Jette Kaarsbøl

Født: 1961 i Hillerød.
Debut: Den lukkede bog.

Jeg er, som alle mine jævnaldrende må være det, et underligt blandingsprodukt af to vidt forskellige epoker:
Jeg er født i 61 – i en tid hvor der var mere "Korsbæk" end "Woodstock" over min barndoms by, Hillerød. Dengang talte man stadig i ramme alvor om ’byens førende manufakturhandler’, kvinderne gik hjemme (kitler og curlers om formiddagen – figursyede nederdele og højhælede sko om eftermiddagen), og skolen lignede noget fra en sort/hvid-film.
Så selvom jeg ifølge årstal er barn af ’de glade tressere’, mærkede jeg altså ikke noget særligt til dem. Først et stykke inde i halvfjerdserne, omtrent samtidig med at der kom farve på tv, sprang omgivelserne ud i et sandt farveorgie: Orange vægge, lilla bleer og batikfarvede T-shirts ... Gadebilledet blev mere spraglet, horisonten begyndte at udvide sig, og i skolen begyndte man så småt at eksperimentere med gruppearbejde og tale om motivation – lige noget for en dagdriver og -drømmer, som jeg.
Jeg har tilbragt mere af min skoletid med at fantasere mig bort, end jeg egentlig bryder mig om at indrømme i dag, hvor jeg stadig ville have problemer med en harmløs ligning! Men i sprogfagene klarede jeg mig heldigvis mere end tilfredsstillende, næsten uden at løfte en finger.

Så længe jeg kan huske tilbage har jeg levet i to parallelle verdener – den umiddelbare, som jeg færdedes i sammen med min familie, skolekammerater osv. – og så den anden; den jeg trak mig alene tilbage til og som bestod af ord. Når jeg drog mine oplevelser fra den første verden ind i den anden, så transformeredes de og blev til sprog.

Jeg har vidst, at jeg ville være forfatter siden jeg som tiårig lånte min fars skrivemaskine og skrev min første "roman". Den hed "Damen som ville købe brød" – et lærerigt værk, der lod hovedpersonen besøge både grønthandler, slagter, aviskiosk m.m., før hun endelig – efter talrige informative illustrationer og ordvekslinger! – fandt frem til bageren. Den lille bog er forsvundet for mange år siden – i modsætning til skrivelysten, som aldrig svandt, men derimod tiltog med årene!

Jeg blev dog aldrig den unge debutant, som jeg havde drømt om, men måtte omkring to afbrudte universitetsstudier, en fuldført læreruddannelse og en del år som underviser, før jeg endelig slap det hele og gik i gang for alvor:
Fra januar 2002 til januar 2003 arbejdede jeg intenst med skrivningen af min første (og foreløbig eneste) roman, "Den lukkede Bog".
Den udkom i oktober 2003.

Biografien er udarbejdet af forfatteren
Portrættet redigeres af Holbæk bibliotek

Debut: 
2003
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Arrangerede udflugter" af Jette Kaarsbøl

    Bogens forside
    Forfatter: 
    Jette Kaarsbøl
    Udgivet: 
    2013
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    264
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Din næstes hus" af Jette Kaarsbøl

    Bogens forside

    Arkitekten Laus kommer til en landsby i Jylland, dels for at begrave sin far, dels for at finde sig selv - Men mødet med præsten, hans unge kone og landsbyens beboere bliver ikke helt problemfrit.<

    Forfatter: 
    Jette Kaarsbøl
    Udgivet: 
    2009
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    370
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Den lukkede bog" af Jette Kaarsbøl

    Bogens forside

    En ensom kvinde fortæller i 1933 om et spændende, men svært liv - Det begyndte i 1870'erne med ægteskabet med den karismatiske fødselslæge Frederik Faber og mødet med tidens kulturpersonligheder, m

    Forfatter: 
    Jette Kaarsbøl
    Udgivet: 
    2005
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    534
    Lån bogen - Køb bogen

Se også