Finn Wilkens

Jeg er læreruddannet og har undervist på en kostskole og en grøn skole (for elever med vidtgående handicaps) og på efterskoler (almene elever).

Jeg har været forstander de seneste 16 år på efterskoler (for ordblinde). De ordblinde elever kæmper med deres hovedhandicap, men mange gange har de utallige andre benspænd at forholde sig til. Ofte er de blevet mobbet i de tidlige år i skolen og har manglende selvværd i rygsækken. Oven i det er der nogle af dem, der har andre vanskeligheder at slås med. Af og til kan man få den opfattelse, at de er omsorgssvigtede børn i voksenforklædning.

Indimellem har jeg haft en fast klumme i en ugeavis, og jeg har deltaget i debatter, skrevet kronikker og artikler rundt omkring. I 1985 fik jeg orlov til at skrive en bog om datamater, som de hed dengang. En læser bemærkede, at det var den første humoristiske bog om computere, han havde læst.

Jeg holder foredrag om "Mandfolk" for både elever og voksne.

 

Debut: 
2009
Land: 
Danmark

Kontaktoplysninger

forfatteren@finnwilkens.dk

Bøger

  • "Dragemand" af Finn Wilkens

    Bogens forside

    Handlingen foregår i 1958 og skildrer drengen Hans Theodors liv i tiden efter faderens død. Hans Theodor udvikler sig fra at være mobbeoffer til selv at være den, der mobber

    Udgivet: 
    2011
    Forlag: 
    Forlaget Uhrskov
    Sidetal: 
    231
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Tilflytter" af Wilkens Finn

    Bogens forside

    30-årige Martin flytter til Thy for at få sig et lærerjob, der er bedre end det, han forlod. Men livet i Thy går ikke helt som håbet.

    Udgivet: 
    2010
    Forlag: 
    Uhrskov
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Mandfolk" af Finn Wilkens

    Bogens forside

    Om at være dreng i 1950'erne. Som 10-årig er der ikke meget mandfolk i sønnen, synes Hans Theodors far. Lussingerne sidder løsere og løsere, indtil Hans Theodor bliver nødt til at tage affære

    Udgivet: 
    2010
    Forlag: 
    Forlaget Uhrskov
    Sidetal: 
    179
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Ned med forstanderinden!" af Finn Wilkens

    Bogens forside

    Forstanderinden tvinges til at tage sin afsked, men kan leve en luksustilværelse med sin nye samlever, mens efterskolen ledes af en meget vag ny forstander.

    Serie: Efterskoleliv; 3

    Udgivet: 
    2009
    Forlag: 
    Forlaget Uhrskov
    Sidetal: 
    195
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Forstanderinden har magten!" af Finn Wilkens

    Bogens forside

    Forstanderens sensuelle hustru overtager ledelsen af efterskolen, som hun også styrer med hård hånd, samtidig med hun har et forhold til den unge lærer Frank.

    Serie: Efterskoleliv; 2

    Udgivet: 
    2009
    Forlag: 
    Forlaget Uhrskov
    Sidetal: 
    212
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Forstanderen har altid ret" af Finn Wilkens

    Bogens forside

    Den nyuddannede lærer Frank starter på en efterskole, hvor forstanderen er både kolerisk og diktatorisk, men hvor han får et godt forhold til eleverne.

    Serie; Efterskoleliv 1

    Udgivet: 
    2009
    Forlag: 
    Forlaget Uhrskov
    Sidetal: 
    194
    Lån bogen - Køb bogen

Læs forfatteren

Fra ”Mandfolk” 

Jeg føler mig for første gang i lang tid godt tilpas i skuret. Det ord må jeg ikke bruge, når far er i nærheden. Det hedder værkstedet. Et lille firkantet rum på to meter på hver led bygget op af sortmalede og udenfor tjærede trævægge og med trætag. Langs den ene væg står den knirkende sofa, som far ikke alene sover på nogle nætter, men også somme tider til middag, når han ikke er på arbejde. Når man står udenfor, kan man høre, når han vender sig. Somme tider sover han middagssøvn oppe i soveværelset, og så sover mor også. Jeg skal gå ud og lege imens. Ligesom hos morfar.
Far tager sig tid til at vise mig, hvordan en sinkning udføres.
- Prøv at se, hvordan enderne griber ind i hinanden og låser sig sammen. Så holder træet, kan du tro!
Far er meget dygtig til den slags håndværk, og jeg nikker og prøver at forstå teknikken i at lave en sinkning. Jeg er ikke selv ret dygtig til sådan noget, får jeg altid at vide.
- Hans Theodor bliver aldrig håndværker. Det gør du ikke, Hans Theodor, for du har 10 tommelfingre.
- Men det gør ikke noget, for du skal læse videre. Du har dit gode hoved efter mig. 

Det er en god eftermiddag, synes jeg. Glemt er brystmassagen og lussingen i skolen. Bare far ikke får at vide det med lussingen. Så får jeg bare en til.

Inspiration

Hvor ”Efterskoleliv” slår gækken løs på mange måder for både elever og lærere og ikke mindst forstandere, og hvor ”Tilflytter” er en krimi, der skildrer tilfældige hændelser i en ung folkeskolelærers tilpasning et nyt sted, er ”Mandfolk” i højere grad koncentreret om et alvorligt problem.

Her drejer det sig om vold mod børn i 50´erne. Først i 1997 afskaffede Folketinget revselsesretten med disse manende ord: Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.

Personlige oplevelser fra dengang kombineret med de forhold nogle børn i dag stadig lever under, fortæller historien om omsorgssvigt og menneskesyn. Volden og ligegyldigheden over for børn kan ikke bare henføres til en svunden tid, men lever trods Folketingets beslutning videre. Dog er der tegn på, at det går med fysisk afstraffelse af børn som med rygning: Det bliver langsomt, men sikkert socialt uacceptabelt. Det vidner medieinteressen om med sagerne om grov og modbydelig børnemishandling.

Til top