meget ophidset ægtepar, der et stykke tid efter forlod mig uden hund og uden at have betalt for opholdet. Hvert et ord, de havde råbt op om mig og min hundepension og ikke mindst om Sofus, havde glædet mig. Det bevirkede nemlig, at jeg med god samvittighed kunne prøve at skaffe Sofus en bedre tilværelse.

Nogen tid senere, da alt igen åndede fred og idyl, gik jeg over mod skoven. Lidt efter så jeg i skovkanten et velkendt hoved, som tittede frem. Jeg kaldte en enkelt gang, og få sekunder senere var en meget bidsk hund ved at vælte mig for at nå op og slikke mig ren i hele ansigtet.
En time senere ringede jeg efter Valde. Da han kom, gik vi ud i folden, hvor Sofus legede med to andre pensionærer. Valde lovede mig at passe ham, indtil jeg fandt ud af, hvordan jeg skulle få hr. Egon og hans kone til at give afkald på deres hund.
"Det går nok alt sammen," sagde Valde, da han drog afsted med Sofus. "Sådan en grim køter, tager det lang tid at finde."
Da jeg et par dage efter kom over til Valde, gik Sofus rundt blandt de andre hunde, som om den altid havde boet der.
"Det er en skam, du ikke er en jagthund," sagde Valde og tog den om hovedet med begge hænder, "For så kunne du have blevet hos mig."
"Nej, selvfølgelig kan du ikke have en hund, der ikke kan bruges til jagt," sagde jeg. "Og det koster jo også ekstra foder og ulejlighed."
Min sidste bemærkning gjorde et vist indtryk, kunne jeg se. Så inden Valde fik svaret, var jeg ude af døren.
I de næste par dage havde jeg mange spekulationer angående Sofus. Man jeg kunne have sparet mine bekymringer, for en formiddag stod Valde glædestrålende i døren sammen med en grim og meget logrende køter.
Da vi havde bænket os ude på terrassen, tog Valde et stykke papir frem. På det stod der med hr. og fru Hansens underskrift, at "schæferblanding Sofus" tilhørte: herregårdsskytte Valdemar Hansen.
"Det var Sørens!" udbrød jeg. "Hvordan har du båret dig ad med det?"
"Jo, nu skal du bare høre," sagde Valde. "I går slagtede jeg tolv høns. Derefter anbragte jeg Sofus midt i bunden, stak den ene høne i flaben og tog et billede.
Da det var fremkaldt, proppede jeg Jens Post og køteren ind i bilen og kørte hjem til dens ejere. Jeg havde forklaret Jens, at han ikke måtte sige et ord, uanset hvad det skete.
Både hr. og fru Hansen blev mildest talt overraskede, da jeg ankom og meddelte dem, at deres hund sad ude i vognen sammen med hr. Svendsen.
Da jeg derefter viste dem billedet af Sofus og mine tolv høns, og samtidig som sandt var tilføjede, at hr. Svendsen ikke bar uniform i dag, fik de er helt forkert udtryk i ansigterne.
De har åbenbart ikke holdt særlig meget af deres hund, for lidt efter gik jeg derfra med trehundrede kroner plus det her stykke papir, som gør mig til ejer af lopperede," sluttede Valde, medens han spejlede sig i et par brune øjne.
Jeg kunne ikke dy mig, så jeg sagde, at nu amnglede vi bare at finde et godt hjem til Sofus.
"Den er go´ med dig du gamle," grinede Valde og så længe på en grim køter, der ikke havde spor lyst til at stikke af mere.  

Inspiration

Jeg har samme forhold til læsning, som jeg har til mad. Jeg har ingen egentlige livretter. Et stykke rugbrød med varm marv, groft salt og peber fra mølle kan smage lige så godt som kaviar, øllebrød med iskold piskefløde eller gåselever med trøfler, bare råvaren og tilberedningen er i orden.

INSPIRATION:

Den kan komme til mig på mange måder - Wienermusik, en køn pige... Og så havet!

Jeg sidder så ensom ved Danmarks bred, mens solen langsomt forsvinder; hvor er her roligt, alt ånder fred, og bølgerne kommer med minder. De bryder så dovent, med stille røst, mod revlers lysende bælter, og mødes med den bugtende kyst, med toner, med perler, der smelter. De dæmpes til rislen i strandens favn, mit sind, det pludres til hvile, og hvert et suk er et elsket navn, der kommer fra tusinde mile.