Janne Hejgaard

Foto: Anne-Mette Kruse

Jeg er sådan et bogmenneske! Og jeg læser helst på papir, mens det er på skærmen, mine bøger bliver til.

Jeg synes, jeg har skrevet altid, og jeg har stadig de allerførste små historier liggende, som jeg skrev i femte klasse. Hovedpersonen hed Hikke Havgiraf … Dagbog har jeg skrevet, siden jeg var fjorten og gør det stadig. Der står nu en lille meter dagbøger på mit arbejdsværelse, og det hænder, at jeg læser i dem. Som ung, da jeg var omkring tyve år, skrev jeg prosadigte og småtekster. Til skuffen, og jeg har dem stadig. De gamle tekster virker som et kig tværs gennem min livshistorie – helt fri af erindringens slør.

Jeg er født og opvokset i Aarhus, hvor jeg blev uddannet lærer og underviste både børn og voksne i otte år.

I 1979 tog jeg ud at sejle på et gammelt træskib, Shearwater, sammen med ti andre aarhusianere og min datter, Sissel-Jo Gazan, som da var fem et halvt år. Vi sejlede på Middelhavet, fra Spanien til Cypern, i det meste af to år.

Midt i perioden sejlede jeg med Troels Kløvedal og Nordkaperen hele vejen fra Danmark, ned langs Europas vestkyst og ind gennem Gibraltarstrædet til Korfu i Grækenland. Kløvedal lærte mig at bruge en sekstant og at sejle et skib, mens jeg selv lærte mig stjernebilledernes navne – og nogle af mine egne grænser at kende. Sideløbende tog jeg diverse yachtskippereksamener og endte med at have papir på at måtte sejle skibe, som vejede op til 100 tons, hele vejen rundt om kloden. Det var jeg ret stolt af. Jeg har brugt mine sejlererfaringer fra Shearwater og Det Græske Øhav i børneromanen 'Barn af det havblå rige'.

Vel tilbage i Danmark turde jeg prøve at leve af at være forfatter. Det betød, at jeg selv skrev bøger, oversatte andre forfatteres bøger, var anmelder, redaktør og konsulent, og at jeg holdt en lang række foredrag og kurser. Jeg har også mit eget lille forlag, Landtryk. Mine bøger og oplæg har altid handlet om det, jeg har været optaget af i de forskellige perioder af mit liv, og jeg har skrevet bøger om det til både små og store børn og til voksne. Mine børnebøger har tit været rettet til læsere i den alder, mine døtre havde – en 10-årig fosterdatter kom til i 1992 – og nu senere er det børnebørnene, som jeg bruger på den måde.

Det begyndte med kønsroller, at være politisk aktiv og sexualundervisning. Så blev det personlig udvikling og ikke-voldelig kommunikation, jeg beskæftigede mig med. Da jeg fik råd til det, tog jeg hul på en gammel drøm: at skrive romaner. Det blev først til de tre i serien om en trettenårig pige: 'Lola midt i verden', og min seneste udgivelse er en roman til voksne, 'Ana elsker'.

Jeg har været brevkasseredaktør på skolemælk.dk i ti år, og det har været så givende for mig – og bevægende. Mere end 600 mennesker har i årenes løb fortalt mig om deres problemer med børnene og haft tillid til, at jeg måske (– forhåbentlig!) kunne hjælpe dem.

Jeg har rejst meget gennem årene, og i de senere år har jeg boet et par måneder hist, et halvt år her i Aarhus, København, Australien og Berlin, mens min base ligger på Samsø.

I de første ti år af dette årtusinde var jeg litteraturpolitisk aktiv, især i Dansk Forfatterforening, men jeg sad også flere år i Statens Kunstråds Repræsentanskab, ligesom jeg var medlem af forskellige litteraturpolitiske udvalg. Jeg er stadig yderst optaget af litteraturens betydning i menneskers liv – og ikke mindst i mit eget.

Debut: 
1975
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

(Upubliceret tekst)

KIRSEBÆRNATTEN 

Frida var begyndt at vågne midt om natten. Pling! som om der var en lille klokke, der ringede, og så lå hun med vidtåbne øjne i sin seng og var ikke det mindste søvnig. Først troede hun, at det var en eller anden lyd, der havde vækket hende, men der var altid fuldstændig stille. Til sidst fandt hun ud af, at det nok var derfor, hun vågnede: Det nye hus var helt fyldt med stil­hed.
Der lå Frida under sin dyne og kiggede ud i sit natteværelse. Ikke en lyd var der, men der var nu ikke helt mørkt. Hun kunne se omridset af vinduet, og billedet på væggen, og dér var knagen med hendes tøj. Hun drejede hovedet for at se døren, der stod på klem, og hør­te ty­de­ligt den lille lyd af hendes hår, der gled mod hovedpuden.
Frida drejede sit hoved tilbage igen. Lille lyd en gang til. Så gav hun sig til at dreje hovedet hurtigt frem og tilbage og fnisede.
”Min hovedpude snakker,” hviskede hun ud i mørket.
”Min hovedpude snakker!” gentog hun med almindelig stemme og satte sig op i sengen.
Nu var stilheden anderledes.
”Blisp!” sagde Frida og fnisede igen. ”Spladusp!”
Hun sad helt stille og lyttede. Stilheden lyttede vist også.
”Spladusp,” hviskede Frida til stilheden. Den svarede ikke, men det var der vist en anden, der gjorde, for pludselig kunne hun høre noget.
Hvad var det? Frida lyttede i mørket. Så kravlede hun ned fra sin seng og gik ud af døren. Hun stod stille et øjeblik ved soveværelset og hørte, at hendes far lå og trak vejret dybt, før hun smut­tede videre hen til køkkenet. De havde kun boet her en uge, så hun kendte ik­ke huset ret godt, og det var meget større end deres lejlighed. Heldigvis var der lys nok til, at hun kun­ne se, hvor møblerne og kasserne stod.
Der var lyden igen. En bankelyd. Ikke ligesom nogen, der bankede på døren, mere som no­gen, der spillede en rytme med fingrene på et bord.
Fra  køkkenet var døren ud til haven, og den stod på klem med en krog på. Det var sommer og ikke spor koldt, selv om hun kun havde natkjole på. Frida gik hen til døren, og nu blev ly­den tydeligere. Den kom ude fra haven. Ta-da-da, ta-da-da, ta-da-da, lød det.
Der var lysere udenfor end inde i huset. Hun pressede sig igennem dørspækken og stod et øjeblik på trappen, før hun gik ned i græsset. Det var vådt, hun fik våde fødder.Ta-da-da, ta-da-da, ta-da-da. Frida kiggede sig omkring. Havemøblerne, rosenbusken og det store kirsebærtræ, som var det bedste ved at være flyttet på landet. Det værste var, at alle hendes venner var langt væk nu.
Kirsebærrene lyste i natten, og Frida gik på tæer over til træet og plukkede nogen. De var også våde, og helt fulde af sød saft. Hun stoppede munden fuld og kiggede efter ly­den, mens hun spyttede kirsebærsten ud. Ta-da-da, ta-da-da, ta-da-da. Det kom henne fra hegnet, fra den store træstub.
Frida stod under træet og stirrede. Sad der ikke nogen oven på stubben? Hun kun­ne ikke helt se det for bladene og satte sig på hug, så hun kunne se ud under dem. Ta-da-da, ta-da-da, ta-da-da, lød det over fra stubben. Jo, der var nogen. Hvem mon det var?
Bankelyden holdt op, og der blev helt stille igen. Hun kunne lugte græsset.
”Du er ligesom ræven,” lød det så. Det var ikke en voksen, det var vist en dreng. Frida stir­rede uden at svare. Hvad skulle hun også sige til det?
”Den kommer også somme tider om natten og spiser kirsebær,” fortsatte stemmen. ”Dem, der ligger på jorden selvfølgelig.”
Frida rørte sig ikke. Hvad mon han var for en?
”Er du en rigtig, almindelig dreng?” spurgte hun så.
”Nej da,” sagde han. ”Kommer du ikke herover? Der er masser af plads.”
Frida tøvede et øjeblik. Det var blevet lysere, og hun kunne se, at drengen flyttede sig lidt til siden. Han havde også nattøj på. Så rejste hun sig og gik over til ham.
Stubben var højere, end hun selv var. ”Hvordan ..?” nåede hun at sige, før drengen viste hen­de en stump gren, som hun kunne træde op på, og rakte en hånd ned og hjalp hende.
Frida satte sig ved siden af ham. Han var lidt større, end hun var, men ik­ke ret meget.
En fugl begyndte at synge lige over deres hoveder.
”Jeg bor i det hus der,” sagde Frida. ”Vi er lige flyttet ind.”
”Det ved jeg da godt. Jeg har udspioneret dig,” sagde drengen.
”Har du?” Frida drejede hovedet og så på ham. Han havde helt lyst hår. ”Hvorfor det?”
”For en sikkerheds skyld,” svarede drengen.
Frida kiggede lidt på ham. Han sad og kiggede rundt, som om det var hans have. Så lagde han hovedet tilbage og så op i træet over dem.
”Det er en solsort,” sagde han. ”Sidste sommer var her en nattergal.”
”Hvorfor bankede du?” spurgte Frida.
”Ellers vidste du jo ikke, at jeg var her,” sagde drengen. ”Så sov du bare.”
”Jeg vågnede, fordi her er helt stille,” sagde Frida. ”Så hørte jeg, at du bankede.”
Hun gabte.
”Hvis du kommer her ud igen i morgen nat, kan du gå med mig over at se rævegraven,” sagde dren­gen. ”Der er unger lige nu.”
Frida nikkede og gabte igen.
”Hvad laver du om dagen?” spurgte hun. ”Sover du så?”
”Nix,” sagde drengen. ”Jeg laver alt muligt. Du må godt være med.”
”Jeg hedder Frida,” sagde Frida. ”Det gider jeg godt.”
”Det ved jeg allerede,” sagde drengen. ”Din far råbte det efter dig. Jeg hedder Viktor An­dre­as, men du skal bare sige Vik. Kommer du med over til rævene, så?”
Frida var ved at kravle ned fra stubben.
”Hvis jeg vågner,” sagde hun. ”Ellers kan du bare banke igen.”
Frida løftede gardinet væk fra vinduet og kiggede over på stubben. Jo, han sad der end­nu, Vik. Så kravlede hun ned under sin dyne og faldt i søvn.

 

Inspiration

JEG LÆSER..
meget, og i virkeligheden næsten hvad som helst. Noget læser jeg som ren underholdning på mine trætte aftener. Cacaomælkslitteratur, kalder jeg den slags, som jeg bare kan hælde ind i hovedet. Andet læser jeg meget mere indgående, fordi det sætter tanker i gang, ordner mine erfaringer for mig eller inspirerer mig. Lærer mig noget nyt! Nogle bøger gør mig meget misundelig og får mig til at ønske, at jeg var en meget bedre forfatter, end jeg er. Det gælder fx Zadie Smith: Lige nu læser jeg hendes ”Om skønhed”. Jeg er også meget begejstret for min datters romaner.