Jeg blev født i København i 1932. Min fader var kartoffelhandler (tidligere kusk, grønthandler, vinduespudser). Min moder var stuepige. Det gamle Vesterbro var min legeplads. Besættelsestidens gader og opholdssteder var min ballast. Jeg blev senere smidt i skole på Frederiksberg og blev student i 1951. Jeg levede af at slæbe kartofler og kunne derfor tillade mig at gå på universitetet og læse alle mulige ting. Det endte dog med at jeg blev hængende i de slaviske sprog. Jeg tilbragte derfor et par år i østeuropa - mest i Polen.

Efter at have taget magisterkonferencen i 1964 levede jeg af tilfældigt journalistisk arbejde dels i radioen dels i "Politiken". Fra 1969-74 var jeg tilknyttet Odense Universitet, hvor jeg skrev disputats. Derefter var jeg arbejdsløs - inden jeg fik så meget gang i især den dramatiske produktion, at jeg kunne kalde det en levevej. En levevej med stærke op- og ned-ture.

Jeg fik mine første litterære forsøg forkastet i 1952 og også i resten af halvtredserne. Det skyldtes udelukkende Rifbjerg at jeg kom til at debutere i 1960 på Gyldendal. Derefter fulgte modernismens 5-6 store år, hvor dansk poesi eksploderede med et utal af originale talenter. Men så fulgte de syv magre år, der ikke blot åd de fede forudgående, men som vistnok ikke er holdt op: journalismen, generationsbarriererne og ikke mindst en retarderet kritikerbestand har bevirket, at poesien er blevet marginaliseret og er endt i en temmelig uinteressant klikefnidder - hvis den da ikke er blevet opslugt af den ganske ulitterære ungdomskultur. Det har også været til stor skade, at journalismen har fået opdelt forfatterne i tiårsgenerationer - hvilket fradømmer forfatterskaberne enhver form for organisk udvikling. Med til at fortegne billedet er selvfølgelig også, at avisernes krav om frisk kød hver dag har fikseret interessen om poesien til debutanterne og næstdebutanterne (dem fra i fjor). Det har bevirket en generationsfascisme af hidtil uset omfang i dansk kultur.

Hvad mine skuespil angår har det heller ikke altid været let, da de oftest er kommet på et forkert tidspunkt, der måske ikke altid passede med øjeblikkets modeluner og slogans. Faktisk er det lige så slemt at komme ti år for tidligt som at komme ti år bagefter. Følgende onkel Holbergs eksempel har jeg ofte blandet mig i samfundsproblemerne på min særlige måde - hvilket ikke har gjort mig vellidt blandt de æstetiske, moralske, politiske, kristne, homofile, borgerlige, journalistiske bestemmere eller andre med patent på normerne. Men som jeg altid trøster mine yngre kolleger med i samme situation: de første halvtreds år er de værste - og dramatik er og har altid været øretævernes holdeplads.


Oprindelig publiceret ForfatterNet Ramsø - 9. juni 2000

Foto: Lars Rasmussen