Jørgen Hofland

Jeg er født i København 5.6.1925. Jeg voksede op i et middelklassemiljø; min far var kontormand, min mor var hjemmegående. Vi boede på amager, til jeg var 7 år. I 1932 flyttede vi til Vanløse, en bydel, der kom til at betyde meget for mig. Hér gik jeg i skole, hér havde jeg mine kammerater, hér var jeg i F.D.F. i 6-7 år. Vi boede i en andelsboligforening, en lejekaserne, om man vil; men der var kammerater, hvoraf nogle blev venner for livet. Jeg befandt mig virkelig godt i folkeskolen, senere også i gymnasiet. Efter studentereksamen kom jeg på seminarium; var soldat et år; blev vikar og senere fast ansat ved Københavns Kommunale Skolevæsen. Lærerjobbet i København skulle komme til at vare i 9 år. Jeg brugte fritiden til at tage faglærereksamen i dansk, og kurser på Lærerhøjskolen i engelsk og tysk. I 1959 blev jeg gift, og vi "flyttede på landet", dvs til en centralskole nær ved Kalundborg. Efter 5 år dér søgte jeg en stilling ved Gedved Statsseminarium. Jeg var heldig og fik jobbet. Jeg underviste på lærerseminariet i dansk og retorik, og da HF dukkede op på vores institution, fik jeg også engelsk på mit skema. Da lærerseminariet blev nedlagt, beholdt jeg stadigvæk timerne i HF. Jeg blev på Gedved Statsseminarium til 1995, hvor jeg fyldte 70. I den rigelige fritid, jeg nu fik, begyndte jeg at skrive. Erindringer havde jeg ikke lyst til at udgive. Det var bedre med en roman; dér kan man efter forgodtbefindende putte selvoplevet stof ind. Efter flere udkast og renden alverdens forlag på dørene, blev det til udgivelse af en roman i oktober 1999. Hos forlaget "Hovedland" i Århus. Romanen kom til at hedde "Et pletfrit liv". Den foregår dels i Viborg, som det var for et par menneskealdre siden. Jeg tilbragte alle mine ferier dér hos en moster og onkel - fra 1932 til 1945.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Horsens - 8. maj 2000
Portrættet redigeres af Horsens Bibliotek    

Debut: 
1999
Land: 
Danmark
Bøger
  • Bog: "Dyrefabler" af Jørgen Hofland

    Bogens forside

    Dyrefabler på vers med en vittig og humoristisk morale

    Forfatter: 
    Jørgen Hofland
    Udgivet: 
    2013
    Forlag: 
    Ravnerock
    Sidetal: 
    83
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Aage og Else" af Jørgen Hofland

    Bogens forside

    Et sammenstød med en dansker i tysk tjeneste under anden verdenskrig tvinger Aage til at flygte til Sverige, hvor han rejser fra job til job og fra kvinde til kvinde, men ønsket om at bekæmpe tyske

    Forfatter: 
    Jørgen Hofland
    Udgivet: 
    2011
    Forlag: 
    Ravnerock
    Sidetal: 
    158
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Novembersol" af Jørgen Hofland

    Bogens forside

    Københavnske Georg får plads på en herregård i Vendsyssel i 1944, hvor han fanges ind af landbolivet, pigen Elva og efterhånden også den lokale modstandsbevægelse.

    Forfatter: 
    Jørgen Hofland
    Udgivet: 
    2009
    Forlag: 
    Ravnerock
    Sidetal: 
    159
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Over stok og sten" af Jørgen Hofland

    Bogens forside

    Major Andreas Sigalow elsker sin to-årige søn og er glad for sin samleverske -  Men han er også glad for andre damer, og det får frygtelige konsekvenser.

    Forfatter: 
    Jørgen Hofland
    Udgivet: 
    2007
    Forlag: 
    Otterup : Ravnerock
    Sidetal: 
    99
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Hævneren fra Augustenborg" af Jørgen Hofland

    Bogens forside

    Efter besættelsen fører frihedskæmperne Bruno og Kirsten deres kommunistiske kurs, mens René lever videre i hævntørst og kommer til at dræbe Kirsten.

    Forfatter: 
    Jørgen Hofland
    Udgivet: 
    2006
    Forlag: 
    Otterup : Ravnerock
    Sidetal: 
    114
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Under tramp af de elleve mænd" af Jørgen Hofland

    Bogens forside

    Fortælleren vokser op i 1930'erne og 1940'erne, og efter at hans far bliver arresteret af tyskerne, får han selv kontakt til modstandsbevægelsen, men også til den underskønne Rose.

    Forfatter: 
    Jørgen Hofland
    Udgivet: 
    2005
    Forlag: 
    [Jørgen Hofland]
    Sidetal: 
    119
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Et pletfrit liv" af Jørgen Hofland

    Bogens forside

    Vennerne Steen og Harry har fulgtes ad siden barndommen i Viborg, men hvor Harry er handlekraftig, er fortælleren Steen veg og ubeslutsom, så i realiteten har Harry styret begges liv.

    Forfatter: 
    Jørgen Hofland
    Udgivet: 
    1999
    Forlag: 
    Højbjerg : Hovedland
    Sidetal: 
    140
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Et lille stykke fiktion, der ikke har været publiceret andre steder: Når man som ældre ser tilbage på sit liv, husker man visse begivenheder tydeligt, mens andre blegner hen, måske fordi de egentlig ikke havde nogen betydning. Hvem husker ikke sin debut på det erotiske område? Hvis nogen siger, At han eller hun ikke kan erindre, hvordan det gik til, da vedkommende "blev mand" eller "blev kvinde", altså mistede sin uskyld, så er det løgn. i de fleste tilfælde har man nu mistet sin såkaldte dyd før den skelsættende begivenhed. Alle har jo foretaget sig noget derhenad før det egentlige; alle har i gerning, eller i hvert fald i tankerne, gjort ting, der førte dem nærmere målet.
Der er mennesker, der ikke vil huske første gang. Måske fordi det for mændenes vedkommende har været en luder, eller været noget, man var led ved, selve personen måske, - mangelen på dybere følelser. Måske fordi man nærmest havde tiltvunget sig det. En kvinde er måske heller ikke stolt af, at hun har mistet sin dyd efter et bal, med et eller andet fjols, én hun ikke kendte, og bare fordi hun var småfuld eller blev svag i knæene.
Hvis man ikke har haft succes som forfører, erobrer eller Don Juan, er det en naturlov, at man over for andre overdriver voldsomt for at synes mere maskulin og uimodståelig, end man er. Når jeg skal fortælle ærligt om min debut, var jeg så 16, 19 eller 22?, og hvordan var det?
I dag findes der vist ikke nogen 16-årig, der ikke har gjort sine erfaringer. Mange har i den alder allerede en fast partner. Det er mig en lilde til evig undren, at de er modne til det. Ment på den måde, at på et eller andet tidspunkt må de vel opdage, at de har prøvet for lidt, - vi kan godt sige: prøvet for få. Der må opstå en længsel efter at komme ud af forholdet. Og det gør man måske bare? Eller er der udbredt utroskab mellem unge i den alder? Hvad med de mange forelskelser, der hører den tid til? Kan man undvære spændingen mellem den afgrundsdybe ulykke, når man føler sig uelsket eller svigtet, og modsætningen: den svinlende, jublende lykke, når man holder hende i hånden og mærker, at hun er lige så forelsket som en selv?
Jeg vil fortælle tre forskellige beretninger om min første "erobring". En af dem er den rigtige.
Første beretning: Da jeg var 16 år og gik i 1.g., havde jeg haft fugle i flere år. Det var kanariefugle, som udmærker sig ved såvel smukke og varierede farver som ved meget kraftig og inciterende sang. På det tidspunkt - i april - havde jeg en mindre stuevoliere med en han og tre hunner - troede jeg. Indtil en dag hvor en af de formodede hunner brød ud i gjaldende sang, mens den jagtede en af de rigtige hunner. Jeg fik denne nye han over i et mindre bur, da jeg hellere ville avle på den gamle han, og da jeg vidste, at al parring og yngel ville gå i vasken med to hanner i samme voliere. Jeg måtte se at få den solgt eller byttet til en hun. Det var i øvrigt en stor, smuk fugl, helt kridhvid, ung, og klar til sin første ynglesæson.
På det tidspunkt kom mine forældre sammen med tre ægtepar til et spil kort hver fjortende dag på skift i hjemmene. Herrerne spillede whist, tror jeg, og damerne snakkede og strikkede. Når kortgæsterne kom hos os, havde min mor altid bagt boller til kaffen, og hjemmebagte boller - ja, hvad er bedre? Derefter æblekage, citronfromage eller lignende.
Siden jeg var ret lille havde jeg kendt de to par: Camilla og Herbert, Manfred og Ingeborg. De var på mine forældres alder, gamle altså, mellem 40 og 50 år. Det var Poul også, men hans kone Ilse var på det tidspunkt kun midt i trediverne. De to var kommet ind i kortklubben noget senere, på afbud fra et andet par, som jeg har glemt: Man spillede kort og hyggede sig, og sidste aften i sæsonen, gerne hen i april, holdt de en afslutningsfest. Enten sådan rigtigt med øl og snaps, eller en teatertur med kaffe i et af hjemmene bagefter. Et år var de taget i skoven med madkurve.
Herbert var repræsentant, Manfred var lagerforvalter, og Poul var taxachauffør. Min far var kontorassistent. Alle hustruerne var hjemmegående. De tre af parrene havde børn. Poul og Ilse havde ingen.
En søndag i bemeldte april måned, da der var blevet spillet kort om lørdagen, sagde min far til mig: "Det er Poul og Ilse; de har en kanariefugl i et lille bur. Den var købt for at være en han, men den synger ikke, de mener, at de har fået en hun. Du kan vel ikke undvære en han? Det er Ilse, der er helt vild med den fugl. Hun vil ikke bare bytte den i en fugleforretning og få en anden han". De får min hvide han, tænkte jeg straks. Men - i et lillebitte bur - et par, der skal have rede og unger? Måske bliver det til slåskamp i stedet for hyggeligt familieliv. Vil hunfuglen acceptere en fremmed, der pludselig kommer dumpende? Nå, det kan jo være, det går. Ellers køber de nok et større bur.
Onsdag havde jeg fri fra skole, og jeg begav mig hjemmefra ved 9-tiden med min fugl i et lille transportbur bag på cyklen. Der var vel en tyve minutters kørsel fra Vanløse, hvor vi boede til deres bolig i et arbejder- og funktionærkvarter, der lignede vores. Poul Knudsen, stod der på dørskiltet, 1.sal til højre.Jeg ringede på og hørte Ilses stemme spørge indefra: "Hvem er det?" "Det er mig" sagde jeg begavet, men føjede til, for ikke at virke alt for dum:"Det er Carl". "Guud, - jeg er kun i natkjole; men når det bare er dig, kan jeg vel godt lukke op", sagde hun og åbnede døren. "Da Poul kørte i morges, tog jeg mig ærlig talt en lille lur. Ser mit hår ikke frygtelig uglet ud?"
Det syntes jeg nu ikke; derimod var natkjolen lidt krøllet. Det var en tynd en med smalle skulderstropper, og man anede konturerne af et par velformede, faste bryster. Men min interesse for fugle var stærk, og jeg var spændt på at se, hvordan de to fugle, der nu skulle præsenteres for hinanden, ville gebærde sig. Pouls og Ilses eksemplar var en slank, helt gul hun, der hilste mig met et landtrukkent piip. Ilse så ind i kassen til min hvide han. "Nej hvor er han flot. Jeg tror, hun bliver helt vild med ham lige med det samme! Jeg glæder mig til at høre ham synge".
Derpå gik hun hen til sit eget bur. Hun lukkede lågen op, og den gule fløj straks hen på hendes hånd. "Den får en flyvetur et par gange om dagen", sagde Ilse. Efter en rundtur i stuen satte den sig på hendes skulder. "Nu skal du se, hvor tam den er", sagde hun. "Nu skal den have et kys" Ilse tog et hampefrø fra en skål på bordet og anbragte det mellem læberne. Så drejede hun hovedet om mod fuglen, som let og elegant pillede frøet ud af Ilses mund. Den gule fugl blev forventningsfuldt siddende. "Ja, ja; du får et til", sagde hun. Scenen gentog sig. "Kan du også gøre det?" spurgte hun så.
En morsomhed, der pludselig blev til noget helt andet, røg mig ud af munden:"Jamen jeg er nok ikke så behændig som fuglen", sagde jeg, uden at tænke på konsekvenserne, der nok ville bestå i et hånligt svar, eller en anden form for afvisning. Men Ilses øjne var varme og smilende, mens hun tog et frø op fra skålen og placerede det mellem læberne. Jeg mærkede blodet banke i halspulsåren og i tindingerne samtidig med, at mit lem rejste sig. Det svimlede for mig, da jeg forsigtigt nærmede mine læber til hendes. Frøet mærkede jeg ikke, men hendes læber var bløde og varme. Mine hænder holdt om Ilses ryg; de søgte nedad over hofterne, og jeg mærkede hendes balder, der var levende under det tynde stof. Min puls bankede voldsomt, og jeg var stakåndet efter det første, lange kys. Under det næste kys gav hun efter i knæene, slap min mund og førte mig ind i soveværelset. Hun spurgte med lav stemme: "Er det første gang?" Jeg nåede ikke at sige noget; jeg behøvede vel ikke engang at bekræfte det, før hun sagde: "Så skal du få en oplevelse, di aldrig vil glemme: Læg dig ned!" Jeg lagde mig på ryggen på hendes seng, og hurtigt fik hun krænget jakken af mig. Da hun knappede min skjorte op, kunne jeg nå hendes bryster med mine oprakte hænder. Så blødt, så varmt; så store, indbydende mørkebrune brystvorter. Undertrøjen fik vi af ved fælles hjælp. Dernæst løsnede hun mit bælte, trak bukser og underbukser ned i én bevægelse. Og dér lå jeg, med mit erigerede lem strakt opad; med blodet hamrende både dér og i tindingerne.
Da skete der noget aldeles pragtfuldt. Ilse bøjede sig ned over mit pulserende køn, og med sine blde, fugtige læber skød hun forhuden tilbage. De svage, blide berøringer var næsten for meget, men det blev endnu dejligere; for nu tog hun fat. Med regelmæssige, kraftige, sugende bevægelser, op og ned, brugte hun tunge og læber; bearbejdede mig, så jeg skreg af lykke. Og pludselig, som en eruption, kóm jeg, eksploderede jeg, mens hendes begærlige sugen blot blev endnu vildere. Det var det mest vidunderlige øjeblik i mit liv - -. Bevægelserne blev svagere, tog langsomt af, men hun beholdt mig i munden, til jeg var helt afslappet.
Da hørte jeg pludselig en lyd som fra en anden verden; men den kom fra vindueskarmen. Jeg drejede hovedet for at se, hvad der foregik. Den gule hun havde sat sig på transportburet, hvor min hvide han var. Og nu sang han, som han aldrig havde sunget før, trippede frem og tilbage på sin pind og kastede sig derpå mod tremmerne, syngende sin vilde lidenskab ud.  

Inspiration

Hér griber jeg en enestående chance til at causere om mig selv. Ellers er der da ingen, der gider høre om "lille mig og mit forhold til kunsten".
Siden min tidlige barndom har jeg holdt af at læse. Helst fiktion. Min første litterære udvikling gik fra Lieberkind, Sven Fleuron - altså dyrefortællinger - til Johs.V.Jensen; specielt "Den lange Rejse". Siden mit elvte år har jeg været en bogsluger. Jeg har herhjemme ikke bedre bøger end "De islandske Sagaer". Nials Saga har jeg læst, jeg tror fem gange; det samme gælder "Markens Grøde" af Knut Hamsun. Og det er ikke sidste gang, jeg har læst de to sidstnævnte. I øvrigt holder jeg meget af svenskeren Eyvind Johnson og den danske Knud Hjortø. Førstnævnte for "Grupp Krilon" og "Strändernas Svall", Hjortø først og fremmest for "Folk".
Maler- og billedhuggerkunst appelerer ikke meget til mig. Teater og film noget mere. Musikalsk er jeg ikke nået videre end til Bellmann, "Gluntarne", Evert og Sven Bertil Taube, samt vor nationale sang- og viseskat. Sport holder jeg mig langt væk fra, men jeg er en passioneret havedyrker, som råder over 2000 m2 jord.
Jeg føler mig på én gang stolt og ydmygt taknemmelig over, at det skulle lykkes mig i en alder af 74 at få udgivet en roman, som oven i købet sælger ganske pænt. Familieog rigtige venner har glædet sig på mine vegne.
Næste roman er hos forlæggeren. Nr. 3 og 4 ligger i skuffen og bliver taget frem en gang i mellem til "afpudsning". Nr. 5 og 6 er ikke helt så langt fremskredne. Af nr. 7 er der kun de to første sider.