Regn

Hun gik mellem sine danske forældre gennem den tynde regn. Det undrede hende stadig, at regnen kunne være så lille. Når det endelig regnede i hendes land, var dråberne store og trommede på bliktagene i landsbyen, så man ikke kunne sove. Der var heller ikke nogen, der ønskede at sove, for det var fest. Jorden havde ventet længe, og kornet var ved at dø, men hvert år, næsten hvert år, kom det store mirakel: regnen. Høstguden havde endnu en gang givet dem den største gave.
De skulle i kirke. Det var juleaften, den eneste gang om året, hvor de gik i kirke, havde Mette forklaret hende. De skulle fejre, at Jesus blev født. Da de kom til Danmark sidste år i juledagene, havde Mette fortalt om et lille barn, der blev født i en stald, og hun forstod, at de troede det var deres guds søn.
Henning lagde armen om hendes skuldre. "Kan du huske regne, da I kom ned fra bjergene?"
Hun nikkede. Det var godt, han også huskede det. Og hun så igen for sig, hvordan de kom humpende i en gammel lastbil ind til byen, hvor Mette og Henning arbejdede. Ti børn var de. Oppe på ladet sad de sammenkrøbet og gennemblødt. De var de eneste overlevende fra hendes landsby.
Hun begyndte at ryste, regnen blev pludselig kold.
"Vi er der om to minutter," sagde Mette og strøg hende over hendes sorte hår. "Kom, Anna, lad os løbe det sidste stykke. Så får vi varmen."

Folk kiggede forbavset efter dem, men Mette og Henning grinede bare. De kaldte hende Anna, for der var ingen der kunne sige hendes rigtige navn. Nu var de foran kirken. De store døre stod åbne, og hun så det smukkeste rum, hun nogen sinde havde set. Der var fuldt af lys, og folk så venlige ud.
For nogle dage siden, havde en mand råbt efter hende på gaden: "Hvorfor tager du ikke hjem og klatrer i træerne sammen med de andre aber?" Hver gang fik hun ondt i maven, hver gang var det, som om der sprang en streng i hende.
De satte sig ind på en bænk ret langt nede, for kirken var ved at være fyldt op. Hun havde været der en gang før på vej fra skole. Men da var der ikke tændt lys. Og nu genkendte hun flere af billederne og først og fremmest korset med Jesus på.
Hun kunne ikke forstå, hvorfor han blev hamret op på et kors, hvis han var en guds søn. Hans ansigt var frygteligt, smerterne, lidelserne...
Og ligesom en film, der knækker, sprang hendes egne billeder. Hendes mor og far, der nåede at se mændene fra nabolandsbyen hæve de store høstknive over dem, før de sank sammen i en sø af blod. Morens og farens ansigter, måske var det den samme rædsel. I skolen havde hun hørt, at Jesus havde råbt: "Far, hvorfor har du forladt mig?" Hun havde ligget under sengen, og mændene opdagede hende ikke.
Men hendes to små brødre fandt de ude i skuret hos hønsene.
Hun havde ikke hørt det første, præsten sagde, for billederne i hendes hoved var for stærke. De havde taget stemmen fra hende, allerede da lastbilen kørte ud af landsbyen. Hun huskede ikke, hvordan hun var kommet med.
Nu ville hun høre efter. Præsten havde en mild og dyb stemme, og hun var ved at få tårer i øjnene.
"I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og en Herrens engel stod for dem..."
Hyrder! Ligesom hendes far og hendes onkler oppe hos kvæget. Måske kunne hun alligevel forstå lidt af julen.
"Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!"
Hvad betød det? At folkene fra bjergene, hendes egne mennesker, dem kunne deres gud ikke holde af? Så var det da ikke en kærlig gud, hvis han ikke kunne holde af de ulykkelige, hvor krigen ødelægger alt.

Måske havde hun ikke forstået de mærkelige ord. Sådan var deres Jesus ikke. Han holdt med de elendige.
Mette puffede hende blidt i siden. "Vi skal synge sådan en smuk julesalme. Prøv om du ikke kan følge med i salmebogen, Anna."
"Glade jul, dejlige jul..."
Hun så Mettes øjne stråle. Musikken fra orglet gjorde hende pludselig glad. Det var den samme følelse, som når hendes mormor smurte salve på et sår. Langsomt trængte fornemmelsen gennem huden.
"Fred på jord, fryd på jord..."
Fred på jord! Men der var ikke et hus tilbage i hendes landsby, alt var brændt ned. Og der var ingen mennesker. Var det fred? Hun var nødt til at holde armene ind til maven, smerterne måtte ikke få hende til at stønne. Henning strøg hende over hånden, blidt og langsomt. Hun prøvede at tage imod roen fra ham. Salmen lød smukt, og hun kiggede på Mettes øjne.
Pludselig lænede Anna sig ind mod hende og lagde en varm hånd mod hendes kind.