Jens Fink-Jensen

Født: 19. december 1956 i København.
Debut: Verden i et øje. Digte. 

Jens Fink-Jensen debuterede som skønlitterær forfatter 4.6.1975 med novellen Juni 1995 i Dagbladet Information og som lyriker i maj 1976 med fire digte i tidsskriftet Hvedekorn nr. 76/1.

Bogdebuterede i 1981 med digtsamlingen Verden i et øje. Prosadebuterede i bogform med novellesamlingen Bæsterne (1986) og som børnebogsforfatter med Jonas og konkylien (1994).

Som medlem af den oprindelige kreds af firserdigtere, der samledes i gruppen omkring Hvedekorn-redaktøren Poul Borum, arrangerede Jens Fink-Jensen i 1980, blandt andre sammen med digterkollegaen Michael Strunge, generations-manifestationen NÅ!!80 i Huset i København.

Jens Fink-Jensen er desuden fotograf og synthesizerkomponist og har blandt andet lavet fotoudstillingerne Sydens Skibe, Beijing Ansigt, digt/fotoudstillingen OrdBilleder og lyddiasshowet Øje på verden – om bøgernes råstof. Jens Fink-Jensen optræder med sit multimedie-lyrikshow på gymnasier og festivaler mv., med egne dias og synthesizerkompositioner, sammen med keyboardspilleren Lars Christensen og saxofonisten Jens Severin. I 2003-2005 har Jens Fink-Jensen rejst langs Europas vestkyst fra Skagen til Gibraltar. Det bliver til en bog og en udstilling om strækningen i 2007.

Jens Fink-Jensen er uddannet arkitekt (cand.arch.) fra Kunstakademiets Arkitektskole, 1986, og multimediedesigner fra samme sted 1997. Han har siden 1999 været kommunikationsmedarbejder på Københavns Universitet samt i perioder studievært og programmedarbejder på Danmarks Radio P1 og P3.

Begyndelsen på forfatterskabet Så længe jeg kan huske, har det betydet noget for mig at kunne nedskrive mine tanker og oplevelser – hvad enten de udsprang af virkeligheden eller af fantasien. Allerede før jeg selv kunne skrive eller læse, dikterede jeg små digte og historier til min mor og min mormor, som skrev dem ned i en notesbog. Nogle af dem lavede jeg tegninger til.

Da jeg kom i skole så jeg gerne mit snit til at aflevere fristile i novelleform. Efterhånden tror jeg også at jeg opdagede, at skrivearbejdet kunne være et fristed, en helle midt i hverdagens hændelser, hvor jeg kunne være helt mig selv og selv bestemme hvad ordene skulle udtrykke.

I 1972 kom jeg på Herlufsholm Kostskole, hvor jeg gik i 3. real og gymnasiet, og Herlufsholm blev mit hjem i fire år, indtil jeg fik studentereksamen i 1976. Det gav mig mere ro til at skrive og være mig selv, og kombineret med at jeg havde en dansklærer, Mads Nielsen, som var virkelig god til at formidle litteraturen og gøre den nærværende (vi læste blandt andre modernistiske forfattere som Klaus Rifbjerg, Uffe Harder, Leif Panduro og Anders Bodelsen), begyndte jeg at tænke at jeg måske selv kunne blive en ’rigtig’ forfatter og få udgivet det jeg skrev. Jeg kontaktede en række forfattere, hvis værker havde tiltalt mig, for at finde ud af hvem de var og få et billede af hvad det vil sige at være forfatter. Flere af dem jeg kontaktede, fik jeg lov til at besøge; blandt andre Leif Panduro, Christian Kampmann, Suzanne Brøgger og Steen Kaalø, og nogle af dem mødtes jeg med flere gange og holdt kontakt med, og de gav mig mange gode råd. Jeg fandt ud af at de egentlig var ganske almindelige mennesker der, ligesom jeg, bare havde et særligt behov for at udtrykke sig med ord, og måske havde opdaget at de var allermest i kontakt med sig selv, når de gjorde det.

I løbet af min gymnasietid begyndte jeg at indsende digte og noveller til forlag i håbet om at de ville udgive dem, men gang på gang fik jeg dem tilbage med besked om at jeg var god til at skrive, men manglede noget at skrive om. Jeg var åbenbart i starten tilbageholdende med at bruge mig selv i det jeg beskrev, og man er selvfølgelig heller ikke så livserfaren endnu som gymnasieelev, selv om man selv tror det. I slutningen af 2. g., i juni 1975, lykkedes det mig at få min første skønlitterære tekst udgivet, nemlig en novelle i dagbladet Information. Og mens jeg tog studentereksamen i maj 1976, udkom mine første digte i lyriktidsskriftet Hvedekorn efter at være sluppet igennem Poul Borums redaktionelle nåleøje.

Netop Poul Borum havde - bl.a. i sin egenskab af Hvedekorn-redaktør – en nøgleposition i lyrikermiljøet på den tid, og han samlede i en periode en gruppe bestående af flere af de lyrikere, som debuterede i starten af 80´erne – blandt andre Michael Strunge og F. P. Jac og mig. Vi mødtes omkring et stort bord i hans kæmpemæssige lejlighed i Havnegade i København og læste højt for hinanden, kommenterede og diskuterede både hjerteligt og ubarmhjertigt. Sammen med blandt andre Michael Strunge, arrangerede jeg generations-manifestationen NÅ!!80 i Huset i København. Under stor mediebevågenhed optrådte forfattere, musikere, billed- og videokunstnere. Medierne var meget optaget af begreber som firsergeneration og firserlyrikere, men selv om min lyrikergeneration har mange fællesnævnere, har vi nok mindst lige så forskellige som mennesker er i almindelighed.

Biografien er udarbejdet af Jens Fink-Jensen
Portrættet redigeres af Anette Thede, Frederiksberg bibliotek, Dec. 2005

Foto: Anne-Mette Damon, 2005

Debut: 
1981
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

I et bjerg
Dybt inde i et bjerg
Er der ingen øjne
til at stjæle tiden

Her er det som om
tiden for alvor står stille
fordi der kan være længere
mellem hulrummenes vanddryp
end et liv ...

Her er stilheden
en trykkende fastholdelse
man aldrig vænner sig til
men ikke kan løbe fra
og der er ingen samtaler
der bryder den
andre end isotopernes
stædige forplantninger

Her er skønheden

ikke synlig men nærværende
i krystallernes mørke
Her er jalousien
ikke en sårende virkelighed
men et foreløbigt fastlåst
spil mellem grundstoffer

Dybt inde i et bjerg
er jeg ikke
andet end et gæt
en mulighed

Dybt inde i et bjerg
er der ingen ventetid
intet at nå eller opnå
intet at komme for sent til

Dybt inde i et bjerg
er ingen kærlighed opgivet
Dybt inde i et bjerg
husker jeg vi lå helt tæt
og knugede os endnu tættere
for at føle os sikre
når vi vågnede af og til
i nattens uendelige løb ...

Dér var tiden
et anvendt begreb
Man ser det tydeligt for sig her
dybt inde i et bjerg
hvor der ikke er andre lyde
end spredte hulers dyreskrig

Her gemmes mulige svar
på hændelsers sammenhænge:
Man drager herind
og alt går i stå

Slipper man nogensinde ud igen
er alt alligevel forandret.

Fra ’Sorgrejser’, 1982
Fiskerne
Vi sejler
Min datter og jeg
På det oprørte hav
Bjergene er urtidens kroppe
Havet er uendeligt
Vi ser mod solen
Der aldrig går ned

Vi fisker
Min datter og jeg
På de ukendte bølger
Under os glider sølvkroppe forbi
Vi trækker og giver los
Trækker og giver los
Holder blink og krog i bevægelse

Vi håber
Min datter og jeg
På den store fangst
På modstanden i linen
Det første ryk i stangen
Når en fisk bider på
Forrådt af den dræbende metalfisk

Vi vinder
Min datter og jeg
Får hver vort livs første fisk
Vore øjne funkler, vi skærer fiskene op
Sidder med hver vores
Lille bankende fiskehjerte
I vores blodige hænder.

Fra ’Alt er en åbning’, 2002

En uges tid (uddrag)
Den dag begyndte jeg at tale med træerne. De var der jo hele tiden, i lange rækker på begge sider af vejen. De fortalte mig med oprigtige blade om livet som det havde udfoldet sig her.
Hvert træ havde en ny kommentar, en ny tilføjelse til den sandhed, jeg lige havde hørt. Efterhånden som jeg passerede træ efter træ, bladrigdom efter bladrigdom, opdagede jeg, at dette ikke bare var en egn med vidtstrakte marker; majs, tomater, bomuld, tobak, ikke bare en egn med små hvide landsbyer spredt ud over det grønne land, som drysset af en følsom hånd. Det var en skueplads for den mest grufulde virkelighed, man kan tænke sig. Her var skyggerne af fortrydende, forulempede og forulempende skikkelser svedet fast som mørke pletter i jorden.

Jeg så rigtig nok de mørke pletter rundt omkring på den rødbrune jord. Folk på egnen havde kaldt dem »Djævelens sovepladser«, fortalte træerne med rytmiske, syngende blade. Så mange i eet kor, at man skulle tro deres kroner var fulde af fugle, men det var de jo ikke. Jeg tænkte: Er dette Ondskabens land? Men bladene fortalte, at hver en frugt jeg så i markerne og på træerne, var frugten af en lykkelig hændelse mellem mennesker. En velment tanke, et åbent blik eller et af forelskelsens tusinde led. Så tænkte jeg: Glæden er altså stærkere end lidelsen. Sådan havde jeg jo også altid opfattet verden, trods alt: At kærligheden kunne sejre over det onde.

...

Jeg opdagede at tingene havde en rigdom, jeg aldrig før havde kendt. Tingene havde et indprentet billede af deres skabere. På deres stemmer kunne jeg høre, om gode eller slette mennesker havde bragt dem til verden i den form, de nu havde. De fleste ting havde en stolthed over at være blevet »ophøjet« fra den store, altopslugende natur; som ting var de finere end naturen! Sådan følte tingene det i hvert fald selv, men de var jo netop ting nu; de havde mistet deres forhold til, og forståelse for naturen, netop i det sekund de var blevet løsrevet fra den. Tingene foragtede naturen lige så meget som menneskene havde gjort.

Nu så jeg klarere end før, hvordan smukke tanker havde affødt smukke ting, hvordan slette tanker havde afkastet rene misfostre.

Asfaltens stemme bølgede imod mig og fortalte om menneskers ærgerrige hasten fra sted til sted. Naturens egne stemmer blandede sig i tingenes ordstrøm: Tingene har ingen ret til at tale; de ved intet om verden. Vi er verden, fortsatte de: Vi er de eneste som har nogen ret! Og jeg som red her mellem forladte bilvrag i vejsiderne, forbi affald som nonchalant var smidt overalt, var ikke sen til at give naturen ret.

Naturen, det store, stærke dyr, har dog ikke tænder som er stærke nok til at tage kampen op mod al den plastic som truer med at kvæle den. Den har ikke en mave som kan tåle de ubegrænsede giftmængder som hældes lige lukt ned i den. Den har ikke kraften til at genskabe skovene; dens hovedprydelse, dens lunger. Den har ikke styrken til at genvinde havenes rytme og kalde de døende fiskemasser tilbage til livet. Ikke med den hast, menneskene har - eller havde! For hvor er menneskene? Ingen havde jeg endnu mødt, men kunne det nås? Var alt det der skete nu et bevis på at naturen trods alt havde magten, og at det alligevel ikke var for sent, for naturen altså?

Men hvorfor skulle jeg så netop ride her på Sortes ryg. Jeg, et ganske almindeligt, ugudeligt menneske? Hvorfor havde jeg ikke fået lov at beholde min kone og mine børn, hvorfor var næsten alle de sagesløse dyr forsvundet med menneskene? For første gang siden forandringen begyndte en lille sorg at kile sig ind i mine ellers så sorgløse tanker. Jeg savnede menneskers kærlighed. Jeg savnede at kunne dele den med mine kære. Jeg følte trang til at slippe alle tolv duer fri; at opgive hele dette forehavende, lægge mig til at sove i en tilfældig vejgrøft og vågne op til den verden jeg kom fra, for hvad nyttede det hele? Og hvad hvis jeg tog tilbage til min by ved havet; ville de så være der, mine nye lidelsesfæller i hovedkvarteret, eller ville de også være forsvundet? Nej, nu måtte jeg tage mig sammen, jeg måtte ikke svigte opgaven; kun een due om dagen og helst gode nyheder i den lille rulle ved dens fod! Fra ’Bæsterne’, 1986.