Så skal du lige have en historie. Du får en fra mit hemmelige agentliv, hvor jeg klarede et farligt mysterium. Men jeg fortæller ikke hvordan ... det må du selv finde ud af ... hvis du kan. God fornøjelse. Jane Blonde og stikkeren
Jeg mærkede hendes mund mod min. Først søgende, men snart vildt og hungrende. Hun kyssede mig, og vi vidste begge to, at det måske var for sidste gang. Hun trak sig lidt tilbage.
- Farvel Bang, hviskede hun. - Tak for alt.
- Farvel Jane. Vi ses snart igen.
- Lad os håbe det, sagde hun, og jeg så en lille tåre trille ned ad hendes kind.
Min gode veninde og medagent Jane Blonde skulle ud på en farlig opgave. Vi var begge medlemmer af den samme gruppe, og vi skulle holde hinanden orienteret om, hvad der skete. Hun havde forklædt sig som venstreorienteret pædagog, og selv om hun derfor var temmelig ukendelig, bankede mit hjerte alligevel lidt hurtigere, da hun kyssede mig farvel.
En måned senere begyndte de første meldinger at indløbe fra Jane. Og med de oplysninger jeg fik i hænde, regnede jeg med en hurtig anholdelse. Men pludselig gik det galt. Jane var blevet opdaget og blev holdt som gidsel.
Jeg var rasende. Nogen måtte have stukket hende. Og vi var kun fem i alt, der kendte noget til operationen. Foruden Jane Blonde og jeg var der de sidste tre medlemmer af gruppen, nemlig Barske Børge, Hurtige Henry og Søren Sej. En af disse tre var stikker, og jeg måtte så hurtigt som muligt finde ud af, hvem det var. Jeg stoppede straks alt det arbejde, vi havde i gang, for at undgå at flere af os blev afsløret. Og så kaldte jeg de tre mulige stikkere ind på mit kontor enkeltvis.
Først Barske Børge.
- Sæt dig, Børge, sagde jeg koldt og afmålt. - Jeg har lige fået nogle rapporter, der viser, at der er en utæthed i vores gruppe. Eller med andre ord - der er en stikker blandt os. Hvad har du at sige til det?
- Jaa ... Barske Børge tøvede lidt. - Jeg kan ikke forstå det. Ikke en af os! Det eneste ...
- Kom nu med det, kommanderede jeg.
- Ja altså, jeg ved helt tilfældigvis, at Hurtige Henry har lidt vrøvl med sin økonomi. Han skylder en hel del penge væk, så ... måske.
Jeg noterede straks ned, at Barske Børge ikke var bedste ven med Hurtige Henry. Og at jeg måtte finde ud af, om der virkelig var noget galt med Hurtige Henrys økonomi.
Og så sendte jeg bud efter Hurtige Henry.
- Henry, jeg vil godt høre din mening om en lidt trist sag. Der er sivet oplysninger ud fra vores afdeling. Der er altså en stikker iblandt os.
- Ha, det undrer mig ikke. Både Barske Børge og Søren Sej lusker altid omkring på den mest mistænkelige måde. Jeg ville ikke turde lade en af dem passe min hund. Det eneste, der undrer mig, er at det ikke er sket noget før nu.
- Hvem af dem tror du, det er, ville jeg godt vide.
- Det har jeg ingen anelse om. De er to alen ud af ét stykke, hvis du vil høre min mening.
Og det var jo trods alt det, jeg havde bedt om, så jeg takkede ham og bad Søren Sej komme ind.
- Så Søren. Nu er det din tur. Der er en utæthed i vores gruppe. Oplysninger kommer i de forkerte hænder. Hvem tror du, der er stikkeren?
- Er du nu sikker på, at der er en stikker? Det kunne vel bare være, at Jane havde røbet sig. Hun har måske lavet en dum fejl, som de så er faldet over.
Jeg nikkede. Han havde måske ret, selv om jeg ikke kunne forstå det. Jane Blonde var utrolig dygtig og plejede ikke at lave fejl. Men på den anden side, vi var jo alle kun mennesker.
Jeg takkede Søren Sej og havde virkelig fået noget at tænke over.
For at komme væk fra kontorets støv gik jeg over i svømmehallen. Jeg regnede med, at jeg kunne tænke bedre, hvis jeg blev renset rigtig igennem. Og på vej ned fra tremetervippen gik det pludselig op for mig, hvem der var stikkeren. Han havde røbet sig selv. I en fart fik jeg det mest nødvendige tøj på, såsom hat, solbriller og støvler, og så gik det ellers hjemad til kontoret i en forfærdelig fart. Jeg frygtede nemlig, at den skyldige ville være stukket af. Men det var en ubegrundet frygt. Han håbede nemlig på, at han ikke ikke blive opdaget. Så kunne han jo fortsætte sit samfundsnedbrydende arbejde, som jo også gav ham en hel fin ekstraindtægt. Jeg gik hen og anholdt ... Ja, kan du regne ud, hvem den skyldige er? Og hvorfor han er skyldig? For det viste sig, at jeg havde ret. Men han slap desværre alt for let. Kort efter blev han udvekslet med Jane Blonde, der dermed var fri. Og hun takkede mig selvfølgelig for, at jeg havde fundet den skyldige. Kan du ikke finde ud af løsningen, kan du finde den i "Agentens hemmelige hjernevrider" udgivet på Bogfabrikken fakta.