Født: 30.5.1966 i Gentofte.
Debut: Måneøens børn, 1987.
Romandebut: Alt forladt, 2003.
Gift med Henrik Trojaborg (f. 1956). Har børnene Viktor (f.1994) og Rina (f.1996).
Bosat i Bistrup, Birkerød.
Jeg skriver først og fremmest, fordi jeg ikke kan lade være. Har gjort det siden jeg lærte at sætte bogstaver sammen. Det er en nødvendighed for mig at sortere de forskellige lag af historier, der hele tiden kører inde i mit hoved. At skrive er for mig en konstruktiv ventil. Et fantastisk frihedens rum, fordi alt er tilladt på papiret. Men det er ikke nok for mig at skrive dagbogsnotater, jeg har også behov for at formidle mine historier til et større publikum. Historierne kommer altid til mig som et stofligt tankebillede, der må undersøges og gøres levende.
Da jeg debuterede med en ungdomsbog på Gyldendals forlag i 1987, var jeg 21 år. På det tidspunkt kendte jeg ikke andre, der skrev, men havde min viden om fiktionsskrivning fra den almindelige danskundervisning i skolen og ved selvstudie af alle de bøger – på det tidspunkt hovedsageligt børne- og ungdomsbøger – jeg havde læst. Så de første bøger jeg skrev, blev til på et meget intuitivt grundlag.
Siden opsøgte jeg andre, der skrev, udvekslede erfaringer, læste mange flere fiktive bøger i forskellige genrer, men også fagbøger om at skrive fiktion. Opsøgte kurser i fiktionsskrivning, og begyndte selv at undervise i fiktion, først korte kurser i folkeskole, på seminarier og på aftenskole. Siden som fast underviser på længere kurser.
I en årrække har jeg arbejdet freelance som skribent/tekstforfatter for reklamebureau og forskellige tidsskrifter. Jeg har endvidere fungeret som supervisor og responsgiver på diverse fiktionsprojekter. Alt dette ”tekstarbejde”, at årene er gået og jeg efterhånden er blevet temmelig voksen, har været med til at modne mig som ”voksen” forfatter. Resultatet kan læses i min roman Alt forladt, der udkom i marts 2003.
Freelance tekstforfatter/skribent: 1990 - 1998
Egeberg, reklamebureau
Dansk Film, Det Danske Filminstitut
Levende Billeder, Forlaget Sankt Peder
Anders And & Co., Egmont
Underviser på kurser i fiktionsskrivning:
Den Rytmiske Daghøjskoles Manuskriptlinie 2003
Produktionsskolen k.u.b.a.s Skriveværksted 2003
Den Rytmiske Daghøjskoles Skrivekunstlinie 1998-2002
Kortere kurser: 1992 -2003
Gladsaxeseminarie
Vanløse-kulturby
FOF, aftenskole
Diverse folkeskoler
Portrættet redigeres af Århus Kommunes Biblioteker
Foto: Lisbeth Thorlacius
Bøger
Inspiration
Den første inspiration til en historie kommer altid til mig som et stofligt tankebillede, der må undersøges og gøres levende. Ellers lader jeg mig inspirere af alt, hvad der rører mig, og samler min viden mange steder fra.
Mit gennemgående tema er forhold imellem mennesker, og den slags historier er heldigvis tilgængelige alle vegne i min hverdag. Hvorfor gør folk det, de gør? Vil man omsætte disse historier til litteratur, er mit bedste råd at læse, læse, læse. Det gør og har jeg altid gjort. Gerne tre til fem bøger af gangen. Både fag- og skønlitteratur, lyrik og dramatik. Gammelt og nyt imellem hinanden – om alle tider. Fra Dante til Kierkegaard over Blixen til Willumsen og Sonnergaards seneste. Baudelaire, Dickinson, Lorca, Kane, Nørretranders, Ehlers og mange, mange flere.
Se nu gjorde jeg som de fleste, fremhævede de mest kendte… men prøv dem og alle de andre der tænder – for der er heldigvis altid endnu en bog at gå i gang med.
Jeg omsætter ikke helt så meget teater, musik, film og kunst. Men for disse inspirationskilder gælder, for mig, de samme kriterier. Et værk skal fortælle en vedkommende historie, gerne med en overraskende, skæv vinkel. Det skal røre mig. Jeg lytter til og ser meget gerne Wagner. Kan lide meget forskelligt klassisk musik, blues, melodiøs rock. Har nok en svaghed for specielle stemmer, Bowie, Bono, Cline, Lennox, H.U.G. osv. Er med alderen blevet god til at slukke for bevidstløse amerikanske film på fjernsynet. Forsøger at se flest A-film. Og de er nu bedst i biografen. Synes Trampedach er en spændende kunstner, men også Nolde og Skeel, der har lavet det flotte billede, der er brugt til omslaget på min roman "Alt forladt".
Priser og legater
1997: Forfatterne Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat
2003: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
2003: Litteraturrådet. Arbejdslegat
2004: Statens kunstfond. Arbejdslegat
Se også
smag på bøgerne – en bid om dagen